torsdag, marts 28, 2024
ForsideAnmeldelserPlantronics Gamecom X95 Wireless Stereo Headset til Xbox 360

Plantronics Gamecom X95 Wireless Stereo Headset til Xbox 360

Det trådløse hjem er efterhånden mere og mere moderne. Det er der ikke noget at sige til, for hvem vil ikke slippe for kabler der roder rundt, har deres eget sind og vikler sig om alt hvad er muligt. Desuden pynter de ikke ligefrem hverken gulvet, sofabordet eller sofaen. Derfor er Plantronics Gamecom X95 en velkommen og glædelig tilføjelse til din Xbox 360 tilbehørsliste.

Hvad er der i kassen?
Plantronics Gamecom X95 er pakket i en emballage blandet af plastik og pap, som man har set det tidligere med andre producenter, hvor man ikke afslørende kan se noget af headsettet samtidigt med at alt andet er gemt væk. Dette kan være med til at forbedre oplevelsen når man kommer hjem og skal pakke produktet op. Dette bliver også delvist tilfældet med Plantronics Gamecom X95, men idet indholdet i æsken er yderst minimalt kan man, hvis man har haft åbnet andre og mere eksklusive produkter godt blive en smule skuffet. Ikke desto mindre er der også mange der blot åbner produktet ved at flå det op og så er Plantronics Gamecom X95 ideel da den indeholder alt hvad man skal bruge og så ikke mere.
Emballagen gemmer på selve Plantronics Gamecom X95 headsettet, modtageren som med to kabler forbindes til Xbox’ens eller fjernsynets lydudgang, et sæt AAA batterier og et lille kabel til at forbinde Plantronics Gamecom X95 med Xbox controlleren. Det sidstnævnte er tilfældet med de fleste headsets så det burde ikke komme som en overraskelse.

Design og funktionalitet
Hvis man har set vores anmeldelse af Plantronics Gamecom X40 som vi havde æren af at kigge på tidligere vil der ikke være besynderligt meget mere at komme efter ved Plantronics Gamecom X95 foruden den trådløse funktion samt et nyt farveskema. Plantronics Gamecom X95 er nu udført i en sort/hvid farvekombination, hvor den sorte farve dominerer. Man er med Plantronics Gamecom X95 ikke i tvivl om at der er tale om et gaming headset, men designet er alligevel subtilt og simpelt. Dette vil glæde nogen, mens andre er helt vilde med lys og logoer fra deres yndlingsspil eksempelvis. Eftersom der heller ikke med dette headset fra Plantronics er en detaljeret manual er ting, såsom den udtrækkelige mikrofon og andre justeringsmuligheder noget man må finde ud af på egen hånd. Netop den udtrækkelige mikrofon er nævneværdig i denne henseende, idet man kan komme i tvivl om den overhovedet kan trækkes ud eller ej da det de første par gange ikke er uden en smule modstand. Der er ikke tale om så meget modstand at man skal bruge kræfter, men nok til at man i en kort stund kommer i tvivl om det er noget man bør gøre uden at skulle ødelægge sit nye headset. Den selvsamme modstand oplever man, når man vil justere bøjlen i størrelse på Plantronics Gamecom X95, men her er det faktisk en fordel, da man ikke vil opleve at ens fintuning og tilpasning bliver ødelagt ved at man tager headsettet af og på ofte.
Ligesom i ethvert andet headset er lydkvaliteten en afgørende faktor. For nogle er det endda vigtigt at de kan bruge et headset, hvis de blot ser film eller hører musik. Plantronics Gamecom X95 har ganske glimrende lydkvalitet både hvad man selv hører og hvad ligeså vigtigt er, det andre kan høre når man snakker med dem. Ved at bruge Plantronics Gamecom X95 online via Xbox LIVE fik jeg respons tilbage at min mikrofon-kvalitet var 8/10 og dette kan man bestemt ikke klage over når man ved hvor kræsen denne målgruppe er. Man kan ikke skrue helt så højt op med Plantronics Gamecom X95 som man kunne med X40, hvilket skyldes at dette headset ikke har strøm fra USB, men et par små AAA batterier. Så hvis man ønsker at holde en mini-koncert for sig selv er dette udelukket, men takket være den meget gode lydisolering som Plantronics Gamecom X95 giver fra omverden er det også rigeligt da man ikke nemt bliver forstyrret af udefrakommende lyde. Der er ligeledes ikke nær så meget bund i Plantronics Gamecom X95 som der er i mange andre headsets bygget til samme formål, men det er stadigvæk uden tvivl et godt all-around headset til spil, musik og film.
Mange gamere er vant til at spille et par timer dagligt og så er det ikke nok med et komfortabelt og funktionelt headset, som Plantronics Gamecom X95 tydeligvis er. Man må ikke glemme at når man spenderer flere hundrede kroner på et stykke tilbehør så ønsker man ikke at det skal holde i et par uger for derefter at blive skiftet ud. Man fornæmmer måske at folket i Plantronics ved hvor hårdt nogle gamere behandler deres tilbehør og derfor har de igen med Plantronics Gamecom X95 lavet et robust og solidt headset der hverken knirker eller knækker ved at man vrider det i hænderne. Om det er korrekt vurderet skal komme an på en længere prøve, men Plantronics Gamecom X95 ser ud til at kunne holde til lidt af hvert.

Ydermere, hvad mange gamere vil sætte stor pris på er at de med Plantronics Gamecom X95 kan justere volumen for spillet og for chatten hver for sig. Denne meget smarte feature plejer man først at se ved headset i en dyrere prisklasse. Rulleknapperne til disse funktioner er fundet på bagsiden af headsettet, men som vi nævnte tidligere ved anmeldelsen af X40 føles dette som noget helt naturligt efter nogle timer.
Til trods for at det var en smule besværligt at få den ene klap af hørebøfferne for at få plads til de to stykker AAA batterier, så tæller dette ikke ned på Plantronics Gamecom X95, men der er en fare for at man kan ødelægge sit headset hvis man en dag glemmer i hvilken side batterierne skal skiftes og kommer til at dreje af det forkerte sted. Apropos batterierne så ser vi naturligvis helst at et headset er med genopladelige batterier for at man kan slippe for ovennævnte besvær, men batterierne i Plantronics Gamecom X95 ser ud til at kunne holde 7-8 timer game time før de skal skiftes.

Konklusion
Plantronics Gamecom X95 er et trådløst headset, hvor man ikke slipper for kabler 100%, idet afsenderen skal kobles til konsollen og lydkablerne skal kobles til enten fjernsynet, forstærkeren eller konsollens lydudgang. Hvis det er noget man skal gøre én gang vil man ikke blive irriteret, men undertegnede skulle sætte dette op hver gang, idet konsollen står i stuen og kabler pynter ikke. Foruden dette er der ved Plantronics Gamecom X95 ikke meget andet at sætte en finger på. Det er et yderst komfortabelt headset at have på hovedet, lyden går klart igennem begge veje og man kan spile i adskillige timer uden at bekymre sig om hvor meget batteri der er tilbage. Apropos lydkvaliteten er det nævneværdigt at Plantronics Gamecom X95 fik god respons online på Xbox LIVE, men samtidigt oplevede vi i tide og utide udfald, hvor lyden forsvandt eller krakkede, men det var heldigvis ikke noget der fandt sted særlig ofte og årsagen hertil blev ikke identificeret.

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: ?
Set til 476,-

Find den bedste pris på Plantronics Gamecom X95

Udlånt af
Plantronics

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det trådløse hjem er efterhånden mere og mere moderne. Det er der ikke noget at sige til, for hvem vil ikke slippe for kabler der roder rundt, har deres eget sind og vikler sig om alt hvad er muligt. Desuden pynter de ikke ligefrem...Plantronics Gamecom X95 Wireless Stereo Headset til Xbox 360