lørdag, december 13, 2025
ForsideAnmeldelserTest: JBL Tour One M3 Smart Tx

Test: JBL Tour One M3 Smart Tx

JBL skubber mod de firs år med innovation og lydprodukter for masserne. Deres seneste skud fra stammen er det Tour One M3 Smart Tx vi har fået lov at teste, som byder på hovedtelefoner med over-ear design, Auracast, Hi-Res lyd, Spatial 360 lyd og ANC.

Hvad er der i æsken?

Det fremgår også af æsken til Tour One M3 Smart Tx at den er spækfyldt med funktioner og indholdet er bestemt heller ikke moderat. Det består af et ret flot etui til transport, hvor du så også finder selve hovedtelefonerne, fjernbetjeningen med skærm, et USB-C ladekabel og et 3.5mm jackstik kabel.

Etuiet er ret lækkert og har en indvendig lomme, så du kan gemme på de medfølgende dele, så du ikke mister dem under transport eksempelvis og etuiet er hårdt så også dine hovedtelefoner bør være godt beskyttet deri.

Design

Rejseetuiet til Tour One M3 Smart Tx er relativt flad, om end den er hård som nævnt. På den måde beskytter den hovedtelefonerne fra tryk og skader under transport, men det gør også at du er mindre fleksibel i forhold til når du skal pakke din taske.

Tour One M3 Smart Tx kan foldessammen og så kan selve øretelefonerne bøjes indad også, så de bliver relativt flade så selv hvis du bare har dem liggende så fylder de ikke voldsomt meget på bordet eller i tasken selv uden etui.

En stor del af konstruktionen i Tour One M3 Smart Tx er plastik, hvilket efter min mening trækker kvalitetsfornemmelsen en del ned. Mest fordi jeg på forhånd kender prisskiltet på dette sæt hovedtelefoner og hvad de dermed er i konkurrence med. Jeg plejer nemlig netop af denne grund at undgå at kigge på prisskilt før jeg går i gang for at få mig en neutral holdning før jeg kigger på prisen.

Du må endelig ikke læse at jeg mener Tour One M3 Smart Tx ikke føles premium, for det gør den, men bare ikke i det niveau jeg egentlig har lyst til med deres prisskilt for øje. Samlingerne er til gengæld præcise og generelt er designet ret pænt, clean og robust. Jeg udsatte naturligvis Tour One M3 Smart Tx for min vridetest og her klarer de sig ualmindeligt godt. Både ved at de virker til at kunne holde til lidt af hvert, men også fordi jeg kunne vride headsettet hele vejen rundt nærmest uden at de knækkede. Jeg turde lave dette nummer fordi jeg havde set nogen fra JBL gøre det samme.

Du har en del mikrofoner (8 stk.) og knapper på Tour One M3 Smart Tx, som jeg synes JBL har skjult ret godt i designet. Måske disse er mere tydelige på de to andre farver, som du kan få Tour One M3 Smart Tx i (mocha og blå), men i vores sorte udgave syntes jeg ikke det påvirkede designet på en negativ måde. Til gengæld er jeg glad for at knapperne er fysiske og man dermed ikke skal til at touch og slå på hovedtelefonerne for kontrol.

I vores testeksemplar fik vi modellen med den medfølgende Smart Tx lydsender, som du kobler til din telefon via Bluetooth. Lydkilden kan du forbinde via kabel til denne enhed eller også direkte med kabel i selve høretelefonernes USB-C port og dermed nyde lossless kablet lyd om du vil. Smart Tx enheden har en fin lille skærm der styres via Touch. Du kan smide dine egne billeder på for at gøre den lidt personlig også.

Hovedbøjlen og øretelefonerne på Tour One M3 Smart Tx er belagt med kunstlæder, som er dét der kommer i berøring med din hud. Om det er komfortabelt vil jeg komme nærmere ind på lidt senere. Der er dog en god del polstring i det hele uden at designet har lidt af det.

Funktionalitet

Tour One M3 Smart Tx har en del funktioner at byde ind med, så håber jeg at have dækket dem du finder mest interessante i nok detalje. I udgangspunkt kan man se Tour One M3 Smart Tx som bare endnu et sæt hovedtelefoenr, men da der er tale om et produkt, som befinder sig i premium klassen så tænker jeg også man gerne vil udnytte dens mange funktioner og fordele.

En af fordelene er netop den medfølgende skærmenhed, Smart Tx, der giver dig fuld kontrol over lytteoplevelsen mere eller mindre uden at du behøver tage din telefon op af lommen. Det er nævneværdigt at du naturligvis godt kan anvende Tour One M3 Smart Tx uden Smart Tx enheden, så du er ikke afskåret skulle du glemme at tage den med eller lade den op.

Smart Tx lader dig styre lydindstillingerne, skifte sange og også besvare opkald og tænde/slukke ANC og mere til. Den fylder ikke så voldsomt meget, så den burde være ret meget nemmere at tage op af lommen. Dertil kan du forbinde en kablet lydenhed til Smart Tx enheden og dermed få en analog kilde til at afspille lyd i dine Tour One M3 uden at skulle bruge andre omformere.

Tour One M3 Smart Tx understøtter også Auracast, hvilket er en trådløs teknologi, der ikke er unik for JBL og det betyder at du kan afspille den samme lydkilde til flere enheder i nærheden af hinanden. Det giver rigtig fin mening at gøre dette, hvis man eksempelvis er to, der ønsker at lytte til den samme film fra telefonen i flyet eller hvis man bare ønsker at høre den samme musik uden at genere folk omkring sig med en højtaler på stranden eksempelvis.

Komfort

Nu forestiller jeg mig dog ikke at folk anvender over-ear hovedtelefoner på en strand, hvor der er varmt, men lige med Tour One M3 Smart Tx er det måske et af de steder, hvor den så heller ikke kan være med – i min optik. Jeg testede dem mens vi havde nogle fine solskinsdage herhjemme i sensommeren og efteråret og som det fremgår af nedenstående billede, så var det ikke nogen behagelig oplevelse.

Når jeg tager Tour One M3 Smart Tx på hovedet så er de super behagelige og bløde på hovedet. De vejer 278 gram, hvilket i sig selv ikke er meget, men disse gram mærker man nærmest ikke for hovedtelefonerne er fint polstret og trykket på hovedet er ret fint fordelt. Kunstlæderet og det lukkede design gør til gengæld at min hud ikke kan ånde og det resulterer i at de bliver en del ubehagelige efter længere tids brug, især hvis det er bare det mindste smule varmt hvor jeg befinder mig.

Lydkvalitet

Både min erfaring med tidligere JBL produkter og så også Tour One M3 Smart Tx’ prisskilt gjorde at jeg allerede fra start havde store forventninger til dette sæt. Det kan nemlig give en unfair ulempe i vurderingen så jeg spillede musik i et par dage med Tour One M3 Smart Tx uden sådan rigtigt at være i analysemode for at kunne få en mere ren opfattelse af dem. De skuffer kort sagt ikke og har en virkelig prompt lydprofil, hvor tonerne føles præcise og tilpas korte, hvor de skal. Jeg valgte adskillige musikgenrer, som jeg nu engang altid gør og synes at Tour One M3 Smart Tx klarer sig ualmindeligt godt. De understøtter også adskillige codecs så du burde kunne nyde din musik i høj kvalitet selv hvis du streamer eller afspiller fra en lokal player.

JBL appen, som du kan få til både Android og iOS, giver dig mulighed for at indstille lyden så den passer mere til dig, hvis du eksempelvis foretrækker mere eller mindre bund osv. Jeg skulle ikke pille ved mange indstillinger for at få en lyd jeg foretrak, men også det afhænger af hvad man lytter til. Og så ved jeg ikke om JBL har nedtonet de høje toner en anelse for at forskellen er større når du aktiverer Spatial Sound gennem appen/Smart Tx enheden, men de føles en del bedre afbalanceret når man netop tænder for denne funktion. Spatial Audio gør Tour One M3 Smart Tx nemlig ret godt. Normalt er jeg ikke den store tilhænger af Spatial Audio. Dels fordi oplevelsen kan være ret individuel afhængigt af dine ører og hoved, men også fordi du potentielt ændrer i lyden i forhold til, hvad kunstneren havde tiltænkt, men Tour One M3 Smart Tx gør indlevelsen med Spatial Audio ret god og når jeg lukker øjnene føler jeg mere at lyden kommer fra lokalet omkring mig og ikke gennem mine hovedtelefoner.

ANC

Det er et hårdt publikum, eller rettere hård konkurrence, hvis Tour One M3 Smart Tx skal leve op til dét som dens konkurrenter i prisklassen formår når det kommer til ANC. Tour One M3 Smart Tx har dog et es i ærmet ved at have hele otte mikrofoner til rådighed. Disse mikrofoner sørger både for at du kan tale med dem du ringer sammen med, men også til at du kan holde støj omkring dig ude.

Her klarer Tour One M3 Smart Tx sig ualmindeligt godt. I hvert fald i mine tests, så syntes jeg at når jeg var i trafikken, sad i bilen eller sågar i flyveren, så var støj omkring mig virkelig holdt på et minimum. Uden at det føltes som at være i en osteklokke (uden at jeg reelt ved hvordan dette er, men forestiller mig det kan være lidt klaustrofobisk, så formår Tour One M3 Smart Tx at skabe en støjreduktion uden at jeg føler min musik lider af det.

Jeg kan ikke påstå at jeg føler Tour One M3 Smart Tx klarer sig ligeså godt på et kontor for så vidt angår støjreduktion selvom man kan indstille støjreduktionen til en vis grad, så føler jeg at kontorheadset, fra eksempelvis Poly, klarer sig bedre på dette punkt. Støjen ud mod dem jeg talte med var også acceptabel, men da de otte mikrofoner ikke er placeret ved min mund, så kom der også støj fra mine omgivelser med til brugeren, der dog påpegede det var langt mere tydeligt og bedre end når jeg brugte mine in-ears.

Batteritid

JBL lover op til halvfjerds timers batteritid per opladning, hvilket dog forudsætter at du slukker ANC og lytter på et mellemhøjt niveau og uden at have sat mig for at teste Tour One M3 Smart Tx ned til minuttet, så gik jeg snildt i over en uge uden at skule lade det op, selvom jeg endte med at bruge det dagligt i flere timer under testperioden. På den måde kan jeg kun sige at batteritiden bestemt er acceptabel og godkendt og du burde snildt kunne tage på weekend uden at bekymre dig om hvorvidt du har taget oplader med. Idet Tour One M3 Smart Tx oplader både hovedtelefoner og Smart Tx enhed med USB-C så burde du dog være godt dækket ind selvom du skulle glemme at smide kablet i etuiet. At du ikke behøver at tage det ud af etuiet er så det andet i virkeligheden.

Konklusion

Tour One M3 Smart Tx byder på et solidt bygget hovedtelefonsæt med den rigtige mængde tilbehør til at du føler du får noget for pengene. Det gør du sådan set også på både lydkvaliteten, der er yderst detaljeret og velbalanceret, samt støjreduktionen, der giver en behagelig pendling og transport i selv støjende omgivelser. Du får også rigtig fin batteritid og fornemmelsen af at de bare bliver ved med at spille dag efter dag og risikoen for at du så derfor glemmer at lade dem op en dag er ret stor og så er det godt at du i det medfølgende robuste rejseetui nemt kan have ladekabel og andre ting med. Den medfølgende Smart Tx transmitter og fjernbetjening gør det nemt at styre musikken og lydindstillingerne uden brug af telefonen, så også her har Tour One M3 Smart Tx et trumfkort over den ellers stærke konkurrence fra Bose og Sony. Personligt ville jeg dog gerne at JBL tænker lidt over, hvordan de kan få designet til også at føles en smule mere premium i den næste version, men alt i alt er det kun komforten jeg sådan personligt selv kan sætte fingeren på, idet kunstlæderet resulterede i svedige ører og at fornøjelsen med Tour One M3 Smart Tx kun varede i en time ad gangen førend jeg skulle holde pause fra dem.

Den ultra korte version af ovenstående er at Tour One M3 Smart Tx er et fantastisk sæt hovedtelefoner med utrolig lydkvalitet og en smart fjernbetjening, der gør styring af den nemmere. De føles ikke helt så premium som andre i prisklassen, men klarer sig lydmæssigt og især på ANC mindst ligeså godt, om end jeg godt kunne tænke mig at polstringen var en smule bedre til at ventilere.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • ANC
  • Batteritid
  • Robust design
  • Rejseetui i høj kvalitet

Negativt

  • Lidt for “plastik”
  • Komfort kunne også være bedre

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
JBL skubber mod de firs år med innovation og lydprodukter for masserne. Deres seneste skud fra stammen er det Tour One M3 Smart Tx vi har fået lov at teste, som byder på hovedtelefoner med over-ear design, Auracast, Hi-Res lyd, Spatial 360 lyd og...Test: JBL Tour One M3 Smart Tx