fredag, marts 29, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Dallas Buyers Club (blu-ray)

Anmeldelse: Dallas Buyers Club (blu-ray)

movie_files_2708

Matthew Mcconaughey er op i gennem 90’erne og 00’erne blevet karakteriseret som en rigtig flødebolledreng, som blot medvirkede i middelmådige komedie/kærlighedsfilm, hvor han kunne fyre jokes af i bar overkrop. Personligt har jeg dog følt mig underholdt af hans komedie film såsom Failure to Launch fra 2006, men for nogle få år siden skiftede han fuldstændig karrierevej.  Han lagde komedien på hylden og gik ind i et mere alvorligt emne i filmen The Lincoln Lawyer fra 2011, som dog stadig havde lidt badboy-attitude i baghånden. I 2012 gik han så all-in med en formidabel dramafilm Mud, mens hans hidtil mest fantastiske film såvel som præstation dukkede op i 2013 – Dallas Buyers Club.

Vi følger hustleren Ron Woodroof (Matthew McConaughey), som lever det vilde sydstatsliv, indtil han diagnosticeres med HIV-virus. Hans venner vender ham ryggen, da de ikke tror på, at han ikke har fået virussen gennem homoseksuel omgang. Hans eget had til homoseksuelle bliver sat på prøve, da han under sine behandlinger er nødt til at omgås personer med denne livsstil. Hurtigt finder han ud af, at den lægeordinerede medicin ikke er tilstrækkelig, og skaber sit helt eget ’firma’, som hjælper HIV og AIDS-ramte mennesker. Samtidig lever han et meget ustabilt liv med sprut og stoffer, og spørgsmålet er: finder han en balance i livet med denne virus, eller mister han overblikket?

Først og fremmest får denne film sin succes på grund af Mcconaugheys formidable præstation, som virkelig værner om en ny æra i denne dygtige skuespillers liv. Han fik en velfortjent Oscar for bedste mandlige hovedrolle, og man kan kun give dem ret. Han lever sig så ufatteligt meget ind i sin karakter på både godt og skidt, og hans fornemme ansigtsmimik varierer i alt fra overvældende frustration til dyb sorg. Han har sin klassiske sydstatsaccent, som virkelig har groet på ham på det store lærred, og hans vanvittige måde at fremfører sine replikker på er bjergtagende. Desuden har han også tabt uendeligt mange kilo for at ligne et HIV-ramt individ, og med både den mentale og fysiske indlevelse på plads, er der absolut intet negativt at sige om hans præstation. Ved siden af ham ser man den dygtige Jared Leto, som i gennem tidens løb har vist nogle formidable præstationer, hvor han lever sig umenneskeligt meget ind i sine roller. Det er også gældende i denne film, hvor han virkelig omfavner sin transvetit-karakter Rayon med så overbevisende en tilgang, at man nærmest skulle tro, at det hele var virkeligt.

Selve handlingen tager udgangspunkt i den virkelige person, Ron Woodroof, og når film får inspiration fra virkeligheden, så er der altid en god chance for, at manuskriptet bliver interessant. Det er også gældende i denne omgang, hvor en velstruktureret opbygning i filmen langsomt, interessant og dybdegående ikke blot fortæller historien om en HIV-ramt mands kamp for sig selv og ’sit folk’, men giver også en vanvittig interessant indblik i en verden, som de fleste holder sig langt væk fra af frygt for smitte. De fleste har en underbevidst frygt og forestilling om folk med denne lidelse, og derfor er det fantastisk at se en film, som tør beskæftige sig med dette emne på så udbredt og omfangsrigt en måde. Filmen ’Philadelphia’ fra 1993 med Tom Hanks og Denzel Washington var en af de første film, som åbenlyst arbejde med tematikken ’HIV og AIDS’, og man kan tydeligt se, at der ikke er meget, der har ændret sig på den front.

Samlet set er filmen en sublim kulmination af overvældende godt skuespil, velskrevet manuskript og et tabuemne for alle pengene. Mcconaughey og Letos skuespil gør en formidabel historie til en prisvindende, rørende og ikke mindst overvældende fantastisk oplevelse på det store lærred, og den kan klart anbefales til alle. Filmen balancerer mellem en lidt sortkomisk tilgang til tabuet og en meget alvorlig tone, og denne balancegang gør filmen helt fantastisk og uden nogen former for kedsommelighed eller amatørprægede virkemidler. Den er simpelthen bare fantastisk!

Bonusmateriale

Her finder man nogle småklips, som ikke kom med i den endelige film, samt en række featurettes, hvor stjernerne fortæller om selve filmen og historien bag. Der er sparet meget på bonusområdet, men der dukker alligevel nogle interessante øjeblikke op.

Pris og tilgængelighed

Release: 06-02-14 på DVD og Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Dallas Buyers Club

Dallas Buyers Club Trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer