onsdag, april 24, 2024
ForsideAnmeldelserComputerTest: HP OMEN X Desktop gaming computer

Test: HP OMEN X Desktop gaming computer

Som en af de helt store PC-producenter i verden har HP en del produkter til nærmest enhver smag. Gaming har de for så vidt eksisteret på i en del år efterhånden, men det skinner for alvor igennem på deres OMEN serie af produkter til den nævnte målgruppe. OMEN X desktop er netop blevet fremvist på den store CES messe og den har fået drejet nogle hoveder grundet sit design. Det skyldes dels at den fylder en del i synsfeltet, men også at HP har udtænkt en hel ny måde at lave kabinet på og vi har fået lov at lege med dette monster af en gaming PC, som du kan læse meget mere om i denne test.

Hvad er der i æsken?

Det lokale postbud er ikke i stand til at levere denne på sin cykel skal vi lige nævne. Faktisk kan den lokale postmand slet ikke håndtere dette produkt uden en palletløfter, da den med emballage vejer over 33kg. Vores eksemplar blev stillet udenfor døren og fragtmanden var uvillig til at hjælpe konen med at bære denne ind over dørkammen for at den ikke skulle stå ude. Heldigvis er det ikke fragtmanden vi anmelder her dog.

Selve kassen som OMEN X desktop leveres i er temmelig stor på alle led og det overraskende er at når man begynder at pakke op så indser man at der er to strømkabler, en quickstart og så er resten rent faktisk det særlige kabinet fyldt med den indmad man nu en gang har bestilt hjem.

Design og funktionalitet

Det er ikke så underligt at det første man får lyst til når man ser HP OMEN X desktoppen stå er at gå hen og ryste på den for at se om den er stabil for der er tale om en kæmpe stor klods, der er flippet således at den hviler på den spidse side. Det var i al fald det som publikum på CES også havde lyst til og det skriger den bare på, men nærmest som om det hele er tanken bag det hele for at man netop skal finde ud af at den trods det spændende design er ganske urokkelig.

Dette skyldes at den bliver supporteret af to vinklede fødder der stikker ud i hver sin side af kabinettets bund. Undersøger man designet lidt nærmere så indser man at HP OMEN X desktoppen er delt op i fire lige store dele og så er det som om de er sat sammen på midten. Denne del har en relevans senere, men for nu skal man lige notere sig at disse fire inddelinger på fronten af maskinen er opdelt med LED-lys i alle regnbuens farver.

Belysningen på fronten har en blærefaktor, men også en praktisk anvendelse faktisk. Det er naturligvis 2017 og når vi har gaming producenter, der mener det er nødvendigt at kaste lys på deres musemåtter, så er lys fra kabinettet da det mindste man kan forlange. Curling-forældre kan da også relatere til at børnene skal have mulighed for at individualisere deres dyre legetøj så det ikke er som alle de andres, selvom det måske godt kunne være indmaden er det. Den praktiske anvendelse af belysningen i kabinettet slår igennem ved at man kan benytte den indbyggede Omen Control app til at sætte belysningen til forskellige farver afhængigt af, hvor meget man presser enten CPU eller GPU i maskinen.

Ikke at det skulle være ensbetydende med at man ved en høj ydelse skal slukke for maskineriet, men blot at man på denne måde har en visuel indikator af hvad der trækker højest fra maskinen på et givent segment i et spil eller anden applikation. Featuren synes jeg egentlig er meget smart for når der nu “skal” være lys så lad det da i det mindste være praktisk, men samtidigt er Omen Control appen en ganske ligegyldig app, der ser ud til at være designet i Excel og farven skal man ramme uden at kunne notere sig denne til senere brug og i andre profiler.

Skrivebordsplads?

Hvis HP OMEN X desktoppen var cirkel-formet havde jeg tænkt døddstjernen var landet på mit bord for med sin dystre, sorte overflade opsluger den, takket være sin enorme størrelse, alt andet. Hvis man stiller denne op på sit skrivebord, som det for tiden er trenden, så skal man sikre sig at ens skrivebord ikke bare har plads til dette, men at det også er bygget til at modstå den tunge vægt, for HP OMEN X desktop vejer alene omkring 23 kg når den er fuldt speccet.

Med mere end 40cm i bredden og cirka 52cm i højden er denne kube-formede PC altså både iøjefaldende og det modsatte af en pladssparer. Med sin kampvægt og størrelse kan man nærmest se på den som værende et stykke møbel og noget man altså ikke nødvendigvis flytter efter det er blevet placeret og har fundet sin plads.

Det mest pladsoptagende ved HP OMEN X desktoppen er måske ikke engang dens enorme størrelse, men også det faktum at den ved at stå på højkant gør det umuligt for én at placere noget ovenpå den. Fødderne sørger for at der er mindst ligeså lidt plads under den, så det forstærker dens fylde og tyngde yderligere.

Porte

På den ene af sine sider har HP OMEN X desktop en lille håndfuld af porte, som er gjort ekstra tilgængelige da det må tænkes disse anvendes hyppigt. Panelet består af en separat lyd-udgang og lyd-indgang, begge 3.5mm jack og så er der 2 x USB 3.0 samt 2 x USB 3.0 Type-C til de moderne enheder og en 3-i-1 kortlæser.

Bagsidens porte og udformning afhænger naturligvis af den enhed man har erhvervet sig, men i vores test-eksemplar var der 6 x USB 3.0, optisk lydudgang, Ethernet-port, DVI, HDMI og 3 x DisplayPort samt naturligvis strømtilslutningen.

På undersiden trykker man for at få DVD-drevet ud og det var faktisk tæt på at blive en overset feature, hvis det ikke var fordi jeg kiggede efter om man skulle være så smart at placere noget på disse “ubrugte” overflader, og det var man så.

Opgradering

Nu kommer vi til humlen ved det hele og hvor den særlige form på HP OMEN X desktop begynder at give mening. Årsagen til at man har gjort denne PC kube-formet og så flippet den om på siden er faktisk for at gøre den nemmere at arbejde med og så tænker man lige tilbage på al den bashing vi gav den for ikke at være særlig praktisk på et skrivebord og nærmest urokkelig. Den er fortsat urokkelig, hvilket vi ikke kommer udenom, men ved at løfte det øverste sidepanel kommer man ind til HP OMEN X desktoppens indmad. Denne er nu i en perfekt 45 graders vinkel og lige til at gå til når man skal opgradere RAM, CPU eller andre vigtige komponenter. Normalt skal man forsigtigt have sit PC-kabinet ned på gulvet eller på en anden overflade, hvor man dog også har nemmest ved at tilgå komponenterne, hvis maskinen ligger ned og uanset hvad skal man tilpasse sin kropsposition til computerens.

Den tunge vægt har både en fordel og ulempe i denne henseende for den er nemlig tung nok til at den helt sikkert bliver på sin plads mens man arbejder med udskiftning af komponenter og ellers gør ved. Problemet kan dog være at få den derhen, hvor man rent faktisk kan arbejde på den af samme årsag – vægten.

Det er faktisk værd at nævne at HP OMEN X desktop rent faktisk findes som blot et kabinet, som man kan købe og herefter bygge op selv med de komponenter man ønsker. Det vil sige at trods det specielle design, så er der plads til et almindeligt microATX motherboard og så er det op til brugeren selv at finde det, som efterlever ens behov.

Det er også her de fire “rum” kommer til deres ret, da det er muligt at føre kablerne ind i en af de lidt mere hule rum og det giver et ret clean look. Selvom det ikke er noget man kan se i det daglige, så er det meget rart at man kan holde tingene i orden, således at det altid er klart til når man skal ind og rode med det.

MicroATX kortet betyder at man “kun” har plads til to grafikkort, hvilket bør være nok for de fleste af os for tiden, men man skal lige overveje at der er denne begrænsning på et kabinet, der fylder det halve af stuen. Derudover er der plads til 4 x 280-pin RAM klodse, hvilket ligeledes bør være rigeligt til de flestes behov. På selve det motherboard, der var monteret i vores testeksemplar er der monteret en M.2 NVMe disk som en lynhurtig systemdisk.

På den anden side af motherboardet og altså på ydresiden, hvor man også finder USB-portene og jackstikkene, der har man under disse fire bays med plads til 3,5″ harddiske. Disse åbner op som låger opad og så bruger man en simpel låsemekanisme samt et stykke stof til at trække harddisk-holderen ud med. I bunden af denne har man så tilslutningen til harddiskene. Lågerne åbner ind mod brugeren, hvis denne står foran sin PC og dette er måske en smule uhensigtsmæssigt, men tanken er nok at opgraderinger foregår mens man alligevel er i gang med at opgradere resten af tingene. Det mener jeg dog er en lidt forkert antagelse, da jeg nok oftere vil skifte diske i denne maskine, hvis jeg alligevel havde fire jeg skulle gøre dette med. Hele processen er dog helt smertefri og virker gnidningsfrit. Selv under disse låger er der blevet plads til lidt OMEN-logoer, så dem savner man i hvert fald ikke for de er alle steder i øvrigt.

Alle opgraderingerne kan man i øvrigt få lavet uden at skulle hente noget værktøj, for på fronten af HP OMEN X desktop kan man tage et af panelerne af, hvor der gemmer sig en skruetrækker og en masse skruer bag. Dette panel kan sågar også tages af og så kommer man ind i endnu et hulrum, hvor mange af kablerne er gemt væk, således at de ikke forstyrrer som nævnt tidligere.

Opgradering er en stor del af HP OMEN X desktoppen, som er bygget med denne filosofi for øje hele vejen rundt. Det bekræftes af at man rent faktisk kan erhverve sig kabinettet helt barebone fra producenten og dermed smide netop de komponenter i man ønsker, så længe man tager for øje at man skal bruge et microATX motherboard. Selv et vandkølingssystem er der plads til og man vælger altså selv helt. Herligheden, altså kabinettet alene, har en vejledende udsalgspris på knap 600 USD (Den danske pris er ikke kendt på skrivetidspunktet), hvilket rundt regnet svarer til cirka 4.200 kr og uanset, hvordan man vender og drejer dette, så er det en ret pebret pris for et kabinet.

Ydelse

Den ydelse man kan få ud af HP OMEN X desktop afhænger naturligvis mest af alt af den konstellation man har fået stykket sammen, hvorfor det naturligvis er vigtigt at vi får defineret vores sammensætning her.

  • Intel Core i7-6700K Quad-Core 4 GHz
  • 256 GB PCIe NVME M.2 hukommelse
  • 2 TB 7200 RPM harddisk
  • 4 x 8 GB DDR4 RAM
  • NVIDIA GeForce GTX 1080 grafikkort med 8 GB GDDR5X videohukommelse

//media.ereviews.dk/#!album-230

For at tage opsummeringen som det første, så er der med ovenstående sammensætning meget få spil og programmer hos den almindelige forbruger eller gamer, der kan bringe HP OMEN X desktoppen i knæ. Selv VR vil være en mulighed med denne opsætning. Også de nyeste spil har den nemt ved at tygge igennem med de højeste indstillinger og en QHD opløsning, som er den vi er i stand til at teste med mangel på 4K display. Battlefield 1, som må anses som værende et af de mest krævende spil for tiden grundet den høje detaljegrad blandet med hurtig action og massevis af eksplosioner og specialeffekter. Her var der ved ULTRA settings små 80+ FPS stabilt og det må anses som værende ganske acceptabelt.

Forneden følger et par benchmarks som skal tages for det de er og det er simulerede tests af maskinens evner i spil og programmer, men det afhænger af den softwaresammensætning man også har og hvis man kører en masse programmer mens man spiller vil det påvirke ydelsen.

Ved hjælp af 3D-mark Time Spy testen formåede HP OMEN X desktop følgende resultater:
– 6361 point i Time Spy v1.0
– Graphics score 6635
○ Graphics test 1 42,61 FPS
○ Graphics test 2 38,56 FPS
– CPU score 5159
○ CPU test 17,34 FPS

I PCMARK 8 Home Conventional 3.0 testen fik vi følgende ud af denne PC:
– 4901 point samlet set
– Casual gaming 142,2 FPS
– Video chat playback 1 v2 30 FPS

Konklusion

HP OMEN X desktop er bygget med opgradering in mente og det er hele omdrejningspunktet i det hele. Det forklarer størrelsen, det forklarer hvorfor kuben står på højkant, det forklarer hvorfor delene er holdt adskilt og det giver i bund og grund rigtig god mening med disse briller på. Den perfekte vinkel på 45 grader, som komponenterne står klar til udskiftning i kan man have svært ved at argumentere imod. Man kommer dog ikke udenom at den med en kampvægt på 23 kg og det er umuligt for selv større børn at rykke rundt med den, hvorfor opgradering så forsvinder lidt alligevel. Men ser man bort fra den massive størrelse, så har HP OMEN X desktoppen et flot og sofistikeret look, der ikke skriger gaming all over med mindre man naturligvis tænder for de mange farver og lader dem blinke, så er der ingen vej udenom. Man skal have et temmelig stort areal til den uanset om man stiller den på skrivebordet eller på gulvet, men det går usagt med den bashing den allerede har fået for sin størrelse. Porte og opgradering er nemt tilgængelige og ydelsen i det bæst vi havde til test var også helt tilfredsstillende, men jeg kan ikke lade være med at tænke over de 600 dollars kabinettet alene koster. Hvis man kan tygge gennem det så synes jeg at HP OMEN X desktoppen rent faktisk har rigeligt at byde på.

[checklist]

  • Nem opgradering
  • Flot design (ser man bort fra størrelse)
  • God ydelse
  • Kabinet opgraderbart med gængs hardware

[/checklist][badlist]

  • Pris
  • Møbelstørrelse

[/badlist]

 

 

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Som en af de helt store PC-producenter i verden har HP en del produkter til nærmest enhver smag. Gaming har de for så vidt eksisteret på i en del år efterhånden, men det skinner for alvor igennem på deres OMEN serie af produkter til...Test: HP OMEN X Desktop gaming computer