Med det Logitech G325 vi har fået ind ad døren til test byder producenten på et headset fyldt med funktioner, trådløs forbindelse, komfort og masser af batteritid i en lav vægt. Lyder som en relativt god opskrift, men spørgsmålet er hvordan det hele så “smager”. Det har vi set nærmere på her.
Hvad er der i æsken?
På unboxing siden skuffer Logitech G325 ikke. Det skyldes ikke at der er gjort sindssenygt meget ud af æsken eller selve udpakningsprocessen, men fordi det headset man tager op af æsken simpelthen er så let som det er (212 gram) og så imponerer Logitech ved udeblivelsen af plastik i emballagen. Selve indholdet består også af et ladekabel og en trådløs adapter.

Design
Logitech G325 er i tråd med producentens nye linje af headsets, hvor det futuristiske design er blevet lagt lidt på hylden og vi bliver præsenteret for nogle mere nedtonede designs. Dermed er Logitech G325 en smule mindre iøjefaldende end du måske er vant til fra Logitech.
Der er tale om et headset, der dog har nogle bløde puder på hovedtelefonerne og hovedbøjlen, som med stofspolstring bør give en oplevelse af at din hud og hovedbund nemmere kan ånde. Det giver et flot look, der også føles rart ved berøring, mens selve komforten er noget jeg kommer ind på lidt senere.

Du kan få Logitech G325 i tre forskellige farver. Vores sorte udgave er suppleret med en hvid og lilla farve også. Fælles for dem alle tre er at kablet, som går fra høretelefonerne og op gennem hovedbøjlen, er af en anden og mere iøjefaldende farve end selve headsettet.
På den måde er Logitech G325 en anelse iøjefaldende og opmærksomhedssøgende, men i virkeligheden er det et andet look Logitech egentlig går efter. De har nemlig valgt ikke at inkludere en dedikeret mikrofon med mikrofonarm på Logitech G325. Dette gør designet lidt mere “venligt” i forhold til at kunne bruge det i trafikken og andre steder end på gamingværelset.

Det er dog ikke kun mikrofonen, som er med til at gøre Logitech G325 til et headset, som man kan forestille sig folk gider bruge andre steder end bag hjemmets fire vægge. Designet er nemlig relativt neutralt og det er kun det krøllede kabel, der stikker ud. Det skriger ikke gaming, som nogle tidligere Logitech G headsets har gjort. Den del er der sikkert mange som vil være glade for. Det appellerer til et bredere publikum, men gamere der leder efter noget iøjefaldende og “sejt” vil måske ikke helt være solgt.
På den venstre hovedtelefon finder du knapperne til at styre Logitech G325 med. Der er tænd og sluk knappen, samt Bluetooth knappen, volumenknapper samt en muteknap til mikrofonen. Jeg ville selv foretrække en drejbar volumenknap i stedet for plus og minus i et headset som dette. Trykknapperne giver dog en fin taktil feedback når de bliver trykket på, så det er ikke helt slemt.

Logitech G325 hovedtelefonerne er fleksible til en vis grad. De vipper en smule i alle retninger for at tilpasse sig til det hoved de bliver placeret på. De kan dog ikke dreje hele vejen rundt så du kan hænge dem om nakken uden at de kommer en smule i vejen for din kæbe når du drejer hovedet. De har altså ikke den såkaldte DJ-funktion og kan ikke foldes. Det kan også være en smule besværligt når man skal transportere dem på tur, når nu der er tænkt mobilitet i det hele.
Funktionalitet
For dem som kender G321, som vi testede tidligere eller er i tvivl om, hvilken en af disse man bør købe, skal vide at den helt store forskel er at dette nye G325 nu understøtter Logitech G Hub softwaren. Det synes jeg er ret væsentligt.

G Hub lader dig nemlig indstille Logitech G325 efter dine måder at bruge dit gaming headset på. I G Hub kan du indstille den lyd du hører, men du kan også indstille mikrofonen og altså lyden som kommer fra dig ud mod andre.

Lydkvalitet
Med Logitech G325 får du et par 32 mm lyddrivere til at drive lyden mod dine ører. Disse har en ret fin kvalitet og lyden er generelt godt afbalanceret. Min oplevelse var at der er temmelig god, klar og afbalanceret lyd. Min forventning var måske lav og oplevelsen var overraskende god. Jeg kunne i hvert fald nyde både musik og gaming med G325 og i spil som CS2, hvor lydens retning og placering er vigtig, kunne jeg tydeligt høre ret præcist, hvor lydene kom fra. Desværre er Astralis’ testbane i spillet trukket ud så her måtte jeg igennem nogle games og lytte mig igennem i stedet for.

Du kan tweake lyden relativt meget i appen og styre det i en retning af det du foretrækker, men uanset hvad, så synes jeg at lyden er ret fin, men jeg bliver dog nødt til at nævne at bassen er en tand svær at trække ud ordentligt. Det lukkede design af Logitech G325 gør at lydoplevelsen er ret intens, men mit store hoved gør også at hovedtelefonerne ikke slutter helt omkring mit hoved og mine ører, så lidt lyd slipper ud, men uden at jeg synes det påvirker lyden voldsomt.

Den nævnte mikrofon, som Logitech har valgt at bygge ind i headsettet og anvende beamforming i stedet for en mikrofonarm, kan du høre en indspilning fra ved at klikke på nedenstående link. Selv synes jeg det er en forkert beslutning på et gamingheadset, for lyden er ikke på det niveau jeg forventer af Logitech, der har opkøbt Blue Microphones for at kunne levere (skulle man tro) en langt bedre lydoplevelse på mikrofonsiden end det vi ser forneden. Den er simpelthen for følsom overfor støj, der kommer fra eksterne faktorer og det kan påvirke dit game, især hvis du spiller med dine venner, hvor kommunikationen er vigtig. Det kan gå an i almindelige headset og samtaler, men ikke når man er afhængig af kommunikationen.
Komfort
Som allerede nævnt er Logitech G325 et ret let headset. Det er heller ikke voldsomt stor, så det bidrager naturligvis til den lave vægt, men dette har de dog ikke opnået ved at headsettet er for lille decideret. Selv jeg med mit store hoved (63 cm omkreds) havde en ganske behagelig oplevelse med Logitech G325, som jeg kunne game med i adskillige timer uden problemer.

Logitech G325 ligger ikke tryk på hverken toppen af hovedet eller om ørerne. Ørekoppernes design er luftigt nok til at mine ører kan ånde og dermed oplever jeg heller ikke varmeudvikling derfra. Komfortmæssigt kan jeg ikke sætte fingeren på noget. Tværtimod synes jeg fraværet af en mikrofon er rart for jeg bruger selv en ekstern mikrofon, så det gør mig bestemt ikke noget.
Batteritid
Logitech fortæller os at vi kan forvente mere end femogtyve timers batteritid på en enkelt opladning. En opladning der i øvrigt foregår gennem USB-C porten på headsettet. USB-C forbindelsen er naturligvis et plus, men er også at forvente nu om dage. Der er dog ikke meget plads omkring USB-C kablet til at du kan bruge hvad som helst, hvilket jeg synes er en smule ærgerligt.

Selve brugstiden med en opladning af G325 er oppe på 24 timer og det er i min optik godkendt. Du bør kunne game ret lang tid uden at bekymre dig om opladning og mens du holder dine pauser er det klar igen til flere timer efter opladning. Den trådløse forbindelse som Logitech G325 anvender er LIGHTSPEED teknologien, som sørger for at lyden er hurtig, hvilket også kan være vigtigt når man gamer. Du skal altså ikke forbinde G325 via Bluetooth til din computer, hvis du forventer at game seriøst med det. Gennem Bluetooth understøttes headsettet i øvrigt heller ikke i G Hub softwaren.
Konklusion
Med Logitech G325 leverer producenten et solidt headset til prisen. For dedikerede gamere er designet en anelse “tamt” og udeblivelsen af en dedikeret mikrofon er både et savn og en mangel. Du kan ikke indstille mikrofonen så denne passer til dig og dit brug og lydkvaliteten er bare ikke der hvor man har andre gaming-headsets, deriblandt også Logitechs egne. Hvis man dog anser Logitech G325 som værende en all-arounder som man kan bruge til både casual gaming, mobil og sågar også arbejde, så er der tale om et headset der udemærker sig med en god batteritid og indstillingsmuligheder gennem Logitechs egen app. Logitech har tænkt at G325 skal være et headset, som appellerer til bredden. Dette gælder dog ikke kun designet, men også prismæssigt ligger det et “spiseligt” sted sammenlignet med deres øvrige lineup. I min optik er det som trækker dens pris en tand op integrationen med G Hub softwaren, men alligevel er den en tand pricey for så vidt angår hvor godt det føles og lyder.
Pris og tilgægelighed
Set til 599,-
- Køb Logitech G325
