Mangler du et kontrolværktøj udover dit tastatur, så du kan styre dine apps, streams og mere til? Cooler Master har lanceret MasterHUB, som vi har fået lov at lege med i denne omgang i form af Creator Kit, men det kan udbygges meget mere end det som følger med. Læs med og find ud af hvad det handler om.
Hvad er der i æsken?
Vores Creator Kit kom i én æske med selve bundenheden og tre moduler som du kan ligge på toppen af den. Modulerne består af et modul med femten knapper med indbyggede skærme, et modul med to rullebarer og så et modul med fem slideknapper. Dertil er der et USB-C kabel og en gummifod i bunden.

Design
Cooler Master MasterHUB er en modulær enhed, der har en base med en masse “nøgne” connectors på. Disse er fordelt på hele basens top og gør det muligt for dig at sætte dine kompnenter på med henblik på at give dem data og strøm.

Modulariteten ligger i at de forskellige komponenter, såsom 15x Key IPS Display Module (som enheden med de femten små skærme hedder), kan sættes på uafhængigt af hinanden og de kan vendes sådan som det passer dig, så længe de får deres connectors afdækket.
Det betyder at det står dig frit for om du vil vende skærmen vandret eller lodret eksempelvis. Der går ikke lang tid fra du har vendt komponenterne til enheden har genkendt dem og bringer liv i dem ved at lyse de knapper og lys op, som understøtter dette.

Rundt om selve basen af MasterHUB er der også et LED-lys, som du kan justere belysningen på. Så selv hvis dine knapper og moduler skulle være uden lyseffekter, så kan du i det mindste finde basen selv i mørke.
MasterHUB er ellers sort og det er dens moduler også, så hvis den står i slukket tilstand så står den diskret på bordet og tiltrækker ikke opmærksomhed. Eller, det er måske ikke helt rigtigt for dens størrelse og form gør at den ikke er helt så nem at gemme væk.

I udgangspunkt er MasterHUB flad og står på skrivebordet i en smule akavet vinkel, hvis man også skal kunne se, hvad der står på skærmene. Den lille medfølgende gummifod, som du kan stille under den vinkler den en smule, men i min optik hjælper dette ikke voldsomt. Til gengæld er MasterHUB for tung til at blive monteret på et gevind til mikrofonholder eller lignende og mit bedste bud er at bruge en eller anden form for stander. Der er dog ikke beslag eller andet på bagsiden af MasterHUB, der fordrer dette, så det skal man selv finde ud af.

Cooler Master har dog været smarte i den henseende for de har leveret USB-C porte på både den lange og korte side af MasterHUB, således at du nemt kan føre kabler væk fra dit skrivebord uanset om du vender enheden på højkant eller lader den være horisontal.
Designmæssigt føles MasterHUB fint robust, selvom den primært består af plastik og enkelte steder kan dette godt mærkes og føles en smule billigt, men jeg synes ikke det trækker det overordnede indtryk voldsomt ned. Tværtimod så føles knapper, rullebarer og slideknapperne fint præcise og med en tilpas modstand på.

Funktionalitet
Cooler Master stiller en app af samme navn til rådighed for MasterHUB, som i skrivende stund kun er tilgængelig til Windows. MacOS brugere kan dog godt glæde sig for Cooler Master har annonceret at den også kommer til dem.

Softwaren er ret basal i udgangspunkt. Den virker som værende en smule ufærdig, men det er ikke fordi man oplever deciderede udfald som sådan. Nogle gange var det sådan at jeg slukkede belysningen i MasterHUB, men så kom den retur nogle sekunder efter. Udover det så oplevede jeg dog en software, der hurtigt genkendte de moduler du måtte sætte på basen og appen kunne også selv finde ud af, hvordan du havde vendt dem.

Appen giver dig mulighed for at tilpasse genveje så de passer til det du skal bruge dem til, men den lader dig også indsætte billeder og ikoner så skærmene viser dit setup. Det er smart, hvis du fx spiller eller arbejder i en bestemt app, så kan skærmen have et sigende ikon som du nemt kan genkende.
På nuværende tidspunkt understøtter MasterHUB appen nogle integrationer med et fåtal af populære apps, såsom OBS, StreamLAB, Photoshop og mere, men Cooler Master fortæller at der er flere apps på vej. Der er dog ikke noget, som forhindrer dig i at lave dine egne knapper og genveje, for du kan selv uploade dine egne billeder og sætte ind som baggrund for knapperne.

Softwaren er i øvrigt smart nok til at gemme dine indstillinger, selv når du skifter modulerne eller bare deres placering. Da det kan tage meget lang tid at sætte MasterHUB op, så er dette ikke en uvæsentlig detalje.

Det eneste jeg på nuværende tidspunkt mangler, men som jeg tænker Cooler Master relativt nemt kan implementere er at rullebarerne ikke kan indstilles i hvor meget de gradvist justere indstillingerne med. For eksempel satte jeg en af rullebarerne til at justere lydniveauet i Windows, men det tog mig adskillige rul inden jeg gik fra 0 til 100 eksempelvis. Her kunne jeg godt tænke mig en indstilling, der gjorde at jeg selv valgte, hvor meget lyden skulle justeres med.

Der er et hav af muligheder med MasterHUB, hvor du kan indstille den ene profil til når du redigerer videoer, den næste til når du spiller og den tredje til når du streamer. Det giver dig kontrollen lige ved hånden og dit tastatur kan du så fokusere på at have til de mere gængse funktioner. En sidegevinst er også at du med MasterHUB ved hånden kan nøjes med et mindre tastatur på skrivebordet fordi du kan aflaste flere knapper og genveje til MasterHUB.

Hvis du kender elgato streamdeck, så ligger MasterHUB i samme boldgade, men her har du altså mulighed for at tilføje og ændre opsætningen som det passer dig. På sigt bliver det også muligt at tilkøbe andre moduler end dem som følger med, men MasterHUB er i sin spæde start så det lader lige vente på sig. En anden feature, der lader vente på sig er at MasterHUB er udstyret med en DisplayPort ved siden af USB-C porten, men denne har jeg ikke lykkes med at få bragt i brug desværre. Det fremgår heller ikke af hverken software eller manual hvordan denne anvendes. Der må komme noget opdatering hen ad vejen, som vi kan se frem til med MasterHUB, men på nuværende tidspunkt er denne funktion altså ikke klar.

Konklusion
Du skal i min optik se Cooler Master MasterHUB som et værktøj fremfor så meget andet. Det gør dig i stand til at have genveje lige ved hånden, som ellers ville kræve at du skal kunne huske de tastekombinationer på tastaturet. Det muliggør genveje og så kan du også gøre dem visuelt tilgængelige i den forstand at tastemodulet har skærme under hver enkelt af de femten taster, så du via ikoner og logoer kan gøre funktionerne genkendelige. Hele modulet er robust og solidt bygget, selvom det hovedsageligt er plastik og en fedtfingermagnet. Det enese jeg i virkeligheden savner er muligheden for at vinkle MasterHUB mere, så display og knapper er nemmere at se, men det kan du løse ved at have en stander eller lignende som du placerer den ovenpå. Jeg ser MasterHUB som en genial tilføjelse til både professionelle, gamere og streamere, der har komplekse arbejdsgange og opgaver, der kræver hurtig og nem tilpasning.
Positivt
- Modulær opbygning
- Gode knapper
- Masser af indstillingsmuligheder i softwaren
- Appen er nem og intuitiv
Negativt
- Understøtter pt. Ikke MacOS (Det er på vej)
- Bør kunne vinkles mere
Pris og tilgængelighed
Set til 2.024,-
