torsdag, april 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ROCCAT Kone Aimo RGBA-gamingmus

Test: ROCCAT Kone Aimo RGBA-gamingmus

Det tyske gaming-udstyr selskab fejrer 10 års jubilæum af deres mest populære gaming mus ved at lancere en fornyet og efter sigende forbedret version, ROCCAT Kone Aimo. Den nye mus er blevet en smule fysisk anderledes, men der er også opdateringer på både software og indmad, så om det bliver til en ligeså stærk konkurrent til hvad der ellers er på markedet har vi sat os for at finde ud af i denne test af en gaming mus med RGB-belysning, en optisk Owl-Eye sensor, masser af knapper og mere til.

Hvad er der i æsken?

Den overordnede form af æsken til ROCCAT Kone Aimo er stort set den samme som for 10 år siden. Der er en kant på højre side, hvorpå ROCCATs logo er at finde, men i denne omgang har man sparet på den magnetiske låge og det synes jeg ikke man kan bebrejde dem for, idet man alligevel gennem plastikken ikke kan mærke om en mus passer i ens hånd eller ej.

I selve kassen finder man mus, manual og klistermærker, så ikke noget særligt dér hellere, men det er heldigvis heller ikke æsken eller indpakningen, det handler om.

Design

Personligt har jeg altid kunne lide det materiale som ROCCAT coatede deres mus med. Det havde en eller anden feel, som jeg bare connecter med. Det er hård plastik, som dog føles blød og det synes jeg gør at musen ligger utrolig godt i hånden.

Formen af ROCCAT Kone Aimo er stadigvæk kun tiltænkt højre-håndsspillere, men der er sket en del med denne, idet ROCCAT Kone Aimo nu har fået en knap ekstra og placering samt størrelse af knapperne er blevet tilpasset. Eksempelvis er frem og tilbage knapperne nu lokaliseret en smule højt og samtidigt er de ret store.

Under tommelfingeren finder man den adderede knap, som er mindst ligeså nem at nå som førnævnte frem og tilbage knapper. Nu vi er ved knapper så er der også i toppen top knapper under scroll-hjulet og disse er standard sat til at justere DPI-følsomheden i musen.

Scroll-hjulet er ligeledes 4D Titan hjul som altså har fire funktioner gemt i sig også. Alle knapper er programmerbare, men denne del kommer vi nærmere ind på senere.

Farven på ROCCAT Kone Aimo er sort(ish) for den går nok også en smule over i titanium og desuden kan den erhverves i hvid for dem, der ønsker et clean skrivebord. Materialet på ROCCAT Kone Aimo er, foruden at være behageligt, også ret modstandsdygtigt overfor fedtpletter. Jeg har ellers en tendens til at efterlade sådanne på mus ret hurtigt, men det var altså ikke tilfældet med ROCCAT Kone Aimo.

Med sin kampvægt på 130 gram så er ROCCAT Kone Aimo min slags mus. Jeg er typen der godt kan lide at musen er tung til når jeg skal spille, da det giver mig bedre kontrol med musen, men det er altså noget man skal være opmærksom på, hvis man hellere foretrækker en let mus selv.

Kablet til computeren er med stofovertræk og flettet, hvilket er til for at kablet skal være mere modstandsdygtigt overfor slid samt være mindre tilbøjeligt til at vikle sig ind i sig selv eller andre kabler. ROCCAT Kone Aimo’s kabel er dog temmelig let trods dette, hvilket ellers godt kan være en udfordring når man har med denne type af kabler at gøre.

På undersiden af musen finder man relativt store fødder, som musen glider henover musemåtten på. Det man skal være opmærksom på i denne forbindelse er at jo større fødder der er, des mere friktion og greb vil man opleve at musen har. Da musen også er en smule tung vil det blive spændende at se, hvordan den er at spille og arbejde med.

Funktionalitet

For at få ROCCAT Kone Aimo til at virke optimalt skal man installere ROCCAT Swarm softwaren på sin computer. Denne er for nu kun tilgængelige for Windows brugere og personligt tvivler jeg på at det kommer til at ændre sig foreløbig, men tyskerne er da velkommen til at overraske Mac-brugerne.

Software

Det er en vigtig detalje, idet RGB-belysningen kun vil virke mens softwaren er installeret og kører på computeren. Det vil sige, musen lyser så snart man slutter den til strøm, men den kan ikke indstilles uden og Aimo-teknologien, som vi kommer nærmere ind på senere, virker ikke uden at ROCCAT Swarm kører. ROCCAT fik i sin tid lidt klø for software, der var overhalet indenom af konkurrenterne, men de er i den grad kommet efter dette. ROCCAT Swarm har stadigvæk ikke det mest nemme system at gå til og menuerne er mange, men netop dette gør at indstillingsmulighederne er enorme. Man har rigtig mange indstillinger lige ved hånden og så kan man tilmed gemme profilerne (op til 5 stk.) så man også kan eksperimenterer med de forskellige funktioner og prøve ting frem.

Sensoren

ROCCAT har udviklet deres egen Owl-Eye sensor til deres gaming mus, som de startede med at anvende i deres topprodukter sidste år. Egentlig er det en PixArt 3361, der er blevet modificeret til at yde som ROCCAT vil have den med en DPI fra 100 til 12.000. Sensoren er optisk og uden acceleration og giver utrolig præcis tracking.

Under anvendelse oplevede jeg en god respons, selv ved hurtigt retningsskifte og hurtige bevægelser. For mit eget vedkommende er 12.000 DPI alt for højt i forhold til, hvordan jeg bruger min mus, men det er nu rart at man kan indstille den som man ønsker og vil.

Sensoren er gennem softwaren også mulig at indstille lift-off graden på. Det vil sige man kan selv justere, hvor højt man skal løfte musen før den holder op med at tracke på musemåtten. Ret vigtigt, hvis man retter placering af musen på musemåtten ofte, men dermed ikke sagt at der er tale om justering i flere millimeter for der er virkelig tale om meget små forskelle og de er svære at tyde fra hinanden før man får prøvet lidt frem og tilbage.

RGB belysningen AIMO

Den første ROCCAT Kone var samtidigt også den første gaming mus med belysning i flere farver, men med ROCCAT Kone Aimo er belysningen mildest talt fantastisk. De mange farver flyder over i hinanden gnidningsfrit, hvilket er muligt idet farvestriberne på ROCCAT Kone Aimo nu er ret bredde i forhold til hvad jeg ellers har set på gaming mus.

Gennem ROCCAT Swarm softwaren kan man skifte forskellige belysningseffekter. Man kan sågar lade animationen “snake” køre rundt på musen som en slange i det klassiske spil og også en smule sjovt når man tænker på at en mus ofte er slangens bytte.

Den særlige belysningseffekt er dog AIMO, som ROCCAT har udviklet til at lære af spilleren og dennes vaner at kende. Des mere man bruger computeren og med AIMO aktiveret des mere intelligent bliver det. Til sidst vil AIMO og belysningen i musen reflektere de farver, som er at finde på skærmen. For de fleste ikke noget man nødvendigvis ligger mærke til mens man spiller, men ikke desto mindre en af de bedre effekter jeg har set i en RGB-løsning.

Komfort

Som allerede nævnt er ROCCAT Kone Aimo en tung mus, men efter min mening ikke mere end hvad godt er. Igen er der naturligvis tale om en smagssag og de lange og bredde fødder på undersiden af musen øger friktionen yderligere. Igen en konstatering og noget man kan være opmærksom på, hvis man foretrækker en mus, der hellere flyver henover musemåtten, så er det ikke just tilfældet med ROCCAT Kone Aimo.

Foruden at jeg synes materialerne på ROCCAT Kone Aimo er lækre, hvilket vi har været inde på, så er hele formen også ganske behagelig. Lidt bredde i højre side til lillefingeren havde været rart ganske vidst, men det er også set slemmere.

Knapperne på ROCCAT Kone Aimo er ganske behagelige ved trykket. De har en passende mængde modstand og placeringen er ganske behagelig. Scroll-hjulet er en smule for tungt at rulle med til min smag, men alt i alt er ROCCAT Kone Aimo en utrolig behagelig mus at have i hånden og spille med. Selv efter længere tids brug er musen behagelig i hånden.

Konklusion

Jeg har ved en tidligere lejlighed sagt at det efterhånden kan være svært at finde på ret meget nyt i både design og funktionalitet når det kommer til gaming mus. Det synes jeg et eller andet sted også stadig holder stik, for ROCCAT Kone Aimo ligner mange andre mus og minder mest af alt om en parring mellem den gamle Kone og den nye Nyth. Man har dog holdt sig til det mere simple ved ROCCAT Kone Aimo uden for mange knapper, men de er placeret korrekt og har en god størrelse samt vandring. Formen på musen gør den behagelig at holde i hånden, mens dens relativt tunge vægt og store fødder gør at den har en del friktion på musemåtten. AIMO-belysningen er ret imponerende og anderledes end jeg har set det andre steder. ROCCAT Kone Aimo er en rigtig god gaming mus, der rammer rigtig godt på de rigtige steder, såsom præcision, komfort, form og knapper og alt sammen til en rimelig pris.

Positivt:
Robust og flot design
AIMO-belysning
Easy-Shift

Negativt:
Software kompleks, men også lettere indviklet

Pris og tilgængelighed

Set til 498,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det tyske gaming-udstyr selskab fejrer 10 års jubilæum af deres mest populære gaming mus ved at lancere en fornyet og efter sigende forbedret version, ROCCAT Kone Aimo. Den nye mus er blevet en smule fysisk anderledes, men der er også opdateringer på både software...Test: ROCCAT Kone Aimo RGBA-gamingmus