fredag, marts 29, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Edifier Breathe

Anmeldelse: Edifier Breathe

Edifier er efterhånden ved at have slået sit navn godt fast i Danmark, og med god grund, for de har lavet både PC højttalere og iPod højttalere i en kvalitet, og til pris, hvor konkurrenterne ganske enkelt ikke kan være med.

V har tidligere anmeldt Edifier iF500, også kaldet ”Luna 5” som generelt har høstet store roser for den gode lyd, det pæne design og en pris hvor der ikke var ret mange konkurrenter…

Edifier Breathe er blevet lanceret lidt i det stille, der har ikke været den store mediebevågenhed, men skal den løfte arven fra Edifier Luna 5 er der også en del at leve op til.

Lad os finde ud af hvordan Edifier Breathe, Edifier’s nuværende topmodel indenfor iPod højttalere, klarer skærene.

Hvad er der i kassen?
Nøjagtig som Edifier Luna 5, så er Edifier Breathe altså ingen lille nips-ting, men derimod en ordentlig moppedreng, som kræver sin kasse. Kassen er derfor tilsvarende stor, hvid/sort og med flotte billeder af Edifier Breathe. Generelt ser emballagen ret eksklusiv ud, men med en vejledende pris på 1998,-, så forventer man også noget lidt ud over det sædvanlige…

I kassen finder man Edifier Breathe, pakket nøjsomt ind i en hvid pose der beskytter mod både snavs, ridser og fedtfingre. Derudover en lille rund fjernbetjening, forskellige dock-adaptere, en strømforsyning og det er alt…

Design og funktionalitet
Når jeg sætter strøm til Edifier Breathe tænder den straks, og det første der slår mig er at der ikke er nogen on/off knap. Når der er strøm til Edifier Breathe står en grøn LED og pulsere, formentligt for at understøtte ”Breathe” navnet, jeg synes dog det er synd der ikke er mulighed for at slukke for det.

Selve Edifier Breathe ligner ikke noget andet jeg har set, designet er meget specielt, og det bedste udtryk jeg kan komme på er at formen er ”spøgelsesagtig”. Formerne er runde og organiske og hele fronten er dækket af sort stof der dækker for højttalerne enhederne, der er nemlig både en bass enhed, mellemtone og diskant gemt bag stoffet.

Øverst har man fundet plads til et par enkelte knapper, frem/tilbage, play/pause og volume op/ned. Øverst på Edifier Breathe eer selve docken hvor du sætter din iPod eller iPhone i, sammen med en passende dock-adapter. Bagpå Edifier Breathe er der en AUX indgang til andre MP3-afspillere eller lydkilder, samt indgang til strømforsyningen.

Den medfølgende fjernbetjening er også ret utraditionel, den er rund og har kun de mest basale funktioner, til gengæld er den ret lækker og ligner noget som B&O kunne have designet. Dog er den i plast, så selvom der er lidt vægt i den, så følger den ikke helt stilen fra selve Edifier Breathe der er lavet i metal.

Edifier Breathe er lavet af metal, og det gør at vægten er forholdsvis høj, og det føles på ingen måde som et billigt produkt. Generelt er alt omkring Edifier Breathe når vi snakker materialer og udførsel utrolig lækkert!

Når du har smidt din iPod eller iPhone i dock-stikket, så kan musikken styres vha. den medfølgende fjernbetjening, men da det stadig kun er på enheden skærm at du kan se hvad der afspilles, er den nok mest til for at kunne skifte nummer, og ikke så meget for at vælge et specifikt nummer fra en lang liste.

Lydmæssigt så klarer Edifier Breathe sig rigtig fint, lyden er utrolig klar og detaljeret, meget mere end man er vant til fra en iPod højttaler. Takket være størrelsen er der også blevet plads til nogle højttalerenheder med lidt punch i, så der er også en god bund i musikken, eneste anke er manglende mulighed for at styre bass, diskant ol., der er ganske enkelt ikke nogen equalizer, så det skal klares via en iPod/iPhone. Lydmæssigt kan du sagtens spille et større rum op, og en normal dagligstue bør ikke være et problem, da der er masser af saft og kraft i Edifier Breathe – også når man spiller højt. Det er dog en balanceret lyd, og ikke bare ”bulder” der kommer ud af Edifier Breathe.

Udover at afspille musik fra iPod/iPhone og enheder via AUX stikket, så kan Edifier Breathe ikke tilbyde meget andet, hverken FM, DAB eller anden form for radio eller ekstrafunktionalitet er der blevet plads til. Men, man skal huske på at Edifier Breathe er lavet til hjemmet, og der vil man formentlig have et trådløst netværk, og så er det jo bare et spørgsmål om at streame sin yndlings station via nettet… En FM eller DAB radio funktionalitet havde jeg dog gerne set, især hvis man kigger lidt til prisskiltet…

Konklusion
Edifier Breathe er et produkt med både plusser og minusser, og ligner derfor rigtig mange andre produkter.

Lydmæssigt er der intet at udsætte på Edifier Breathe, jeg synes lyden er på højde med bl.a. Edifier’s iF500 som ofte roses for en fremragendes lyd. Designmæssigt er Edifier Breathe nok ikke lige min kop te, men det er gennemført og materialerne er i ypperste kvalitet – så heller ikke her kan der sættes en finger på dte arbejde Edifier har gjort.

Man mangler en on/off knap, en equalizer og måske en FM eller DAB radio – men når først du har tændt for Edifier Breathe og lytter til den gode lyd, så glemmer man næsten manglerne, om ikke andet så bliver de lidt nemmere at leve med.

+
Gennemført design
Fremragende lyd


Lidt manglende funktioner

Karakter
80 %

Pris og tilgængelighed
Er på gaden nu.
Vejledende pris 1998,-

Find den bedste pris på Edifier Breathe

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
GS Scandinavia A/S

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer