lørdag, april 20, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Divinity: Original Sin 2

Test: Divinity: Original Sin 2

Hvis du er klar til et rollespil, hvor fokus netop er på at skabe din egen fortælling, med dine egne karakterer, hvor dine handlinger har konsekvenser og kan mærkes gennem hele spillet, så er folkene bag Divinity, nemlig Larian Studios, klar med en toer, Divinity: Original Sin 2. Selvom handlingen er en del ud i fremtiden fra det første spil, så er elementerne og gameplayet bibeholdt og nu er vi klar til endnu en fortælling, som du altså selv skal til at skabe. Vi har fået mulighed for at lege med og du kan læse med om det skulle være noget for dig.

Storyline

Personligt har jeg ikke erfaring med den tidligere udgivelse, men eftersom Divinity: Original Sin 2 foregår århundrede efter hændelserne i det første spil, så er det ikke nødvendigt at have forudgående kendskab til spillet. Dog havde det måske været en fordel at kende til måden spillets designere tænker, idet man ellers får sig nogle overraskelser gennem spillet.

I denne verden, Rivellon, gælder det for dig som spiller at samle din egen truppe og stige til vejrs. Den forhenværende sætning er en yderst og ekstremt simplificeret forklaring af hvad det er Divinity: Original Sin 2 går ud på. I grove træk er det dog også rigtigt, men den mængde af valg man bliver stillet overfor er så stor og mangfoldig at den vej man tager mod “toppen” så at sige er og kan kun være forskellig hver gang.

Man vælger i første omgang hvilken type “helt” man ønsker at være og har adskillige klasser at vælge imellem. Det er også muligt at starte spillet som en udød og være forberedt på at de karakterer man så møder på sin færd også vil agere anderledes overfor én end hvis man var en levende skabning. Det burde man naturligvis kunne sige sig selv, idet folket i Rivellon er lidt ligesom man kender dem fra vores egen verden, fordomsfulde, har deres egne meninger, måder at handle på, osv.

Det er svært for mig at sætte fingeren på om det er den overordnede historie, som er den mest spændende i Divinity: Original Sin 2 eller om det rent faktisk er alle de sidequests, som bidrager til at fortællingen her bliver så dybdegående og massiv at man hele tiden bliver positivt overrasket.

Gameplay

Hvis man skulle definere Divinity: Original Sin 2 gameplayet med et enkelt ord ville jeg vælge uforudsigelighed. Dog på den gode måde, idet der intet sjov er i spil man bare ved hvordan starter og slutter og man ønsker bare at få sig en tur gennem det hele. Det skal man i hvert fald ikke tænke er tilfældet med Divinity: Original Sin 2, hvor gameplay ganske vist er inddelt i forskellige elementer, men hvert af disse bringer overraskelser med sig før eller siden.

For at starte et sted, så handler det om at gå på opdagelse i verden så man kan blive klogere og mere erfaren og på denne måde møde udfordringer, som man bliver mere erfaren og dygtigere af. Samtidigt med dette samler man forskellige objekter op som ens fjender eller blot døde NPC dropper. Der kan gemme sig ganske glimrende og vigtige objekter man naturligvis kan sige sig selv er værd at bringe med sig, mens man også kan støde på ting man ikke skænker en tanke og også af samme årsag blot lader ligge for blot at finde ud af noget senere at denne ligegyldighed kunne have hjulpet en relativt meget på vej.

Det samme niveau af uforudsigelighed møder man i sin progression gennem spillet generelt, idet man jo i takt med at man stiger i level også udvikler sin egen karakter og de spilbare karakterer, som joiner ens hold løbende gennem spillet. Man vælger selv, hvilke roller de forskellige karakterer skal have og det er vigtigt at vælge rigtigt, hvis man vil kunne komme “nemmere” gennem spillet. Man skal have skills til forskellige formål og har man ikke det, så kan man sågar komme ud for at de kampe man står overfor er væsentligt sværere end de nødvendigvis bør være sammenlignet med den sværhedsgrad man har valgt spillet skulle være.

Derudover er der også en del (læs temmelig mange) samtaler i spillet, som både er med til at give dig som spiller en fortælling, men også er med til at give dig nogle udfordringer, idet din karakters evne til at kommunikere er vigtig at overveje i dannelsen af denne, såvel som de kamptekniker man tilpasser og justerer på. En god mægler kan faktisk undgå en kamp mens en brawler blot vil blive angrebet og så kan udfaldet jo være ret katastrofalt.

De valg man foretager sig i Divinity: Original Sin 2 er kort sagt vedvarende og det skal man være indstillet på. Spillet er bygget op omkring dette, således at man kan miste muligheden for at gennemføre en bestemt quest og ligesom livet omkring os så fortsætter det også i spillet og man må finde alternative måder at skabe fremgang på. Det kan kaldes uforudsigelighed, men det kan også kaldes realisme, hvilket jeg værdsætter i dette spil. Man kan natuirligvis “snyde” sig til ikke at miste muligheden for at se en quest til ende med bestemte karakterer ved at huske at save hele tiden og loade disse, men efter min mening vil man få mest muligt ud af Divinity: Original Sin 2 ved at lade det der sker ske.

Divinity: Original Sin 2 kan spilles med op til tre yderligere spillere online, hvis man ønsker at dele sin oplevelse og måske sågar diskutere, hvilke handlinger man skal til at tage. Jeg forestiller mig at med de mange valg man kan stå overfor i Divinity: Original Sin 2 så vil der gå en del tid med diskussion, planlægning og skænderier og det er måske ikke en så skidt ting at få prøvet. Ellers kan man spille alene med op til 4 karakterer i ens party. Her skal man så bare selv tage alle beslutningerne for alle karakterer og det kan der gå temmelig meget tid med, hvis det skal gøres ordentligt.

Grafik og lyd

Ude i menuen og inden man kommer helt ind i spillet mødes man med et ganske standard system. Man indser tidligt i spillet at der er temmelig meget man skal læse og have styr på, idet ens valg er med konsekvenser. Man frygter at denne simplicitet også er noget man bliver mødt med inde i selve spillet, men man bliver temmelig overrasket, idet den verden man bliver smidt ind i er yderst dynamisk og fyldt med overraskelser. Det er de mindste detaljer, der til tider er puslet omkring, såsom døde karakterer, som man ikke nødvendigvis kender forhistorien til inden man kommer lidt længere ind i spillet. Den første bane foregår på et skib, hvorfor disse små perler ikke er nær så mangfoldige, som når man kommer mere ind i spillet. Grafisk synes jeg at Divinity: Original Sin 2 er ganske smukt, men det er ikke et grafisk tungt spil i den forstand. Det er bare veludført og detaljerne føles velovervejede og det er efter min mening mere vigtigt end at man kan få en masse fede effekter smidt over hovedet på sig selv eller andre.

Lyden er temmelig afslappet og selvom det fylder temmelig meget i spillet og bidrager til stemningen, så føles det hele tiden som værende en del af baggrunden. Der er også steder, hvor det bliver brugt til at bygge en stemningen op til noget større, men musikken i spillet er på intet tidspunkt, efter min mening, et forstyrrende element, der fjerner fokus.

Konklusion

Hvis du ikke er til lange og mange samtaler i et spil, så skal du kigge andetsteds. Hvis du ikke kan leve med konsekvenserne af de handlinger og valg du foretager dig i Divinity: Original Sin 2, så skal du ligeledes overveje kraftigt om det er et spil for dig. Der er nemlig tale om et spil, som giver dig et hav af valgmuligheder både før og i selve spillet, men det betyder også at to gennemspilninger, selv med de samme karakterer kan være vidt forskellige for ikke at snakke om muligheden for at vælge mellem mange forskellige hovedpersoner og deres indflydelsesmuligheder på verden omkring dem. Grafisk er Divinity: Original Sin 2 et smukt spil efter min mening, om end der til tider er nogle glitches, mens musikken blot bidrager til den rigtige stemning og det er med alderen noget jeg er begyndt at ligge mere mærke til end selve grafikken, som i de “unge” dage var en smule vigtigere.

Kort fortalt er Divinity: Original Sin 2 et ægte rollespil med et hav af muligheder og en utrolig høj genspilningsværdi, idet valgene i ét spil kan have vidtrækkende konsekvenser for det der venter en forude. Man skal som nævnt kunne leve med sine valg på godt og ondt og det er hvad der gør Divinity: Original Sin 2 til et super fedt spil, men også et, der kan være temmelig hårdt til tider.

Pobsitivt
Kan genspilles igen og igen… osv…
Dybdegående fortælling med mange elementer og materiale
Masser af tilpasningsmuligheder på ens karakter
Størrelse på historie og verden

Negativt
Kamera-kontrol
Kan være trægt til tider (kampene er ikke det mest spændende)

[checklist]

  • Kan genspilles igen og igen… osv…
  • Dybdegående fortælling med mange elementer og materiale
  • Masser af tilpasningsmuligheder på ens karakter
  • Størrelse på historie og verden

[/checklist]
[badlist]

  • Kamera-kontrol
  • Kan være trægt til tider (kampene er ikke det mest spændende)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Divinity: Original Sin 2 kan findes på Steam, GOG, Gamersgate, Humble Store og i udvalgte butikker verden over.

REVIEW OVERVIEW

Story
Gameplay
Grafik
Lyd
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du er klar til et rollespil, hvor fokus netop er på at skabe din egen fortælling, med dine egne karakterer, hvor dine handlinger har konsekvenser og kan mærkes gennem hele spillet, så er folkene bag Divinity, nemlig Larian Studios, klar med en toer,...Test: Divinity: Original Sin 2