For folk der bruger deres computer på farten er det rart med en kompakt mus. En sådan har HP lånt os til test i form af deres 715, som kan forbinde trådløst til op til tre enheder, har et kompakt design og et genopladeligt batteri.
Hvad er der i æsken?
Producenten holder stadig stilen med de sorte æsker og sølv skrift, mens indholdet i denne omgang består af en mus og et ladekabel. Der er også en USB-modtager, men denne er gemt inde i selve musen.

Design
HP 715 er en mellemting mellem en mus i fuld størrelse og så en decideret mobil mus. Den har en størrelse jeg selv synes er rigtig fin, da jeg den grundet en krum ryg fylder min hånd fint ud, men samtidigt fylder den meget lidt i en taske.
HP 715 musen har en koksgrå overflade på toppen og en overflade, der ligner børstet stål, men den er altså af plastik. Dette lidt premium look er fælles for HPs øvrige tilbehørsprodukter i deres øvre serie af produkter og jeg er stor fan. Ikke fordi den er pæn, hvilket den også er, men fordi dene overflade gør at den ikke er plastret til med fedtfingre eller smuds.

Mens toppen er mørkegrå, så er resten af HP 715 sort og det gør at den ikke fremstår særligt iøjefaldende, men har nu alligevel nogle detaljer, så jeg vil ikke kalde designet for kedeligt.
Tværtimod er HP 715 relativt “busy” da den har en USB-C indgang på fronten til opladning, to genvejstaster i siden og så også en knap i toppen, som alle er programmerbare og du kan skræddersy musen til at være optimeret til dét du skal bruge den til.

I bunden har du to knapper. Den ene er en skydeknap, som du tænder og slukker musen med og den anden kan du skifte mellem de tre enheder, som du kan forbinde musen til, hvoraf den ene af disse tre enheder skal være den medfølgende USB-dongle.

Funktionalitet
Du kan forbinde HP 715 med op til tre forskellige enheder, hvilket gør at du kan bruge den på tværs af dine forskellige enheder. Det er måske ikke alle dette giver mening for, men jeg selv er eksempelvis vant til at arbejde på min arbejdscomputer og så min hjemmecomputer skiftevis. Derfor synes jég det er smart at man kan forbinde til forskellige enheder og det foregår ret smidigt, selvom man skal vende musen på hovedet for at skifte mellem forbindelserne. Du kan ved at installere HPs app til opsætning dog også lade musen skifte profil ved at lade markøren være et bestemt sted på skærmen og føre den videre, så skifter den selv.

Med sine stille knapper er HP 715 en ganske fin kontormus. Knapperne kan du nærmest ikke høre og det gør at du ikke generer folk på kontoret eller hvis du taler med dem over Teams, hvor mikrofonen så ikke opfanger klik.
HP 715 er relativt lille som jeg nævnte og i brug synes jeg den fylder ganske fint. Jeg ville ikke selv kunne arbejde på den en hel dag, men i et par timer dagligt synes jeg den er fin. Den fylder en del grundet den høje ryg, men den er ret smal til min smag og det synes jeg at jeg bliver træt af i længden, men til gengæld fylder den ret lidt i tasken.

Jeg bemærkede en lidt uheldig designmæssig fejl i HP 715, som aktiverede “tilbage” genvejstasten ved at jeg klemte musen fra siderne og altså uden rent faktisk at trykke på den knap, som musen så aktiverer. Jeg forestiller mig allerede den første frustration af nogen som har udfyldt en formular på en hjemmeside og så ved en fejl er kommet til at trykke tilbage.

Gennem appen kan du i øvrigt indstille HP 715s sensor og hvor meget af dens 3000 DPI følelse du ønsker at udnytte. Det påvirker naturligvis hvor godt musen agerer på større skærme, som har en høj opløsning, så det handler ikke kun om hastighed. Jeg sidder selv med en ultra-wide på 5120 pixels og personligt synes jeg at de 3000 DPI er mere end rigeligt.

HP 715 er dog en kontormus og har ikke en snært af gaming i sig trods den “høje” opløsning. Den kan simpelthen ikke lide hurtige bevægelser og så hjælper det bestemt heller ikke at musen aktiverer knapper vilkårligt blot ved at man klemmer den.

Konklusion
HP 715 er en fornuftig mobil mus, som du nemt kan have med i tasken. Den er kompakt uden at være for lille, så den er nem at have med rundt, men det er ikke en størrelse mus, som jeg personligt ville bruge som mit primære værktøj, selvom jeg forestiller mig at mindre heavy brugere sagtens ville kunne leve med den. Du kan forbinde med adskillige af dine enheder på samme tid, så du kan have én mus til flere computere og derfor ikke behøve at skifte, hvis du for eksempel arbejder på to forskellige computere afhængigt af om du er hjemme eller på et kontor. Den er simpel og måske en tand for simpel til prisen, men alt i alt en ganske fin mus.
