Tyskerne kommer i denne omgang til os med et sæt hovedtelefoner, der er bygget kompakt, men stadig i henhold til producenten skulle levere studiokvalitet og være et valg til de professionelle. Med deres kompakte størrelse er de mobile, men skal stadig føles som et pro-produkt og det ser vi nærmere på i denne omgang.
Hvad er der i æsken?
Også æsken til beyerdynamic DT 270 Pro er lavet slank og det tror jeg er en bevidst handling fra producenten for at der både kan spares plads i transporten, men også for at signalere dens kompakthed. Selve emballagen er holdt ret clean og sort uden de store detaljer. Du finder et spiralt kabel på 1,3m (der kan trækkes ud til op til 3m), som er aftageligt, to størrelse adaptere hhv 3.5mm og 6.35mm, USB-C adapter og en rejsepose af stof, samt naturligvis selve hovedtelefonerne.

Design
Hvis man kender det tyske brand, så vil det nye DT 270 Pro også være en anelse genkendeligt, for den sorte ramme blandet med kokgsrå puder af stof er noget de er kendte for. Det er et kendt design og hvor der er fokus på funktionelt design fremfor noget som er iøjefaldende.
Forskellen er nu blot at DT 270 Pro allerede ud af boksen virker mere kompakt end det jeg selv kender beyerdynamic for. Dermed ikke sagt at deres øvrige produkter er decideret klodsede, men tager man DT 270 Pro ind til sammenligning, så er der bare kæmpe forskel. Det bliver spændende at se (høre) om man så har været nødsaget til at gå på kompromis med nogle ting.

Beyerdynamic DT 270 Pro har hverken knappe eller andre spændende detaljer. Det er holdt helt clean i designet og fremstår mere simpelt end det teknisk set fortjener i min optik. De er på den måde ikke opsigtsvækkende, hvilket vel egentlig er ret tysk.

Dog er der en lækker lille detalje, som man ligger mærke til, hvis man vender selve ørebøfferne på hovedet. Det er nemlig sådan at der er 3.5 mm jack i begge hovedtelefoner og det betyder desværre ikke at du kan dele din lyd med flere brugere, men derimod at du kan slutte kablet til den side, der passer dig. Genialt for at undgå at kablet rager indover, hvis dit udstyr er til en bestemt side. En detalje, der bekræfter at beyerdynamic kender deres publikum.

Trods sin kompakthed føles DT 270 Pro som værende godt bygget, så jeg var ikke nervøs for at lade den komme gennem min vridetest. Her udsætter jeg headsettet for lidt mere vrid og vold end man normalt vil forvente et sådant sæt ville blive udsat for med henblik på at lytte og mærke efter svage punkter, som jeg ikke mener at opdage med dette headset. Det burde altså kunne holde til at blive brugt og taget med på tur, hvortil du også har den medfølgende stofspose. Denne er ikke så beskyttende, da den er blød, men i det mindste slipper du for ridser og støv/skidt.
Hovedbøjlen er med en klassisk mekanisme så du kan udvide headsettet til dit størrelse hoved og have headsettet til at hvile på hovedet. Der er en modstand i hovedbøjlens mekanisme, som gør at tilpasningen føles flydende og ikke i “steps”.

Selve øretelefonerne kan vippe og dreje i adskillige retninger, så det burde også være muligt at have DT 270 Pro tilpasse sig de fleste former af hoveder. Øretelefonerne kan foldes fladt i “DJ-style” så du burde kunne have dem med i tasken uden at de fylder for meget også eller have dem hængende om nakken mens du ikke lytter.
Funktionalitet
Normalt er et par hovedtelefoner af denne type “bare” plug and play og sluttes til din lydkilde via enten 3.5 mm jack eller den 6.35 mm adapter, som vi også har i æsken. Her er der dog også mulighed for at slutte dem til en digital kilde via den medfølgende USB-C adapter. Eftersom langt størstedelen af mobiltelefonerne produceret i dag, især flagskibsmodellerne, er lavet uden jackstik, så er denne addering til DT 270 Pro ganske kærkommen.

Udover dét er den dog bare at slutte til og lytte til den lydkilde man slutter til. Da der ikke er nogle knapper eller anden form for indstillingsmulighed på selve DT 270 Pro hovedtelefonerne, så er dette sæt hovedtelefoner afhængigt af kvaliteten fra din kilde i højere grad end hovedtelefoner med knapper eller indbygget DAC.
DT 270 Pro agerer som forventet på lydsiden. De er præcise, nøjagtige og naturlige i lyden, så denne føles som en gengivelse af det som kommer fra lydkilden i højere grad end de hovedtelefoner, der er lavet for at skabe “drama” ved at prioritere bass eller andet for at gøre moderne musik mere “tydelig”. Dermed er der ikke dominans af hverken bass eller andre toner i DT 270 Pro, med mindre du selv skruer op herfor i en equalizer på din telefon eller computer eksempelvis.

Hvis du lader beyerdynamic DT 270 Pro spille “rent” så får du også en ret ren oplevelse og jeg blev positivt overrasket over at jeg ikke følte at jeg manglede meget i forhold til deres større hovedtelefoner, som jeg også har testet. De er måske en tand lysere, eller opleves i hvert fald sådan for mig, end DT 990 Pro X, men alt i alt ganske fornuftige lydmæssigt.
Selv lytter jeg til meget forskellig musik både afhængigt af hvad jeg laver og hvad mit humør siger, så når jeg gerne vil høre vokaler, så kan jeg godt sætte musik på, som udelukkende er “vokalt” og her fik jeg virkelig noget for “pengene” så at sige for DT 270 Pro brillierer virkelig i vokal musik med en utrolig detaljegrad med gode mellemtoner og separation fra diskanten.

Beyerdynamic DT 270 Pro vejer 194 gram uden kabel og det er faktisk mere end hvad jeg ville have gættet dem til for de føles fjerlette i hænderne og på hovedet. Hvis det ikke var fordi selve øretelefonerne var en smule for lave til mine lange ører, så tror jeg ikke at jeg ville kunne mærke forskel på om jeg havde dem på hovedet eller ej.

DT 270 Pro er et lukket sæt og til trods for at de er lidt små til mine ører, så føles lyden og hovedtelefonerne lukkede og tætte. Det giver en bestemt lydprofil når dette er tilfældet, men jeg forestiller mig at dem der laver musik netop foretrækker dette sådan fordi de ikke skal “forstyrres” af lyde udefra.
En ekstra detalje på beyerdynamic DT 270 Pro er at dens kabelindgange er almindelig og det betyder at du også kan bruge andre kabler med hovedtelefonerne end det som følger med. Selve hovedpuderne, som jeg selv synes er utroligt behagelige, kan skiftes og du kan skifte dem hvis de skulle blive slidt eller hvid du foretrækker et andet materiale.

Konklusion
Kort fortalt er beyerdynamic i min optik lykkedes med at lave en kompakt version af deres populære hovedtelefoner i form af DT 270 Pro, der trods kompaktheden altså leverer et fuldendt professionelt sæt hovedtelefoner. Om det er professionelt nok er jeg måske ikek den rette til at konkludere på, men jeg vil sige at de lyder helt fantastisk og utroligt velafbalanceret. De små detaljer er dog også det som vægter højt i min konklusion, idet du har med et par hovedtelefoner at gøre, som udover at lyde godt også er lette, tætte og behagelige samt fleksible. At mine store ører ikke er helt tilfredse med den plads de har i hulrummet bliver jeg nødt til at påpege så andre med større ører er opmærksomme, men i virkeligheden så bør man ikke forvente både kompakthed og kompabilitet med store ører. Store hoveder har DT 270 Pro derimod intet problem med. Det er robust bygget ab fabrik, men du kan også udskifte kabel og hovedpuder på sigt, så det er et hovedtelefonsæt, der koster en del når man tænker på dens simplicitet, men derimod lydmæssigt og konstruktionsmæssigt opvejer prisen til fudle i min optik.
Pris og tilgængelighed
Set til 749,-
