tirsdag, marts 19, 2024
ForsideNyhederGamingArtikel: Forsvaret retter søgelys mod unge computerspillere

Artikel: Forsvaret retter søgelys mod unge computerspillere

Det kan være at de færreste kunne forestille sig at det danske Forsvar nogensinde skulle få interesse i gaming. Især fordi man ofte har hørt at voldelige spil skulle være medvirkende til voldelig adfærd og lignende hos de unge, der gamer meget. Seneste studier har dog dementeret disse påstande, mens samtidigt andre har påvist at gaming kan bidrage til at unge mennesker får helt særlige kompetencer, som rent faktisk kan anvendes i praksis. Nu melder Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) at der er god grund til at være interesseret i de unge gamere.

Hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse mener man at unge computerspillere ofte besidder evnen til at multitaske og har en rumlig intelligens, der er nødvendig for at blive optaget og være succesfuld på flyvelederuddannelsen. Der er ellers tale om en af de sværeste uddannelser at blive optaget på og man vurderer at det kun er mellem 5-10% af befolkningen, som overhovedet vil have evnerne til at klare uddannelsen.

”Kun mellem 5-10 % af befolkningen har evnerne til at klare opgaven. Når vi afprøver ansøgere til uddannelsen, fokuserer vi blandt andet på rumlig intelligens, strategisk sans, hurtig reaktionsevne og evnen til at holde et roligt overblik selv under stærkt pres – og det er blandt andet evner, som er afgørende, når man spiller krævende computerspil” udtaler Jimmi Andreasen, som er psykolog og arbejder ved Selektionssektionen i FPS.

Man kan søge ind på Flyvelederuddannelsen direkte efter gymnasiet, fra værnepligten og som uddannet sergent eller officer. Der stilles store krav og opgaverne er mildest talt svære. Det kræver både evnen til at multitaske og koncentrere sig under ekstremt pres. Der er også en gevinst ved at komme igennem nåleøjet og det er en startløn på 40.000 kr. om måneden efter endt uddannelse, så det er bestemt værd at overveje for de gamere, der ikke nødvendigvis føler de kompetencer de erhverver sig gennem gaming kan bruges andre steder i jobmarkedet.

For at målrette rekrutteringskampagnen yderligere valgte man også at få en kendt YouTubers vurdering og her fik man fat i gamer og YouTuber, Lasse Vestergaard, som ikke ligger skjul på at der var tale om en spændende oplevelse og koblingspunktet mellem gaming og en flyveleders arbejde kunne han godt se da han blev sat til en flyveledersimulator i Sverige.

“Jeg må ærligt indrømme, at simulatoren fungerede bedre end forventet. Jeg levede mig overraskende meget ind i det, og nerverne sad uden på tøjet. Det var en sjov og spændende udfordring med mange uventede situationer, der gjorde mig lidt usikker, men jeg kæmpede videre. Alt i alt synes jeg, at det gik godt, og jeg tror bestemt, at mine mange års erfaring med videospil essentielt hjalp mig med at tænke strategisk og bevare overblikket i flyveledersimulatoren” lyder det fra Lasse Vestergaard.

Hvorvidt Forsvarsministeriets Personalestyrelsens forkortelse, FPS, er en tilfældighed vil jeg lade konspirationsteoretikerne gruble over, men jeg synes i hvert fald at det er en smule morsomt. En “joke” som enhver gamer kan relatere til, i hvert fald hvis denne er bekendt med moderne First Person Shooter spil.

Det er ikke første gang man hører om, hvorledes en gamers evner og erfaring gør denne i stand til at opererer effektivt på arbejdsmarkedet, men hvis man synes det lyder spændende og som noget man gerne vil vide mere om, så er ansøgningsfristen 1. maj og man kan få mere at vide på forsvarets hjemmeside www.forsvaret.dk/flyveleder

Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer