fredag, marts 29, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Sony Walkman NWZ-S754

Anmeldelse: Sony Walkman NWZ-S754

Sony har længe produceret MP3-afspillere under Walkman navnet, og i øjeblikket har de 5 serier, fra den billige B-serie til den dyreste A-serie. S-modellen er nr. 2 i rækken, fra toppen, så det bør være en veludstyret MP3-afspiller.

Nogle af de ting som Sony selv fremhæver på Deres hjemmeside omkring S-serien er et elegant design, karaoke funktion, tv-udgang og digital støjeliminering.

S754’eren som vi har modtaget er med 8GB kapacitet, og fås i 4 farver; hvid, sort, blå og pink.

Hvad er der i kassen?
Sony Walkman NWZ-S754 leveres i en llle fin emballage, hvor hele fronten er gennemsigtig så man kan se både afspilleren og de medfølgende hovedtelefoner der ser lidt specielle ud.

Udover hovedtelefoner og afspiller er der også manualer, dockadapter, USB kabel, fly-adapter, stereo input kabel og et par løse sleeves til hovedtelefonerne, så man har i alt 3 størrelser.

Det synes jeg faktisk er en ret pæn ”bundle” og der er hvad man behøver for at komme i gang med Sony Walkman NWZ-S754.

Design
Sony Walkman NWZ-S754 er, efter min mening, utrolig elegant og udført i lækre materialer der gør at den design og kvalitetsmæssigt er helt på højde med den tidligere iPod Nano som den faktisk minder en del om størrelsesmæssigt.

Sony Walkman NWZ-S754 er slank og har afrundede hjørner, og selvom den er lavet af plast, synes jeg den virker lækker og en smule eksklusiv.

På forsiden er det skærmen der dominere, den er på 2,0” og har en opløsning på 240 x 320. Derudover er der en tilbage knap, en option og et ”wheel” med pile og en play/pause tast. Det er rimelig standard, og ikke noget ud over det vi er vant til at se.

På højre side er volume op/ned og en hold knap, mens der er i bunden er plads til dock-stikket og minijack indgang til hovedtelefoner.

Installation og overførsel
Installationen af Sony Walkman NWZ-S754 er overstået på få sekundet, hvis du benytter en computer med Windows 7, skal du blot tilslutte Sony Walkman NWZ-S754 via det medfølgende kabel  og du er faktisk klar til at overfører musik, film, billeder og meget andet.

Når den korte installation er overstået, kan du nemt og ubesværet overfører filer ved at benytte funktionaliteten indbygget i Windows 7, eller ved blot at bruge drag and drop i Windows. Du fylder bare i de ”rigtige” mapper, eksempelvis MUSIC, VIDEO og PICTURES.

Funktionalitet
Sony Walkman NWZ-S754 læser alle de gængse formater, både på billede, musik og video siden, og skulle du forsøge at overfører en video-fil som Sony Walkman NWZ-S754 ikke kan læse, så spørger den pænt om du vil konvertere den – hvilket sker helt automatisk. Det er virkelig en god feature!

Når du tænder Sony Walkman NWZ-S754 får du i alt 9 punkter frem:
SenseMe Channels, FM-Radio, Noise Cancelling, Photos, Music, Videos, Settings, Podcasts og et punkt der bringer dig tilbage til ”afspilning”.

Du navigerer via ”piletasterne” på Sony Walkman NWZ-S754 og det fungere fint, menuerne er brugervenligt opbyggede, og så gør det ikke noget at det hele er lækkert at se på, her er Sony altså bare milevidt foran rigtig mange af konkurrenterne. Grafikken er pæn, menuerne stilrene og den lille 2,0” skærm gør et fantastisk arbejde.

FM-radio er efterhånden standard i de fleste mp3-afspillere i dag, så det ønsker jeg ikke at bruge ret meget tid på. Video-funktionen er derimod mere interessant, da du kan afspille alle gængse videofiler, og konvertere dem direkte ved overførsel til Sony Walkman NWZ-S754. Kvaliteten er glimrende og betragtningsvinkelen er overraskende god. Skærmen er dog stadig kun 2,0” – men den gør det rigtig godt.

Som altid er musikken opdelt efter både album, kunstner mv., og der er ikke rigtig noget nyt under solen her. Ved afspilning vises både nummer, kunstner og album, sammen med et billede af coveret.

Sony Walkman NWZ-S754 kan også vise billeder, men desværre rotere billedet ikke automatisk, efter hvordan man vender Sony Walkman NWZ-S754 – det kunne jeg måske godt have ønsket mig. Kvaliteten er derimod også glimrende, men det er svært at ane detaljer på den lille skærm.

Det er også muligt at hente podcasts, som vi kender fra iPods, direkte til Sony Walkman NWZ-S754 via en applikation.

Den generelle funktionalitet og brug er helt som forventet, og skiller sig ikke som sådan ud fra mængden på hverken den ene eller anden måde.

De medfølgende hovedtelefoner er ikke lige min kop te –de er ret specielle, og man skal formentlig lige vænne sig til udformningen, det var i hvert fald ikke nogle jeg blev gode venner med… Når det lykkedes at få dem til at sidde i øret, var lyden dog fremragende – men når de blev ved at falde ud, så var det en kort fornøjelse.

Konklusion
Sony Walkman NWZ-S754 fås fra omkring 900,- og for de penge får man en lille let, og lækker, mp3-afspiller der oser af kvalitet, har 8GB hukommelse og de gængse ekstra-features.

Spørgsmålet er så om 900,- er en fornuftig pris – og ja det synes jeg faktisk det er. Du får en glimrende mp3-afspiller der kan bruges til både alm. Brug og løb, samtidig er den i lækre materialer og både interface og installation er lige til at gå til. Der er ingen ben i hverken installation eller brug.

De medfølgende hovedtelefoner er ikke lige min kop te, så skulle jeg købe Sony Walkman NWZ-S754 ville jeg få brug for et par nye, men ofte har man måske et ældre sæt liggende… Alternativt er man helt vild med de medfølgende og så er det problem løst!

+
God skærm
Lækkert design/kvalitet


De medfølgende hovedtelefoner

Karakter
85 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1150,-

Find den bedste pris på Sony Walkman NWZ-S754

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Sony

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer