torsdag, marts 28, 2024
ForsideNyhederMobilHTC One A9 kombinerer lækkert design og nyeste Android

HTC One A9 kombinerer lækkert design og nyeste Android

htc-one-a9Ny smartphone fra HTC med Android 6.0, kamera og lyd i topklasse og stor frihed til at gøre mobiloplevelsen personlig.

Nu er HTC klar med det nyeste medlem i sin prisvindende HTC One-serie, HTC One A9, som opfylder alle drømme om en smartphone med enestående design, ydelse og funktioner. Her er alt, hvad smartphone-brugerens hjerte kan begære, i et helstøbt produkt, der igen giver baghjul til konkurrenterne.

Hvorfor gå på kompromis med design eller funktioner, når du kan få en smartphone, som kan det hele og mere til?

Med HTC One A9 får du både et smukt design og den nyeste Android-version 6.0, Marshmallow, mens HTC Sense samtidig skaber en enestående og intuitiv brugeroplevelse. Det er Android, som du allerede kender det – bare endnu bedre.

HTC har kombineret alle de bedste teknologier i sin nye smartphone, der er en værdig arvtager i den innovative HTC One-serie.

”HTC er kendt for at gå foran – vi kom med den første Android-smartphone, den første Windows-smartphone og den første 4G-smartphone. Så forventningerne er store, og det forpligter os til at tænke innovativt. I dag kan vi afsløre HTC One A9, der ikke kun har fantastisk design og ydelse, men også giver kontrollen over smartphone-oplevelsen tilbage til brugeren,” siger administrerende direktør for HTC i Norden Jan Costa Thiele.

Android 6.0 Marshmallow

Du skal selvfølgelig ikke vente på den seneste version af Googles Android-operativsystem. HTC One A9 er født med det helt nye Android 6.0 Marshmallow, som er integreret med HTC Sense. Med sin egenudviklede Sense-teknologi er HTC i stand til at tilbyde en bedre Android-oplevelse end Google. Sense gør det sjovere og mere intuitivt at navigere rundt på smartphonen.

HTC har brugt sine mangeårige erfaringer som producent af smartphones til at skabe en helstøbt bruger-oplevelse, hvor hardware og software går hånd i hånd. Samtidig har du stor frihed til at personalisere telefonen og tilpasse den til dine egne behov – uden at være låst fast i et lukket system, som det kendes fra andre producenter.

Det er den frihed, der gør Android til det bedste valg for dig, som ønsker den fulde kontrol over din smartphone.

Android 6.0 er fyldt med nye funktioner, der gør smartphone-oplevelsen endnu mere spændende. Det mobile betalingssystem Android Pay gør det lettere end nogensinde at betale med din smartphone. Det er blevet endnu nemmere at indstille tilladelser for de enkelte apps, og du kan til enhver tid hente og ændre de tilladelser, der allerede er givet.

Batteriet holder nu endnu længere med Doze-funktionen, som registrerer, når smartphonen ligger ubrugt og begrænser de energislugende processer, der kører i baggrunden. En anden funktion, App Standby, finder unødvendige apps og lukker dem ned, indtil du skal bruge dem igen. Det betyder, at du vil opleve længere batterilevetid, uanset hvordan du bruger din smartphone.

Der er også mulighed for 75 procent hurtigere opladning med HTC Rapid Charger 3.0, der fås som tilbehør.

Et design-ikon med superkræfter

HTC One-serien er kendt og elsket for sit ikoniske design, og den nyeste model skuffer da heller ikke med sit lækre finish og naturfarver. HTC bruger betegnelsen ”metalmorphics” for den kreative proces, hvor designerne har ladet sig inspirere af naturens skønhed. Farveudgaven Carbon Gray bliver den første, der lanceres i Danmark, og senere kommer også Deep Garnet Red.

Den supertynde metalramme med speciel overfladebehandling sørger for, at HTC One A9 ligger godt og let i hånden, og det hele er kombineret i en herlighed af glas og metal med en 5-tommers Full HD AMOLED-skærm. Smartphonens lysstærke skærm går fra kant til kant og er beskyttet med det knaldhårde Gorilla Glass 4.

Gorillakræfterne bliver også sluppet løs inde i HTC One A9, hvor den nyeste Qualcomm Snapdragon 617-processor med otte kerner sørger for den helt rigtige balance mellem ydelse og batteri-levetid.

Du kommer heller ikke til at mangle plads til dine apps, billeder, videoklip, musik og andet, som skal gemmes på din smartphone. HTC One A9 kommer med 16 GB lagerplads, og det kan nemt udvides med et SD-kort på op til 2 TB. Du har sågar mulighed for at kombinere den interne hukommelse og SD-kortet, så Android-operativsystemet og dine apps ser det som ét stort drev. Du får altså masser af lagringsplads uden at betale en formue.

Lige i øjet og øret

Flotte billeder og lækker lyd er noget af det, hvor HTC One-serien for alvor lægger afstand til konkurrenterne. Det er ikke en hemmelighed, at HTC har brugt mange kræfter på at skabe en fantastisk fotogengivelse og en lydoplevelse, der er enestående på en smartphone.

I HTC One A9 er de to indbyggede kameraer (bagside og front) kombineret med simple og fleksible værktøjer til redigering af foto og video. Bagkameraet har 13 megapixel opløsning og billedstabilisering, der modvirker rystelser, mens frontkameraet bruger den særlige UltraPixel-sensor, der fanger 300 procent mere lys end normale smartphone-kameraer.

For alle fotoentusiaster med professionelle ambitioner er der mulighed for at gemme billeder i RAW-format, som giver stor frihed til efterfølgende redigering. Eller det kan gøres meget simpelt med en enkelt knap i Photo Editor, der giver mere knald på farverne og skarpere billeder.

Det er helt enkelt at skabe dramatiske videosekvenser med HTC One A9. Med værktøjet Hyperlapse kan du ændre hastigheden i dine videooptagelser og afspille dem op til 12 gange hurtigere. Eller du kan bruge HTC Zoe, som blander dine bedste øjeblikke til en serie med billeder og video, klar til at dele med vennerne.

Dine ører skal også forkæles, og her sørger den indbyggede DAC (digital-analog-konverter) for at levere lyd med 24-bit 192KHz til dine høretelefoner. Det er bedre end cd-kvalitet, og kombinationen med den indbyggede forstærker – der har det dobbelte output i forhold til andre smartphones – giver de bedste forudsætninger for musikalsk nydelse.

Du behøver ikke bruge høretelefoner – HTC BoomSound sender en fantastisk lydoplevelse ud i rummet fra smartphonens højtalere.

Lancering

HTC One A9 kan købes i Danmark fra den 30. oktober i Carbon Grey-udgaven til en pris på 4.990 kr. I første kvartal af 2016 kommer også farven Deep Garnet Red. Den forhandles hos: Telia, CallMe, H3G, TDC, Telmore og Elgiganten.

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer