Et af vores nyere partnerskaber har brystet endnu et review af sig i form af EPOMAKER TH80 V2 Pro, som er et mekanisk tastatur med en skærm indbygget, udskiftelige switche og taster, RGB lys og en del mere, men hvor prisskiltet ikke nødvendigvis ser skræmmende ud.
Gå direkte til indhold:
Hvad er der i æsken?
Allerede ved udpakningen af EPOMAKER TH80 V2 Pro bliver det evident at der ikke er sparet på noget. Eller, hvis man skal være fair, så er den ydre indpakning måske ikke så appellerende med den lidt udvaskede grønne farve. Til gengæld er selve indholdet rigt og består af selve tastaturet, et flettet USB-kabel, to ekstra switche, en insert-keycap og et værktøj til at trække keycaps og switche op med. Derudover er der også en USB-dongle til den trådløse forbindelse.

Design
EPOMAKER TH80 V2 Pro er et relativt kompakt tastatur på 32,3 cm i bredden. Det er med sit 75% design uden de numeriske taster i siden, men til gengæld har du både en rulleknap og nogle få taster i siden.
Der er ikke ligeså mange taster i højre side, som der er på visse andre 75% modeller, idet EPOMAKER har valgt at smide et lille display ind på tastaturet. Dette display er utroligt lille, men det er fyldt med informationer, så du kan holde dig orienteret om hvad du har forbundet tastaturet til, hvor meget batteri du har tilbage samt hvad klokken er. Du kan også selv vælge at smide en gif ind og lade skærmen komme lidt til live. Jeg ville dog ikke selv gøre det, da det kan simulere bevægelse for øjet og tage din opmærksomhed.

TH80 V2 Pro er tiltænkt gamerne, så det er naturligvis også udstyret med RGB belysning, men hvor de fleste på markedet har belysning på selve tasterne, så har denne model også nogle lysbarer, der lyser skrivebordet op i siderne af tastaturet. Belysningen har en ret kraftig effekt, så det kan man godt få et lille lysshow ud af.
Øverst til højre på TH80 V2 Pro har du en rulleknap, der er sat til at juster lyd i udgangspunkt. Denne rulleknap er en af de bedre jeg har testet for den har en ganske fin modstand og feedback uden at det er for meget. Du kan også trykke på den for at slukke og tænde lyden helt, hvis du har brug for det.

Vender du tastaturet rundt så vil du på bagsiden finde knapper til at skifte mellem de forskellige forbindelser og til at skifte mellem MacOS og Windows, som altså begge er understøttet med en app.
Det metalliske look på tasterne af TH80 V2 Pro gør at tastaturet fremstår ret robust og fast som en mursten. Man tænker det ændrer sig når man får tændt for belysningen på tastaturet, men tværtimod, så er belysningen på en eller anden måde med til at forstærke dette indtryk. Om det skyldes at belysningen går igennem dette metalliske mønster kan jeg ikke helt sætte fingeren på.

Stilen holdes hele vejen igennem dog, så det er på ingen måde en negativ ting. Dog vil jeg sige at det så til gengæld er nemmere at bøje end jeg havde forventet når jeg tog det i hænderne og mærkede vægten på det. EPOMAKER TH80 V2 Pro hverken knirker eller går i stykker af at jeg bøjer og vrider det, men det står ikke helt så fast som jeg havde forventet når nu det har dette kompakte design også.
Her på TH80 V2 Pro har EPOMAKER igen valgt at gemme deres USB-dongle på en ny måde. Jeg har haft tre tastaturer fra dem i hænde indtil videre og hver gang var løsningen en ny. Når først man ved, hvor den er opbevaret giver det fin mening og især her, hvor den kan gemmes bag en af fødderne på undersiden, så er den i sikkerhed og står hverken i vejen eller falder ud så nemt.

Du kan erhverve TH80 V2 Pro i tre forskellige farvekombinatione; sort, hvid og pink. De har i min optik hver deres berettigelse og er for så vidt relativt diskrete uden at man sådan rigtigt kan sige at den pinke ikke tiltrækker sig opmærksomhed.

Der hvor TH80 V2 Pro bliver iøjefaldende er dens keycaps. Disse er nemlig semi-gennemsigtige og det giver en ret fed effekt. Keycapsene er lavet i double-shot PBT og burde derfor være ret robuste til trods for gennemsigtigheden, men designvalget har også en bagside af medaljen. Det kan være en smue svært at se ikonerne på tasterne, især når tastaturet er slukket.
En ting man bliver en smule overrasket over er at TH80 V2 Pro vejer næsten et kilo. Hjemmesidens funktionsliste nævner over et kilo, specifikationslisten siger 950 gram, så jeg måtte hen og veje den og den rammer lige omkring de 950 gram, så hvorfor der står over et kilo ved jeg ikke. Det er overraskende, idet tastaturet ikke er voldsomt stort, men til gengæld står det klippefast på skrivebordet og rykker sig nærmest ikke med mindre du gerne vil have det flyttet.

Funktionalitet
Man kan godt mærke at EPOMAKER ikke er et ligeså etableret brand, som mange af de større er, idet du på den ene model har en software du skal installere til, mens andre modeller bliver konfigureret via browseren. I dette tilfælde med TH80 V2 Pro, så kan du skræddersy tastaturet via en online software, som du ikke behøver at installere, men derimod kører gennem din browser.
Det er en ret smart løsning, idet du ikke behøver at installere noget, men du skal blot være opmærksom på at det ikke er understøttet af alle browsere. Det som til gengæld er fedt med TH80 V2 Pro er at det kan indstilles i både trådløs og kablet tilstand. Mange andre tastaturer, som er afhængige af browser-baseret opsætning kræver nemlig en kablet forbindelse.

Online opsætningen er ret basic, men du har adgang til de funktioner jeg forestiller mig man skal bruge som gamer. Man kan lave profiler med forskellige genveje på tasterne, makroer og ændre RGB-belysningen på samtlige taster samt sideeffekterne. Det jeg til gengæld ikke fandt var muligheden for at lave profiler, som var afhængige af hvilket spil man var i gang med og det kan jeg godt forestille mig nogen vil savne.
TH80 V2 Pro virker i øvrigt med både kabel, den trådløse modtager og op til tre Bluetooth forbindelser. Du kan så ikke indstille tastaturet i browseren via en Bluetooth forbindelse, men det er i min optik mega smart at man kan forbinde ét tastatur til flere af sine enheder uden at skulle flytte rundt på hverken kabel eller en trådløs modtager.

Modularitet
For at modificere dit TH80 V2 Pro skal du hverken bruge loddemaskine, lim eller andet værktøj end den puller, som følger med i æsken. Du kan nemlig tage både keycaps og switche af. Derfor er tastaturets farvekombinationer også kun “vejledende” og du kan sagtens vælge nogle helt andre keycaps og farver.
Selve switchene kan du også skifte og tastaturet understøtter både 3-pin og 5-pin. Det er et ret billigt tastatur at man kan dette i er værd at bemærke i øvrigt. Designet af EPOMAKER TH80 V2 Pro er således at det bruger en slags puder til at afdæmpe gasket-opbygningen, hvilket alt andet lige bør betyde en mere dæmpet lyd og skriveoplevelse end de helt skrabede tastaturer.

Rulleknappen i toppen kan i øvrigt også skiftes og hvis du hellere vil have en almindelig switch sat i dér, så kan du sagtens dét, hvis du savner flere knapper mere end at kunne styre lyden hurtigt.
Taster og switche
Selve switchene, der er i vores testeksemplar af TH80 V2 Pro er et par Sea Salt Silent V2 Switch og er EPOMAKERs egne switche. Disse føles utroligt behagelige at skrive på og de har en dæmpet og blød vandring. Selv er jeg mere til en mekanisk vandring når jeg gamer, men jeg må indrømme at jeg også sagtens kunne vænne mig til disse switche, som i øvrigt er lineære og har altså ikke et “bump” når de bliver aktiveret.
Af et mekanisk tastatur så larmer tasterne på TH80 V2 Pro ikke særlig meget. Tværtimod så er de helt ASMR-agtige at skrive på og vi var flere i husstanden, som var vilde med at skrive og taste på dem. Switchene er også pre-lubed og det giver baren silkeblød vandring i tasterne. Det som overrassker mig positivt er hvor præcise og ensartede tasterne på TH80 V2 Pro føltes. Jeg fik på intet tidspunkt budget-vibes af skriveoplevelsen og det siger egentlig mest om selve switchene synes jeg.

Jeg kan til gengæld ikke læse mig frem til den forventede levetid på disse switche. Det er ellers en oplysning som de fleste producenter er begyndt at gå meget op i, selvom jeg personligt ikke forventer et tastatur overlever 50-100 millioner tastetryk per tast før det bliver skiftet ud af andre årsager, men det plejer bare at være et temmelig godt kvalitetsstempel.
Batteri
Tastaturet jeg skriver denne anmeldelse på, TH80 V2 Pro, har et batteri, der er præcis dobbelt så stort som batteriet i min Samsung Galaxy S26 Ultra og er på svimlende 10.000 mAh. Den synes jeg vi skal lade synke ind inden vi går videre.

Til gengæld bliver det til “kun” 200+ timers aktivt brug trådløst. Denne bliver dog kortere jo flere effekter du kører med i form af RGB-lys og gifs på skærmen. Det er ikke fordi to hundrede timer ikke er relativt godt og betyder at du ikke behøver at bekymre dig om opladning på andet end ugebasis ved et højt forbrug, men jeg havde nok bare forventet noget andet med så stort et batteri.
Konklusion
Hvis du leder efter et tastatur, som ikke optager voldsomt meget plads på skrivebordet, men hvor du ikke er villig til at gå på kompromis med for mange funktioner og taster, så får du med EPOMAKER TH80 V2 Pro ret meget for pengene i min optik. Du får et tastatur, hvor du selv kan skifte keycaps og switche hvis du vil modificere tastaturet på sigt. Du får et tastatur med et flot design, der skiller sig ud med gennemsigtige switche og masser af RGB-belysning. Dertil er TH80 V2 Pro muligt at forbinde både med kabel og trådløst til flere enheder. Det fedeste er dog i min optik tasterne, som jeg føler er ret gode og egentlig ikke behøver blive skiftet, da de er gode, præcise, ensartede og så støjer de heller ikke voldsomt meget. Man kunne ønske sig en dedikeret software så man kunne lave profiler der selv startede når ens spil gjorde. Man kunne også ønske sig en endnu mere premium feel i designet og man kunne sikkert også ønske sig en masse andet jeg ikke lige kommer i tanker om, men pointen er at så ville prisen også alt andet lige nok følge med. Her får du til gengæld et tastatur til en nogenlunde spiselig pris. Bevares det trækker mod de tusind kroner, men man får til gengæld også en masse for pengene.
