onsdag, april 24, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Knick – sæson 1 (Blu-ray)

Anmeldelse: The Knick – sæson 1 (Blu-ray)

1

HBO har længe været en af mine helt store favoritdistributører på seriemarkedet, da de ikke er bange for at trodse den normalt kvælende amerikanske censur, og i stedet gå i dybden med et råt for usødet plot. Der bliver ikke sparet på sex, vold og grænseoverskridelser, og det i sig selv er et kæmpe trækplaster i et serieunivers, der i forvejen er kendt for at bygge et listigt plot op. Jeg har for nyligt kastet mig over den nye serie af Steve Soderbergh, The Knick, og allerede nu kan jeg fortælle, at HBO fortsætter deres æresrunde af succes.

Serien følger personalet på hospitalet The Knickerbocker i 1900-tallets New York. Her følger vi primært den bragende dygtige læge John Thackery (Clive Owen), som dog bakser med nogle problemer i sin fritid. Sammen med sit hold af sygeplejersker og læger forsøger de at revolutionere lægeindustrien og få hverdagen til at træde ind i den moderne lægekunst.

Serien dykker dybt ned i datidens uvidenhed på lægefronten og giver et uhyre realistisk og barsk billede af, at man før den moderne teknologiske tidsalder måtte prøve sig frem – ofte med fatale konsekvenser. Konceptet formår virkelig at give et intenst billede af en helt anden verden, end den vi er vant til i dag, hvor dødeligheden var tårnhøj og visse sygdomme knap nok havde fået deres rigtige navn endnu. Selve historien kickstartes lige på og hårdt med en mislykket operation, og allerede der har serien skabt det nødvendige grundlag for, at fortællingen udspiller sig i en tid, hvor ingen kunne føle sig 100 % sikker og tryg hos lægens ekspertise.

De tidslige billeder helt i gennem veludførte og velovervejede, og man får det helt rigtige billede af stemningen, mentaliteten, hverdagen og ikke mindst atmosfæren i den sene victorianske tid. Tøjet, replikkerne og ikke mindst hele symbiosen mellem mennesker og deres fordomme i livet overfor nye tiltag og andre racer kommer til sit udtryk hele vejen i gennem, og tilskueren har rig mulighed for at sætte sig ind i universet og lære det hele bedre at kende løbende. Som en modspiller til den ’gamle’ billedside har projektet fået den dygtige Cliff Martinez til at skabe underlægningsmusikken hele vejen i gennem. Han har tidligere lavet soundtracket til en af mine yndlingsfilm – Nicolas Winding Refns ’Drive’ – og hans elektroniske, dystre musikstil gennemsyrer konceptet på en finurlig måde. Den står i komplet kontrast til datidens kultur, men formår alligevel at skabe en utrolig stemningsbyggende dynamik i mellem datid og nutid. Intensiteten bliver langt mere dybdegående og man får et billede af en alternativ virkelig fortælling fra fortiden understreget gennem moderne lydmix.

Clive Owen er ganske fortrinlig i sin rolle som den tveæggede karakter ’Thack’, der på den ene side er blandt den moderne lægekunsts første og mest banebrydende pionerer, men på den anden side er en egoistisk tølper, der misbruger sit ego og sin magt til fordel for sit eget stofmisbrug. En anden vigtig modspiller i serien er Algernon Edwards spillet af André Holland, som virkelig formår at fremstå som en sympatisk fyr, og samtidig sørger for at få den racistiske del af datidens kultur ind i billedet – dette kulturmøde skaber rigeligt med grobund for karakterudvikling, hvor vi kan se figurerne an i en presset situation. Skal man lade en patient dø, blot fordi man ikke vil lade en sort mand føre stingene? På den måde er The Knick ikke blot et indblik i den tidlige lægekunst, men er også et studie i menneskelig adfærd, karakteristiske træk ved datidens uvidenhed og hvilke forhindringer man skal overkomme for at nå til en enighed.

Serien formår at vise operationerne og de forskellige lægeforsøg uden censur eller lignende, og det skal den have stor ros for. Soderbergh har fundet den perfekte balancegang mellem splatter og raffineret underholdning, så man både væmmes, men også fascineres af lægernes indgreb på den menneskelige anatomi. Derudover er serien gennemsyret af små historier og bi-karakterer, som får det hele til at gå op i en højere enhed – mest af alt ambulancechaufføren Tom Cleary (Chris Sullivan) og nonnen Harriet (Cara Seymour), som sammen finder deres kald i en verden uden håb.

Samlet set er første sæson af The Knick yderst vanedannende – både på grund af den interessante, tidslige fortælling, men også på grund af karaktererne og deres plads i selve konteksten. Det er absolut en serie, jeg vil anbefale til folk, som søger solid serieunderholdning med hjerne og blikfang, og jeg venter spændt på at se nærmere på den næste sæson i rækken.

Pris og tilgængelighed

Release: 14-09-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

The Knick trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer