fredag, april 19, 2024
ForsideNyhederComputer tilbehørNyhed: HP udvider og fornyer deres gaming serie Omen

Nyhed: HP udvider og fornyer deres gaming serie Omen

Eftersom gaming fylder mere og mere i bybilledet, så at sige, så er store virksomheder, som HP, der traditionelt har holdt sig mere til den klassiske forståelse af en PC gået ind i dette marked. HP har skabt deres eget underbrand, navnlig Omen, som indeholder deres egne gaming produkter. HP Omen indeholder alt fra laptops, desktops, skærme til tilbehør og de har netop annonceret en fornyelse af deres sortiment med diverse forbedringer, som er udviklet i samarbejde med brugere og disses feedback.

Det er HPs vision at skabe teknologi, der gør livet bedre for alle uanset hvor de er. Derfor har man taget et kig på den eksisterende HP Omen serie og kigget på forbedrings- og optimeringsmuligheder. Man har i den forbindelse både lyttet til den feedback man har fået på egne produkter, men man har også skuet til, hvorfor det er at entusiaster føler sig nødsaget til at bygge deres egne maskiner. Den viden man har samlet ind her har man taget videre til de nye produkter.

Laptops

HP Omen vil fortsat indeholde to størrelser af bærbare computere i deres gaming sektion, som det ser ud nu, nemlig 15,6″ og 17,3″ med hver deres konfigurationsmuligheder. For at gøre disse mere attraktive for gamere har man valgt at udstyre dem med fx skærmoptioner i 120 Hz og med enten NVIDIA G-Sync eller AMD FreeSync for at skærmopdateringen skal være så præcis som mulig.

Der er også sket mindre synlige forbedringer og eksempelvis har man øget luftstrømmen i det mindre chassis, således at 15,6″ HP Omen laptoppen har mere end 20% bedre luftgennemgang. Dette har en indvirkning på den køleeffekt som maskinen har og dermed øget performance.

Selvom det sammenlignet med desktops er begrænset, hvor meget man kan opgradere sin laptop, så har HP alligevel gjort det nemt tilgængeligt, således at man for at skifte RAM eller harddisk blot skal tage ét panel af både den lille og store model.

Desktops

Også ved de stationære computere har man hos HP Omen lagt vægt på et bedre airflow, således at maskinerne er bedre kølet og dette har man gjort ved blandt andet at øge den samlede volumen af kabinettet på de almindelige kabinetter.

Derudover har man tænkt på den aktive gamer, der rejser rundt for at spille med venner til LAN eller andre type af events og kabinetterne har nu et integreret håndtag, så man kan have computeren med nemmere.

Ligeledes er opgradering tænkt ind. Dette har man valgt at imødekomme ved at designe computerne således at det ikke er nødvendigt at anvende værktøj for at skifte dele ud og det gælder også panelerne ude på. Apropos opgraderinger understøtter de almindelige kabinetter fra HP nu SLI og Crossfire, hvilket ikke har været tilfældet tidligere. Det betyder at brugere kan isætte to af det samme grafikkort i maskinen og få ekstra meget ydelse ud af dem.

HP Omen X Compact Desktop er en lille stationær maskine, som er designet med VR for øje. Den er bygget således at den enten kan monteres på en dertilhørende rygsæk-løsning eller at den kan dockes på bordet med en specialdesignet dock. Den kan køre på batteri, således at man kan spille Virtual Reality mens man har den på ryggen og så kan man smide den på bordet, når man er klar til at spille lidt mere stationært.

Tilbehør

Da rigtig mange gamere spiller med en ekstern skærm til trods for at de har en laptop, så er en gaming skærm en vigtig accessory for mange. HP lancerer nu to modeller i henholdsvis 25″ og 27″ tommer, men de vil være ret så forskellige i både pris og funktion. Den billige 25″ vil være en skrabet gaming skærm mens den store vil indeholde et langt bedre panel, men også være udstyret med NVIDIA G-Sync.

Man har ligeledes lyttet til brugerne og deres ønsker til det tilbehør man slutter til sin PC, såsom mus og tastatur. I denne omgang vil udstyret være både udviklet og produceret af HP, hvor det tidligere har været SteelSeries, der stod bag. Der vil blandt andet være et mekanisk gaming tastatur, som er nyt for HP Omen serien.

En ny kategori, for HP Omen i hvert fald, vil også være deres eksterne GPU dock kaldet Accelerator. Der er tale om en Thunderbolt dock, der udover at agere som en rigtig docking station med 60 W strøm throughput også kan udstyres med en SSD og vigtigst af alt et grafikkort. Det er nemlig således at Thunderbolt nu understøtter nok båndbredde til at man kan afvikle den grafiske del eksternt. Derudover går Thunderbolt direkte ind i maskinens PCIe slot således at denne ved tilslutning af et eksternt grafikkort “tror” at dette er monteret i selve maskinen. HP Omen Accelerator vil være udstyret med en 500W strømforsyning, så man burde kunne montere de fleste grafikkort på den og prisen for selve enheden starter ved 299$ hvilket nok svarer til cirka 2500 DKK når den lander herhjemme.

Det var alt vi fik ud af HP i denne omgang omkring deres HP Omen serie, men vi glæder os til at se mere og nærmere på diverse produkter når de begynder at lande.

Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer