Glorious Gaming har udstyret deres Model O3 Wireless med et udskifteligt batteri, en ladeløsning, 8K polling og 30K DPI, som vi har fået lov at kigge nærmere på I denne test.
Hvad er der i æsken?
Kvag den særlige ladeløsning I Model O3 Wireless, så er æsken med indholdet også en smule større og “rig” på indhold. Udover at du får nogle Glorious-klistermærker og en mus, så får du også to udskiftelige batterier, en oplader, trådløs modtager og et USB-kabel.

Design
Jeg må erkende at jeg faktisk synes Glorious Gaming Model O3 Wireless er en ret flot gamingmus. Jeg ved ikke om det er de bløde linjer eller det store RGB-område I midten af musen, der appellerer til mig, men den ser for mig vold lækker ud.

Model O3 Wireless er næsten ambidekstral, idet den skilt på midten ville være nogenlunde ens på højre og venstre side. Det som gør at den alligevel ikke er det er at der kun er genvejstaster I venstre side af musen. På den måde er (også) denne mus optimeret til højre-håndsgamere.
I toppen har du en knap bag scroll-hjulet, som i udgangspunkt er sat til at tilpasse DPI-niveauerne i musen. Selve scroll-hjulet er et blødt et af slagsen og det er fint til at scrolle med, men jeg opdagede ret hurtigt at det er relativt elendigt at klikke på. I spil som PUBG, hvor jeg ofte skal dobbeltklikke for at markere fjender så var det ret svært og jeg blev nødt til at binde en anden knap til formålet.

Batteriet på Model O3 Wireless stikker en smule ud fra enden af musen. Den del generer mig egentlig ikke, men jeg får fornemmelsen af at Glorious Gaming har valgt den skrigende gule og iøjefaldende farve for at det netop skulle blive bemærket. Altså at man ser en mus, der har denne gule farve og så blive nysgerrig på, hvad der gør den særlig. En praktisk værdi har farven nemlig ikke og for mit eget vedkommende så jeg helst den var af samme farve som musen for at blende ind. Det kan naturligvis også være fordi Glorious Gaming ønsker samme batteri til deres sorte og hvide mus og ledte efter en farve, der passede ind på begge for at spare denne vej rundt.

Batteriet er dog ret nemt at tage ud og gøres ved at du trykker det ind så slipper det musen og kan trækkes ud. Det sættes i på samme måde når du skal have det i laderen eksempelvis. Laderen er en lille kasse cirka halv størrelse af musen, som foruden at have plads til ét batteri også har en USB-port, så du kan have den trådløse modtager til musen koblet i den i stedet for en anden port i computeren.
På toppen af laderen har du små LED-lys, der fortæller dig om status på batteriet i laderen såvel som batteriet i musen. Derudover fortæller den dig også hvilket niveau af DPI du har valgt på nuværende tidspunkt med disse LED-farver, der kan lyse i alle regnbuens farver.

Også Model O3 Wireless musen kan naturligvis lyse i alle tænkelige farver og som nævnt så ser det ret flot ud fordi RGB-lyset er placeret under konstruktionen og knapperne så at sige (se billede, som viser det bedre end jeg kan forklare). Det giver en effekt af at delene på Model O3 Wireless musen er flydende og er ret flot.

Funktionalitet
For at du kan styre lys og DPI med Model O3 Wireless så skal du installere Glorious Gamings software til formålet. Det er ikke en særlig tung app og er relativt nem at finde ud af. Det er igennem denne app at du styre hvad knapperne skal gøre, hvordan lyset på musen skal være og hvordan lyset på opladeren skal fortælle dig om de forskellige DPI jeg nævnte tidligere.

Det er ret lige til og du har fint mange indstillingsmuligheder. Det hele er ikke lige intuitivt dog og jeg døjede til at starte med en smule med at fjerne DPI-indstillinger fordi jeg kun ønskede to settings, idet jeg enten spiller eller arbejder. Jeg forstår at andre har behov for flere af disse, men derfor skal jeg kunne fjerne overflødige niveauer nemt i min optik.

Glorious CORE, som appen hedder, er i skrivende stund kun tilgængelig til Windows brugere, men producenten nævner at musen er kompatibel med MacOS og Linux også, hvilket nok bare er plug and play, men hvor du så ikke kan ændre indstillinger for keymapping, makroer, belysning osv.

Den konstante opladning du kan have kørende med Model O3 Wireless kalder Glorius Gaming for InfinitePlay. Musen har et lille indbygget batteri, der lader den køre i op til ti minutter uden at du har det store batteri isat og det gør at musen ikke “dør” mens du skifter batteri i den. Tværtimod så er du hele tiden klar og det at skifte batterier tager under fem sekunder, hvis du er hurtig og det haster.

InfinitePlay giver dig mulighed for at spille trådløst uden at du skal tænke på om du har husket at lade batteriet i musen op. Hvis du har sat opladeren til computeren og kun lader mens du spiller så burde du alligevel kunne nå at lade det op mens du spiller. Det er nok værre, hvis du er væk fra computeren i lang tid og ikke har ladet op, men Model O3 Wireless virker også når du sætter kablet i heldigvis.

Batterierne i Model O3 Wireless holder så til gengæld ikke nær så længe som de gør i andre trådløse mus og er listet til at holde cirka 10 timer per opladning, hvilket mine tests også kan bekræfte er tilfældet. Om det skyldes at man med InfinitePlay har tænkt det ikke er nødvendigt med mere eller det har været for at spare på vægten ved jeg ikke for selve mekanismen og plastikken omkring batteriet vejer også noget.
Model O3 Wireless vejer nemlig trods alt dette kun 66 gram, hvilket i min optik er et fint sweetspot. Selv er jeg til tungere mus, men kan også forstå at trenden går mod lavere vægt, så jeg tænker de 66 gram bør være godkendt af de fleste.

Sensoren, som Glorious Gaming anvender i Model O3 Wireless, er en BAMF 3.0 som du kan sætte op til at køre op til 30.000 DPI. Det er unødvendigt meget i min optik, men hvis det kan betyde at musen er mere præcis og stabil ved lavere DPI, så gør det mig ikke noget. Min oplevelse med Model O3 Wireless var i hvert fald at den var utroligt præcis og reagerede på alt som forventet. Dog vil jeg nævne at jeg med Model O3 Wireless har oplevet at dens 1.200 DPI var en anelse langsommere end andre mus jeg havde sat til 1.200. Lige under mit testforløb havde jeg kun Logitech G502 X at sammenligne med. Jeg kunne også måle denne forskel ved at bevæge musene den samme afstand og få lidt forskellige resultater.

Konklusion
Model O3 Wireless er lavet med fokus på at gøre trådløs gaming trygt og tilgængeligt i den forstand at brugeren kan klare sig uden kabel, men samtidigt ikke behøve at være nervøs for om vedkommende skal lede efter et når musen er ved at løbe tør. Så skifter man bare det gule batteri i musen med det i opladeren og så er man kørende igen efter få sekunder. Det fede ved Model O3 Wireless er at den trods denne funktionalitet ender med kun at veje 66 gram med batteriet isat. Der er tale om en flot mus i min optik, hvor det eneste minus jeg sådan rigtigt kan komme på er dens scroll-hjul. Selv så jeg helst at batterierne var i musens farve, men det er en mindre detalje. Alt i alt bestemt et kig værd for dig, der måske har svært ved at slippe kablerne grundet usikkerheden omkring opladningen. Ydelsesmæssigt tror jeg, og det er Model O3 Wireless også et bevis på, at vi er forbi diskussionen om hvorvidt trådløse mus kan bruges til gaming – for det kan de.
Positivt
- Design
- Udskiftelige batterier
- Vægt
- Solid app
Negativt
- Scroll-hjul er svært at dobbeltklikke på
