Nu hvor allergisæsonen er over os, så skal vi se på en luftrenser der måske kan mildne symptomerne lidt for os allergikere.
Hvad er der i kassen?

Jeg har valgt at vise bagsiden af kassen, da forsiden havde lidt transportskader, men så kan vi også se lidt specifikationer for Levoit Core 300S luftrenseren.
Kassen indeholder ikke mange ting, selve Core 300S med installeret filter samt en vejledning.
Design og funktionalitet
Det første man skal gøre er at tage filteret ud, og fjerne det plastik det er pakket ind i, ellers får man ikke renset meget luft.
Filteret er opbygget med tre lag som tilsammen fanger op til 99,9% af partikler med en størrelse ned til 0,3 micrometer. Det betyder at den kan fange alt fra pollen og støv til dyrehår. Alt samme godt nyt for allergikere.

Selve filteret er rundt, ligesom selve luftrenseren. Den suger luften ind 360 grader omkring maskinen, og blæser den rensede luft op i midten.

Levoit Core 300S har et ret neutralt, grænsende til kedeligt, design. Men det synes jeg er fint, den skal ikke tiltrække sig opmærksomhed, men blot udføre sin opgave.

Man betjener den enten med panelet på toppen, eller med den glimrende app VeSync. Mere om app’en senere.

Den har en indbygget partikelmåler der viser hvordan det står til med luftkvaliteten. Luftkvaliteten bliver vist med en farve omkring midten af panelet, blå, grøn, gul og rød når luften er meget forurenet.

Den har tre hastigheder, en autoindstilling og en meget stille hastighed til brug om natten. På den højeste hastighed så larmer den en hel del, men den flytter også virkelig meget luft! På allerlaveste hastighed havde jeg ikke problemer med at sove fra lyden, selvom den stod i soveværelset under min test.
Når man installerer VeSync app’en og får koblet Core 300S på nettet så får man bl. a. adgang til at se målinger fra partikelmåleren, og så kan man selvfølgelige styre den uden at skulle rejse sig og trykke på knapperne.


Under normale omstændigheder var luftkvaliteten helt i orden i mit soveværelse, som det kan ses i app’en:

For at teste partikelmåleren sætte jeg Core 300S på autoindstilling, og så pustede jeg et tændt stearinlys ud, tæt på luftrenseren. Kort tid efter satte den hastigheden voldsomt op, jeg kunne se at røgen fra lyset fik den op i det røde felt.

Efter at have kørt i kort tid, så gled den tilbage i grønt område og den satte selv hastigheden ned. Undervejs fik jeg også en notifikation på telefonen om at luftkvaliteten var voldsomt forringet.

Konklusion
Under min lange test så stod Levoit Core 300S i mit soveværelse, og det blev rutine at jeg startede den på høj hastighed, via app’en, en halv time inden sengetid, og så satte jeg den på “Sleep” hastighed når jeg gik seng. Jeg lider af pollenallergi, og min egen subjektive vurdering er at mine symptomer var formindsket når Levoit Core 300S havde været i gang i soveværelset. Betjeningen er nem, enten via knapper på panelet, eller VeSync app’en. Den kan virkelig flytte noget luft ved de højere hastigheder, og specifikationerne skriver også den er egnet til rum på op til 56 kvm. Det er ikke den billigste kompakte luftrenser, og et nyt filter koster ca 450 kroner, men jeg synes den er effektiv, brugervenlig og klarer opgaven ganske glimrende!
