Hvis du leder efter en let og kompakt gamingmus, der i øvrigt er udviklet i samarbejde med professionelle gamere, så bør du kigge med i vores gennemgang af den nye G Superlight 2C, som byder på et 5% mindre design og med en væsentlig vægtreduktion også.
Hvad er der i æsken?
Det er ikke på æsken at man har sparet på vægten, for he får man en lækker unboxing, hvor musen er det første man spotter når man løfter låget. I toppen af lågets del er der en smule stof, som musen hviler på således at man ikke behøver pakke denne ind i hverken plastik eller papir under transport, men at den er synlig så snart man åbner op. Udover musen har man en USB-adapter, trådløs dongle, USB-C kabel og så er der også griptape og en lille “disk”, som du kan smide ind på coveret på undersiden af musen. Denne disk er belagt med PTFE så du kan få musen til at glide bedre om du vil.

Design
Ved første øjekast ligner Logitech G Pro X Superlight 2c sin forgænger relativt meget Der er tale om den nogenlunde samme form, men det skrympede design mærkes også med det samme når man tager musen i hånden.

Det er en mus, som vejer sølle 51 gram, hvilket nærmest ikke er til at mærke i hånden. Det er ikke den første mus jeg selv leger med, der tangerer med de 50 gram, men vægten har bestemt en betydning for du mærker ikke vægten når du laver de hurtige bevægelser med hånden.
Selve formen, som er skrympet, egner sig i øvrigt rigtig godt til gamere, der enten har mindre hænder eller foretrækker at spille med fingertip- og claw-grip. Selv spiller jeg med palm-grip og med G Pro X Superlight 2c betyder det at mine store hænder mere er i berøring med musemåtten end med musen nærmest.

Du kan få G Pro X Superlight 2c i tre farver; sort, hvid og pink. Vores testudgave var den sorte af disse og overfladen er mat og umiddelbart modstandsdygtig overfor fedtfingre. Musens matte overflade virker også til at ligge godt mellem fingrene uden at glide, så selvom jeg spillede med en mus, der egentlig var for lille til lige min hånd, så følte jeg god kontrol over den.
Trods den lave vægt er G Pro X Superlight 2c ret robust og giver sig ikke når man trykker på den. Selv når man trykker en smule hårdere på knapperne så er det ikke med fleks eller knirkelyde til følge.

Funktionalitet
G Pro X Superlight 2c er understøttet i Logitech G Hub softwaren fra producenten, hvor du kan gå på opdagelse i musens funktioner og tilpasse den efter dine spil og behov. Du kan fintune musen både for så vidt angår hvad knapperne skal gøre i dine forskellige spil, men også hvordan sensoren sådan helt generelt skal agere når du løfter og bevæger musen.


Indstillingsmulighederne er mange, men G Hub kræver i min optik en større overhaling når det kommer til anvendelse i praksis. Selv oplevede jeg med G Pro X Superlight 2c at indstillinger jeg satte til at slå igennem i bestemte spil ikke rigtig gjorde det.

Brug
Selv med den kompakte størrelse, så var det for mig utrolig nemt at spille med G Pro X Superlight 2c. Det var ikke ideelt grundet størrelsen ikke rigtigt passede mig, men som nævnt havde jeg et godt greb om musen og her kom HERO 2 sensoren den til undsætning. G Pro X Superlight 2c er nemlig udstyret med en sensor, der kan gå op til 44K DPI, hvilket er mere end jeg nogensinde får brug for samtidigt med at den kan klare en påvirkning på 88g. Altså når du bevæger lynhurtigt med musen så vil den stadigt opfange det.

Jeg vænnede mig i hvert fald hurtigt til G Pro X Superlight 2c og dem jeg normalt spiller CSGO med kommenterede ikke at jeg var blevet dårligere, så den bestod også vennetesten. Foruden sensor og bevægelse, så er jeg også positivt overrasket over, hvor gode switche Logitech har gjort plads til i G Pro X Superlight 2c. Knapperne føles utroligt præcise og faste. Selv scrollhjulet er nemt at trykke på og rulle præcist.
Jeg spillede både PUBG, CSGO og Redsec med G Pro X Superlight 2c og havde nogle fine games, selvom jeg i clutch tider savnede en mere velkendt form og genveje. Den klarede sig fint og musen gjorde absolut det jeg bad den om. Selv den trådløse forbindelse via LIGHTFORCE-teknologien er ikke noget jeg kan give skylden for at jeg ikke klarede mig bedre end jeg gjorde. Denne var stabil og præcis såvel som sensoren.

Batteri
Producenten oplyser at G Pro X Superlight 2c kan give op til 95 timers gaming på en enkelt opladning og det er mine målinger umiddelbart enige i. Jeg brugte musen nogle timer om dagen, så der var også noget tab mellem dagene at tage højde for, men jeg er sikker på at jeg kunne spille en hel weekend til LAN uden at skulle lade op.

Under min testperiode på to uger var jeg kun henne og lade en enkelt gang og egentlig ikke fordi batteriet var helt afladet. Desuden understøtter G Pro X Superlight 2c trådløs opladning gennem POWERPLAY. Det vil sige at disken i bunden af musen, som kan tages af så du kan opbevare din USB-dongle der under transport, kan erstattes af et POWERPLAY modul, som på den kompatible musemåtte sørger for at der er konstant opladning mens du spiller.

Konklusion
Kort fortalt er G Pro X Superlight 2c en utrolig fed mus, hvis man leder efter noget, der virkelig er let og kompakt. Den er utrolig flot, robust og simpel i designet. G Pro X Superlight 2c egner sig nok bedst til mindre hænder eller i hvert fald dem som ikke spiller med palm-grip. Logitechs G Hub app gør at du også kan tilpasse G Pro X Superlight 2c en hel del, så trods den kompakte form, så får du ret meget for pengene i form af en lav vægt, rigtig solid sensor, trådløs forbindelse og nogle rigtig gode knapper. What’s not to like.
