Tyske Beyerdynamic er i gang igen og har udstyret os med deres DT 990 Pro X, som mest af alt er en videreudvikling af den efterhånden populære serie af hovedtelefoner. Udefra set er DT 990 Pro X et simpelt sæt hovedtelefoner med et aftageligt kabel og et ret neutralt design, men lad os se nærmere på hvad der så gemmer sig i det hele.
Hvad er der i æsken?
Til trods for at æsken til DT 990 Pro X er ret simpel, så føles den utrolig lækker og robust. Man føler man får noget kram og det har jeg lidt savnet efterhånden fordi mange har fokus på at spare på emballagen både for miljøet men også omkostningens skyld. Indholdet er “beskedent” og består af selve hovedtelefonerne, et tre meter langt kabel med dertilhørende 3.5mm til 6.3 mm adapter, “manual” og et rejseetui. Rejseetuiet er dog ikke værd at skrive om og hvis du vil beskytte dine hovedetelefoner under transport så sælger Beyerdynamic også nogle bedre etuier til deres hovedtelefoner.

Design
En af de væsentligste forbedringer i forhold til sin “forgænger” er at DT 990 Pro X nu har fået et aftageligt kabel. Det betyder at du kan skifte kablet, hvis dét skulle blive slidt eller simpelthen fordi du ønsker at anvende et andet kabel, der passer i din opsætning. Koblingen er lidt speciel i form af et mini-XLR, så det er ikke “bare lige” at finde et andet kabel.
DT 990 Pro X er et åbent headset og de riller, som er på ydersiden af hovedtelefonerne er altså ikke blot for pynt. Dette vil påvirke din lytteoplevelse og gøre lyden mere åben end de tradiitonelle og lukkede gamingheadset på markedet.

Det åbne design gør også at dine ører og hud burde kunne ånde nemmere, så det kan på komfortsiden for mange også være en fordel, men man skal huske at når man vælger hovedtelefoner så er åbent og lukket ikke kun noget, som påvirker dette, men hele lydbilledet og oplevelsen.
Selv er jeg på det seneste begyndt at foretrække åbne designs, da jeg føler lyden er mere “rigtig” for mig og også at jeg kan bruge et og samme sæt hovedtelefoner til både musik, gaming og alt andet.
DT 990 Pro X er generelt med et klassisk design i den forstand at disse nye hovedtelefoner designmæssigt ikke afviger gevaldigt fra hverken DT 990 Pro eller DT 900 serierne ved første øjekast. Der er dog lidt forskel ved en direkte sammenligning, men fælles for dem er store luftige hovedpuder, der er ret så bløde mod huden.

Hovedbøjlen er robust og selve hovedtelefonerne “glider” over metalskinnen når du vil udvide eller samle dem til at passe på netop dit hoved. Bøjlen på DT 990 Pro X er i øvrigt med et kunstlæder-betræk, som sidder fast med knapper, som du altså kan tage af. Ikke fordi jeg anbefaler dét, idet de bliver mindre behagelige at have på hovedet, men fordi du så kan skifte disse betræk efter ønske og behov. Det fede ved netop Beyerdynamic er at der er ret mange “mods” til dem på markedet. Det gør sådan set også at levetiden på produktet kan forlænges, såfremt det ikke er selve driverne der dør eller bliver skadet, men langt hen af vejen kan det også skiftes.

Jeg frygtede lidt at hovedtelefonernes manglende evne til at vippe frem og tilbage ville gøre at jeg ikke kunne få et fit, men deres størrelse gør altså at jeg får et ganske fint fit og lyden er lukket inde hvor den skal.
Det kan for nogen måske virke kedeligt at Beyerdynamic holder stilen og ligner sine forgængere, men de er tyske og her handler det mere om det funktionelle design. Dermed ikke sagt at DT 990 Pro X ikke er pænt. Tværtimod så synes jeg selv det er sindsygt flot og simpelt, men jeg kan ikke påstå at det oser af premium.
Kablet på DT 990 Pro X er ret stift og det gør at det er en smule svært at hænge rundt omkring da det også er ret langt. Så man gør klogt i at rulle det sammen og binde hvis man som jeg ikke skal bruge den fulde længde. Jeg ville ønske det var “coiled” da det både ser pænere ud og gør det lidt nemmere at have rundt.

Funktionalitet
På det fysiske er den væsentligste ændring, som du vil se med DT 990 Pro X kontra blot Pro, at du nu har en STELLAR.45-driver med en impedans på 48 Ohm og kræver altså langt mindre at drive og spille højt på. Det er dermed også et sæt, som gamere kan have glæde af, idet du bare kan sætte det til din controller på din konsol og få lyd igennem der.
Så, værende relativt analogt, så er DT 990 Pro X også ret nemt at gå i gang med. Afhængigt af tilslutningen på din lydkilde kan du vælge at smide den adapter på 6,3mm på om nødvendigt. Mere hokus fokus er der ikke og der er heller ikke nogen mikrofon eller knapper at forholde sig til. Beyerdynamic har gjort DT 990 Pro X til en modtageenhed, som skal hjælpe dig med at bearbejde lyd ud fra et “neutralt” perspektiv.
Lydkvalitet
Selv er jeg typen der lytter til al slags musik. Dels fordi jeg har forskellige genrer til det humør og den aktivitet jeg befinder mig i, men også fordi jeg ofte befinder mig i forskellige selskab, som ikke alle nødvendigvis deler min kærlighed for til tider lidt hård musik.
Hvis jeg dog føler for noget følelsesmæssig musik, så kan jeg godt lide at det er stemmen i nummeret, der dominerer og ikke så meget selve instrumenterne, hvilket jeg synes DT 990 Pro X klarer utroligt godt. Stemmer i sange kommer simpelthen så dejligt klart og naturligt igennem og jeg kan nærmest fordybe mig i en intim koncert, hvis jeg lukker øjnene.

Lydmæssigt skuffer DT 990 Pro X altså ikke. Det kræver ikke så meget fra dit udstyr, da det “kun” er 48 Ohm, men det klarer sig rigtig godt og er utrolig godt balanceret og klart i lyden. Værende tysk, så har de også den karakteristiske “lyse” lyd, som ikke nødvendigvis vil falde i alles smag. Selv er jeg begyndt at hælde mere til den “mørke” side, mens den lyse lyd i DT 990 Pro X også har sine fordele. Det handler i virkeligheden meget om både smag og det de bliver brugt til. DT 990 Pro X er tiltænkt folk, der arbejder med lyd. Det gør jeg ikke selv foruden de reviews jeg laver, så mit input bør af professionelle tages med et gran salt, men jeg har kun i meget få tilfælde hørt et par hovedtelefoner med mindre “støj” på linjen og mere klarhed.

Beyerdynamic har tunet dette headset, så det bedre kan hjælpe dig med at opdage “imperfections”, hvilket betyder at hovedtelefonerne er tiltænkt professionelle, der arbejder med lyd og skal opdage, hvis et nummer de laver potentielt kan lyde forkert hos andre, så i virkeligheden er det ikke tiltænkt “pøblen der blot lytter til musik og lyd”, men det er altså ikke dermed sagt at de ikke kan appellere til begge grupper. Så her modsiger jeg lidt den neutralitet jeg nævnte foroven, men jeg står fast ved at DT 990 Pro X generelt er til at det skal lyde “korrekt”.
Gaming og underholdning
DT 990 Pro X er utroligt nemme at drive, hvilket også kommer til udtryk da jeg skal teste dem under nogle gaming sessioner. Her opdager jeg at mens jeg med alderen er begyndt at skrue relativt højt op (60-70% i Windows) på mange af mine andre testede hovedtelefoner, så var det med DT 990 Pro X kun nødvendigt at ligge nede i tyverne. Det er naturligvis ikke den hele sandhed, men de kan spille ret så højt og mere end hvad godt er for ørerne. Det åbne design lader en del af lyden slippe ud, men uden at jeg fik at vide det var til gene for min bedre halvdel når jeg spillede på PlayStation i stuen.

DT 990 Pro X er ikke et sæt hovedtelefoner lavet til gaming, men klarheden og præcisionen i lyden gør at de bestemt egner sig dertil. Jeg har længe ikke haft et headset, hvor jeg har været bedre bevidst omkring mine omgivelser i spil som PUBG og CS eksempelvis. Dét både på PC og PS5 og lyden er utrolig klar. Man har ikke nogle funktioner til at justere lyden på nær de indstillinger man har i spillet og så har man heller ikke en mikrofon til at kommunikere med sine kammerater med, men lydmæssigt får man sig en oplevelse nærmest.
For at få mest muligt ud af Beyerdynamic DT 990 Pro X så kræver det også det rette udstyr og selvom det lyder fint på et “almindeligt” lydkort, så kommer det endnu mere til sin ret på et Creative G8 eksempelvis, hvor man så også kan tweake lyden til sit spil om man vil. Det er dog ikke et bass-tungt headset og skal heller ikke “tvinges” til at blive det da lyden så bliver for mærkeligt sammensat. Det er mere at betegne som et præcisionshovedtelefonsæt.
Komfort
Med en vægt på 289 gram (uden kabel) er DT 990 Pro X lettere end jeg havde troet da jeg så dem. De føles lettere end de ser ud når man tager dem op i hænderne og på hovedet gik de første sekunder med at vænne sig til dem, hvorefter jeg oprigtigt ikke bemærkede at jeg havde dem på hovedet. Jeg kunne tit sidde med et par hovedetelefoner, som jeg tog af hovedet når jeg ikke brugte lyden på min computer, men det “glemte” jeg at gøre med DT 990 Pro X fordi de simpelthen ikke generede mig. Det var kun når kablet kom i vejen for at jeg skulle noget. Så, komfortmæssigt, havde jeg en virkelig god oplevelse med DT 990 Pro X. Det fede ved dem i den henseende er i øvrigt at du kan skifte både puder og polstring på hovdbøjlen så du kan konvertere dem til noget der passer dig bedre.

En del af årsagen til komforten i DT 990 Pro X kan også være at polstringen på hovedbøjlen er brudt op i midten. Det gør at der ikke er noget, som hviler på midten af mit hoved og på den måde spredes trykket væk derfra, hvilket også er en ændring Beyerdynamic har implementeret i denne nye model.
Konklusion
Personligt synes jeg at Beyerdynamic har lavet en lille genistreg. De har set at mange gamere har taget deres hovedtelefoner til sig, så ved at gøre dem mere tilgængelige via den lavere impedans, så slår de to fluer med et smæk og udvider målgruppen gevaldigt. Lydmæssigt er det designet til folk, der skaber lyd, men denne høje kvalitet af lyd gør så automatisk også at andre også kan bruge det til både musik, film og gaming. Jeg selv havde svært ved at hoppe retur til mit trådløse gaming-headset efterfølgende, da jeg simpelthen savnede den klarhed, som DT 990 Pro X kunne give mig og dét uden at jeg skulle skrue voldsomt meget op. Dertil gør det også en klar forskel at det er utrolig behageligt at have på hovedet, så jeg kunne game længe uden at være generet. Alt i alt synes jeg at Beyerdynamic med DT 990 Pro X leverer et ret robust sæt hovedtelefoner, der lyder godt, sidder godt, ser godt ud og generelt rammer ret plet på mange punkte, især lydkvaliteten. Du skal vænne dig til en lidt tam bas, dominant diskant og overordnet en lys tone, men det er som sådan en smagssag og ikke noget, der er galt med DT 990 Pro X.
Pris og tilgængelighed
- Fås bl.a. hos Proshop.dk
