HP er klar med endnu et produkt til at supplere deres computere i form af en ergonomisk mus, nemlig HP 925 Vertical, som vi har fået lov at arbejde med. Et for nogle opsigtsvækkende design sammenlignet med almindelige mus. Ergonomien er suppleret med genvejsknapper, genopladeligt batteri og mere til, som vi gennemgår i denne test.
Hvad er der i æsken?
Æsken til HP 925 Vertical er selvsagt lidt høj og indholdet består af selve musen, aftagelig håndledsstøtte, en USB-dongle, USB-C ladekabel og en startvejledning.

Design
Som jeg allerede nævnte, så har HP 925 Vertical et opsigtsvækkende design. Der er tale om en mus, som groft sagt er stillet på højkant. Som navnet antyder er det ergonomien, som er i fokus når det kommer til HP 925 Vertical og det ses af dens udformning, som nærmest inviterer en hånd til at gribe om den.

Det oprejste design bevirker at resten af designet skal tage højde for dette og så virker det som om knapperne er akavet placeret sammenlignet med en almindelig mus. Fordi din hånd hviler på HP 925 Vertical ved at være drejet en smule oprejst, så er knapperne også placeret så de er nemt tilgængelige med pegefinger og tommelfinger.
I venstre side har du to genvejstaster til frem og tilbage og så er der en “Windows” knap nederst, mens du på fronten har de to primære knapper omkring et scroll-hjul.
Udover det oprejste design, så er HP 925 Vertical i øvrigt ikke særlig opsigtsvækkende, da der “bare” er tale om en mat sort overflade uden for mange detaljer. Den er i min optik ikke decideret kedelig, men kan nok godt kaldes minimalistisk i designet. Der er tænkt mere på formålet end udseendet og HP angiver at dette design resulterer i 12% reduceret muskelkraft når man arbejder.

Den matte overflade på HP 925 Vertical gør den ikke nogen tjenester for så vidt angår det indtryk man får når man tager musen i hånden. Den føles fast, men på samme tid ikke særlig robust når man begynder at trykke på knapperne. Hvis man tager HP 925 Verticals pris i betragtning så synes jeg nemlig ikke helt den lever op materiale- og byggekvalitet.
Plastikken på HP 925 Vertical føles dog “blød” og behagelig ved berøring, hvilket man vel godt kan argumentere er en del af ergonomien. Apropos blødt, så er der også en ekstra håndledsstøtte med til HP 925 Vertical som du hægter fast på musens underside, så du har noget at hvile din arm på. Det er ret behageligt må jeg indrømme da min arm så ikke hviler på skrivebordet.

Til gengæld så falder håndledsstøtten alt for nemt af når man vil flytte musen. Der er ellers tre magneter på undersiden, som burde holde den på plads, men så snart jeg løfter musen så falder den af. At løfte musen er nærmest en nødvendighed når man arbejder fordi håndledsstøtten fylder så meget at det ville være de færreste musemåtter, som har plads til den i konstant bevægelse med mindre man sætter sensorens følsomhed op. Denne går i øvrigt op til 4000 DPI, hvilket slet ikke er så skidt af en kontormus at være, så selv dem med meget store skærme og opløsninger vil få glæde af dette.

Funktionalitet
Du kan parre HP 925 Vertical med op til tre enheder. Den ene af disse forbindelser skal være på den medfølgende USB-dongle og så er der plads til to yderligere forbindelser via Bluetooth. Det var ikke tydeligt for mig at der skulle være en tydelig forskel mellem USB-forbindelsen kontra Bluetooth. Da HP 925 Vertical ikke er nogen gamingmus, så tvivler jeg på at der er den store forskel.

Man kan dog sagtens game på HP 925 Vertical, hvis man altså bare spiller lidt for sjov for musen er fint responsiv til “almindelige” gamere, men sensoren har det med at slå ud, hvis man bliver for hurtig med retningsskiftene. Eller også er der formen, der påvirker mine bevægelser.
Uanset om du forbinder HP 925 Vertical via Bluetooth eller USB-donglen, så har den en irriterende forsinkelse, som jeg oplevede når musen ikke havde været i brug i nogle minutter. Når man så ville i gang med at arbejde igen, så var musen op til to sekunder om at blive vækket. Jeg ved det højst sandsynligt har noget at gøre med batteritiden, men jeg ville hellere lade musen op hver dag end døje med at den falder i søvn og så ikke vågner op når jeg skal bruge den. Musen står i øvrigt til at kunne holde strøm i op til fire måneder, så daglig opladning ville nok ikke være nødvendig, selv hvis den “vågnede” hurtigere.

En oplevelse jeg havde med HP 925 Vertical, som åbenbart bare gør sig gældende for mit vedkommende, når jeg anvender vertikale mus, er at jeg kommer til at vælte den når jeg bevæger min hånd fra tastaturet til musen. Selvom HP 925 Vertical er en tand lavere end Logitech MX Vertical, så kan jeg ikke vænne mig til at min mus er så høj. Nu tror jeg det er en ting, som ville ændre sig, hvis jeg kun brugte denne høje type af mus, så jeg gør blot opmærksom på at det er noget man lige skal vænne sig til i starten. Til gengæld føler jeg også ret hurtigt at mine arme er mere afslappet når jeg anvender HP 925 Vertical sammenlignet med min gamingmus, som er mere “almindelig” og flad i konstruktionen.
Jeg synes at HP 925 Vertical er god at have i hånden. Den fylder tilpas meget til at man føler at man har et godt greb omkring den, men uden at den er stor og klodset. Knapperne ligger fint i forhold til mine fingre. Jeg er ret glad for at man har inkluderet Windows tasten lige under hvor min tommelfinger hviler, men lige dén knap har jeg desværre også to udfordringer med. Den ene værende at knappen simpelthen kræver for meget kraft at blive trykket på. Det næste er til gengæld at knappen ikke kan omprogrammeres i HP Accesssory Center.

HP Accessory Center er nemlig appen, hvor du kan indstille funktioner for musen og sætte dens sensorfølsomhed samt hvad sideknapperne skal gøre når du trykker på dem. Det virker umiddelbart til at være en app tilgængelig til både Windows og Mac, så selv Mac brugere burde være kørende.
Det at den nederste knap på HP 925 Vertical er en smule svær at trykke på gør at man til gengæld er mindre tilbøjelig til at fejlklikke når man ikke har lyst til at trykke på knappen, men det synes jeg er en lille bonus i forhold til, hvor irriterende det kan være at man forventer man har trykket noget og så det ikke er tilfældet.

I brug er HP 925 Vertical ret behagelig at arbejde på. Når man tager hånden fra den og over på en mere flad mus, så kan man holde omkring sin arm med den venstre hånd og mærke, hvordan spændingen bliver større fordi man skal dreje håndleddet. Det gør at man sagtens kan sidde længere uden at blive generet og på især det punkt er HP 925 Vertical nærmest pengene værd, selvom den er i den lidt dyre ende.

Konklusion
Jeg synes at alt i alt så bør HP 925 Vertical koste en anelse mindre end den gør, da materialerne og byggekvaliteten simpelthen ikke er på det niveau prisen indikerer. Udover dét er der egentlig ikke noget at sætte fingeren på. Så skal det da kun være at den er en evighed (op til 2 sekunder) om at vække når den først er gået i dvale. Som mus og en ergonomisk en af slagsen synes jeg ikke at jeg har indvendinger. Tværtimod er det en god mus, der er fint understøttet af en app, der er nem at gå til. Det er en mus med fokus på komfort og ergonomi, så på det punkt alene vinder den i min bog, men du skal altså være klar på at punge ud for at kunne arbejde komfortabelt. Så er det op til dig at vurdere, hvad komfort er værd for dig.
