• Funktionalitet
  • Design
  • Pris

Ultimate Ears har fornylig lanceret en ny højttaler i deres populære Boom serie. Denne gang drejer det sig om en lille kompakt sag de har givet navnet UE WonderBoom.

Hvad er der i kassen?

Når kassen bliver åbnet, så bliver selve UE WonderBoom flot præsenteret, og når man udforsker den foldede æske lidt mere, så finder man også et USB kabel til opladning. En meget kort vejledning er trykt på indersiden af kassen.

 

Design og funktionalitet

UE WonderBoom har et lidt buttet og lavt design. Den kan ligge i en (stor) håndflade, og modellen jeg havde til test var i grå og gul farve. Den findes i 6 forskellige flotte farver.

Størrelsesmæssigt lægger den sig mellem Boom2 og MegaBoom, som vi kan se på dette billede.

UE WonderBoom er vandtæt, og falder den i det dybe vand, så flyder den endda, så man kan redde den. Den lades op via USB, og stikket sidder skjult bag et dæksel i bunden af højttaleren.

Hvis man husker tilbage på de forrige højttalere i Boom serien, så ser man her at linie-indgangen er fjernet, det er altså kun muligt at spille musik via Bluetooth, og ikke via kabel. Personligt tvivler jeg på at det er en feature særligt mange kommer til at savne. Jeg har testet rækkevidden på Bluetooth med min iPhone 7, og i fri luft kom jeg op på 18 meter inden signalet forsvandt, var der lidt forhindringer i vejen, så var rækkevidden ca 12 meter inden der kom udfald i signalet. Det må siges at være ganske hæderligt.

Som i de foregående modeller, så er de store plus og minus tegn på forsiden af højttaleren knapper til at justere volumen. De resterende knapper sidder på toppen af UE WonderBoom.

Nederst sidder tænd/sluk knappen, og øverst sidder knappen til at starte en Bluetooth parring, præcis som vi kender det fra tidligere modeller. Men som noget nyt, så er UE logoet i midten også en knap. Den bruges til at pause og starte musikken (kort tryk), til at skippe et nummer frem (dobbel-tryk), og til at parre UE WonderBoom med en anden UE WonderBoom for dobbelt op på lyden (ved langt tryk). Desværre så kan UE WonderBoom ikke parres med andre modeller i serien, og den understøtter heller ikke UE PartyUp funktion. PartyUp funktionen er stadig forbeholdt de “store” modeller i serien (Boom, Boom2 og MegaBoom). Det er også den første model i Boom serien der ikke har tilhørende app. Det er derfor ikke muligt at opdatere firmwaren i den, eller de andre nyttige funktioner som Boom2, MegaBoom og UE Roll nyder godt af via deres apps.

Konklusion

UE WonderBoom er en simpel højttaler, tænd den, opret Bluetooth forbindelse og spil musik. Heldigvis så er lydkvaliteten præcis lige så god som vi er vant til fra Boom serien, stemmer er klare, diskanten sprød uden at være skinger, og på trods af den lille størrelse, så kan den faktisk spille en ret hæderlig bas. Ved enkelte meget bas-tunge numre så kan bassen faktisk blive så kraftig at den ender med at forvrænge en smule. Men langt det meste musik jeg har hørt på den har været fantastisk. Og at den så er vandtæt, kan flyde og har en opgivet batteritid på 10 timer, så virker det til at UE igen har lavet en rigtig lækker højttaler.

Det der trækker den lidt ned er at den ikke kan parres med andre modeller i Boom serien, og at den heller ikke har en app. Det virker som at der er skrået helt ind til benet med hensyn til features for at få den ned i pris, heldigvis uden at gå på kompromis med lyden som trods alt er det vigtigste.

Pris og tilgængelighed

Er set til 799,-, og kan købes hos Elgiganten