onsdag, februar 11, 2026
ForsideAnmeldelserTest: AKASO 360 Creator Combo

Test: AKASO 360 Creator Combo

Hvad med et 360 graders kamera, der selv sørger for at fjerne “selfie stikket” og giver dig en 5.7K opløsning, masser af batteritid og en masse andet. Sådan et har vi fået til test i form af AKASO 360, som du kan læse med om her.

Hvad er der i æsken?

Du kan få AKASO 360 i forskellige pakker og vi har været så heldige at få en af de større pakker, hvor du får kamera, selfiestik, tre batterier, pudseklud, ladeetui, ladekabel og et beskyttende hylster.

Design

Jeg har læst betegnelsen “candy bar”-design et andet sted, som beskrivelse af disse aflange kameraer, som AKASO 360 så er og jeg kan ikke finde på en bedre sammenligning. AKASO 360 er nemlig aflang og så har den to kameralinser på hver side, som står direkte overfor hinanden for netop at skabe en fuld cirkel.

Selve evnen til at gøre dét kommer vi nærmere ind på. Designmæssiggt er AKASO 360 lavet i grålig plastik og oser ikke just af premium. Det føles til gengæld ret robust og der er ikke noget på det som rasler eller virker off på den måde. Det føles designmæssigt som et produkt, hvor man ganske vidst har sparet for at opnå et lavere prispunkt, men umiddelbart har det ikke været på bekostning af robustheden.

Robusthed er nemlig ikke uvæsentligt i et action kamera, så det er rart at AKASO 360 føles vel bygget. På den ene side kan du åbne et låg og trække batteriet ud og her finder du også slottet til microSD-hukommelseskort. Kameraet understøtter officielt kort op til 512 GB, så der burde være plads til en masse actionvideo, men husk at vælge et hukommelseskort med minimum UHS-I V30, UHS-I Class 3 for at det kan følge med den høje bitrate.

På fronten af kameraet har du to knapper. Disse er ikke tydeligt separeret og så har de et blødt touch, hvilket jeg selv ikke er så stor fan af. De giver nemlig meget lidt feedback tilbage til mine fingre når jeg trykker.

Over disse to knapper har du så kameraets 2,29″ store touchskærm, som du bruger til at justere indstillinger inden du går i gang med at optage. Skærmen er en fin størrelse til formålet og har også en passende detaljeret opløsning til at den er nem at navigere rundt på. Man skal lige lære de forskellige gestures og indstillinger at kende. Jeg er endnu ikke helt på dus med dem for jeg føler tit jeg kæmper med at skulle gøre det samme flere gange, men det kan sagtens være min pølsefingre, som bare ikke er så smidige som jeg selv tror.

I bunden af AKASO 360 kameraet er der et 14″ gevind, som passer med både den medfølgende selfistick, men også en del af mit andet udstyr. Du kan derfor nemt smide kameraet op på et stativ, hvor det passer at du vil optage fra.

Funktionalitet

AKASO kender vi for at lave actionkameraer, som går de store brands på klingen ved at være spækket med features, men blot til en lavere pris. Du kan optage 360° video i 5,7K med 30 fps eller du kan optage 4K video i 60 fps hvis du vælger kun at anvende det ene af kameraerne. Du kan også tage billeder med JPEG Eller DNG RAW i op til 72 Megapixel. Dertil har AKASO 360 SuperSmooth-stabilisering og 360° Horizon Lock til at stabilisere dine optagelser. De forskellige features sætter vi på prøve i de næste par afsnit.

Billedkvalitet

Jeg valgte at tage AKASO 360 med på tur og tage nogle klip i forskellige omgivelser. Jeg smed det også på en cykel og lod knægten køre af sted med det på styret. Billedmæssigt overrasker AKASO 360 positivt.

Især når du er ude i dagslys, så klarer AKASO 360 sig ganske fornuftigt. Der er god detaljegrad og farverne føles for mit øje naturlige og ikke overeksponerede.

De to linser arbejder sammen for at skabe ét billede og hvis lysforholdene er forskellige så sker det også at man på midten af 360° billedet oplever nogle farveforskelle, men det i min optik ikke slemt.

Der hvor jeg måske forventede mig mindst af AKASO 360 var på dens stabiliseringsevne, men her klarer den sig helt fint og du får en video du rent faktisk kan få noget ud af, selvom du under selve optagelsen tænkte at det gik lige lovligt voldsomt for sig.

Så når man tager prisen i betragtning, så er ovenstående ganske godkendt, men man må altså lige leve lidt med at det ikke klarer sig ligeså godt når lysforholdene svigter. I nedenstående klip kan du se en køretur på løbehjul med AKASO 360. Det den gør godt er stabilisering og et ganske fornuftigt billede, men den kæmper til tider med lyden selvom det ikke blæser voldsomt og så lidt lystilpasning.

Du kan også tage stilbilleder med AKASO 360 og også her klarer det sig fint i min optik. Kæmper også her med mørke, men det er umiddelbart mindre slemt end ved video. Det tager 360 grader billeder, som du dog ikke kan åbne med alle applikationer og det er desværre heller ikke muligt for os at fremvise her.

AKASO 360 kameraet fjerner i øvrigt din selfiestick, så det ikke ser ud som om du holder den når du filmer i 360°. Det medfølgende selfiestik har i øvrigt sit eget 1/4″ gevind, så du kan placere den på en anden holder. Det er nemlig lidt akavet når du holder den i hånden og så videoen fanger din hånd, hvor du står og holder fast i ingenting. Funktionen er ret smart så du ikke behøver at kompensere herfor ved kun at vise video over selfiestikket.

Lydkvalitet

Jeg fik for så vidt angår lyd en del blandede oplevelser med AKASO 360. Nogle af mine videoer havde rigtig fin lyd, mens jeg i andre situationer blev fanget af noget vindstøj. Det var lidt forskelligt og nogle gange var der to videoer fra samme sted, som fik et forskelligt resultat, så det kunne tyde på at hvis mikrofonen til at starte med “bliver forvirret” så forbliver den forvirret til næste séance.

Dog er jeg igen nødt til at sige at når man tænker på prisskiltet på AKASO 360, så skuffer lyden ikke, men jeg kan godt mærke at de DJI og GoPro jeg har testet, så har lyden været en del bedre.

Apps

Du kan få to apps til AKASO 360. Den ene er mobil og den giver dig både mulighed for at optage og styre kameraet via telefonen eller til at redigere videoer gennem appen. Den er ret fed og med masser af funktioner. Her var jeg ret imponeret, selvom appen i sig selv lider af store stabilitetsissues til tider. Når du dog lykkes med at optage så er det ikke sådan at optagelserne lige pludselig stopper eller fejler. Jeg skulle blot nogle gange genstarte appen for at komme frosne funktioner til livs.

Appen til computeren er til gengæld meget mere skrabet, men samtidigt også stabil. Det er ikke meget du kan gøre i denne app end at klippe videoer og eksportere dem. Hvis du ønsker at gøre mere redigering og være kreativ, så er det en tredjepartsapp du skal bruge, som understøtter 360° video.

Begge apps er i øvrigt gratis og mulige at få til både iOS, Android, Mac og Windows enheder. Jeg legede selv med versionerne på Windows og Android, så det er mine erfaringer på disse platforme, jeg har baseret denne anmeldelse på.

Batteritid

Udstyret med et af de tre medfølgende batterier i vores pakke på hver 1.350 mAh, så får du cirka 50 minutters optagetid. Dette er målt med højeste opløsning og indenfor i behagelige 21°, så det er et tal, som kan blive påvirket af kulde og hvis man hele tiden tænder og slukker for kameraet. Det er i min optik en fin batteritid og har man flere af batterierne med sig er det ret nemt og hurtigt at skifte. Det kræver dog at man stopper optagelsen.

Konklusion

Man kan vælge at se AKASO 360 som et budgetkamera fordi du får nogenlunde de samme features blot til en billigere penge, men det ville i min optik sende et forkert signal for selvom, der er skåret nogle hjørner, så er min vurdering at AKASO 360 klarer sig rigtig godt, og især til prisen kan man så sige. Det man vil savne er at AKASO 360 ikke er vandtæt og kræver et hylster til at beskytte det, hvis du vil optage bare det mindste under vandet, men til over vand og i luften så får du et ret godt kamera. Hvis du kan leve med at du får et lidt billigt design, ingen vandtæthed, lidt udfordret billedkvalitet, der især gælder under dårlige lysforhold, så får du i AKASO 360 et ganske fornuftigt 2-i-1 kamera, der både kan filme i 360 og “almindeligt” med en acceptabel billede- og lydkvalitet.

Positivt

  • Mange features
  • Dedikerede apps
  • God tilbehørspakke
  • Solid billedkvalitet i dagslys
  • God stabilisering

Negativt

  • Kæmper i dårlig belysning
  • Lydkvalitet kan gå begge veje
  • Ikke vandtæt

Pris og tilgængelighed

Set til 2.299,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
Hvad med et 360 graders kamera, der selv sørger for at fjerne "selfie stikket" og giver dig en 5.7K opløsning, masser af batteritid og en masse andet. Sådan et har vi fået til test i form af AKASO 360, som du kan læse med...Test: AKASO 360 Creator Combo