Vi skal her se på et reboot af Netatmos første produkt, deres meget roste smarte vejrstation. Hvad kan den nye version så, her 13 år efter den første version kom på markedet?
Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi et indendørsmodul inkl strømforsyning, og et udendørsmodul inkl batterier.
Og med i testen fik jeg også en trådløs regnmåler der ligeledes blev leveret med batterier.

Design og funktionalitet
For 13 år siden kom Netatmo ud med deres første produkt som faktisk var en smart vejrstation, og jeg har selv haft en i 11 år nu, så jeg har en god basis for at sammenligne den nye version med den oprindelige. Og da jeg åbnede pakken så jeg at designet var fuldstændigt magen til den “gamle” vejrstation, blot fås den nye version i et par nye flotte farver. Og der er som sådan ikke noget galt med designet. Båden indendørs modulet og udendørsmodulet er bygget som flotte alurør med en hvid detalje foran og indendørsmodulet har en touchknap øverst.

På bagsiden af de to moduler kan vi se at det korte udendørsmodulet har et “nøglehul” så det nemt kan hænges op en skrue.

Det noget større indendørsmodul har et micro-USB stik til strømforsyning. Her synes jeg godt at man kunne have moderniseret lidt og skiftet til USB-C…

Opsætningen starter med indendørsmodulet, det skal på WiFi og så skal man oprette en gratis konto hos Netamo. Man finder Netatmo Weather app’en til sin telefon og så følger man en guide. Det gik ikke helt efter planen i første forsøg…

Jeg gjorde som beskeden fortalte mig og ventede et par minutter, og prøvede igen, så var der hul igennem! Derefter skulle udendørsmodulet kobles til indendørsmodulet. Det krævede at man satte batterierne i, og ventede på en lysdiode blinkede. Batterierne i udendørsmodulet sidder monteret sikkert og tørt bag en låge der åbnes og lukkes med to lange fingerskruer.

Næste step var at koble ekstraudstyret i form af regnmåleren på.

Måleren er lavet i plastik med en klar overdel der leder vandet ind i måleren. Da jeg åbnede måleren for at sætte batterier i, så kunne jeg se mekanismen som er en vippe der tipper og tømmer når den ene side er fyldt med vand, og på den måde tæller hvor meget regn der er kommet.

Også her er batterierne sikret under et låg der lukkes med kraftige fingerskruer.

Når det hele så er koblet sammen, og man har placeret enhederne på nogle fornuftige steder, så kan få hele overblikket over vejret i Netamo Weather app’en.

Øverst ser vi udendørsmodulet der måler barometrisk tryk, luftfugtighed og aktuel temperatur. Ud fra det udregner den også en “feels like” temperatur som skulle give en indikation af hvor koldt eller varmt vejret føles på huden. Den viser også en simpel vejrudsigt for dagen med et symbol, som her er regnvejrsskyer, samt en 5 dage vejrudsigt nederst.
Nederst ser vi målingerne fra indendørsmodulet, der måler de samme ting som udendørsmodulet, men som yderligere også måler lydniveauet i lokalet, samt mængden af CO2 som er en god indikation på luftkvaliteten, og som i i hvert fald viser hvornår man bør åbne et vindue.
Swiper man en gang på øverste del af skærmen, så kommer man til regnmåleren som viser hvor meget regn der er kommet den seneste time, det seneste døgn samt forventet nedbør for døgnet.

Swiper man videre kommer man til sider der både viser Pollen, aktuelt UV index samt luftkvaliteten.



Her er det dog vigtigt at understrege at hverken UV, pollen eller luftkvalitet bliver målt af udendørsmodulet, her er det data fra andre kilder der bliver vist i app’en.
Fra man går online med Netamo Weather station Original så gemmer den de lokale målinger på Netamos servere, ganske gratis. Man kan f.eks. tilgå dem ved at dreje telefonen 90 grader, så kan man vælge hvilke data man vil se, og zoome sig ned i data i stor detaljegrad eller ud og får det store overblik. F.eks., hvor meget larmede vi EGENTLIG da vi holdt fest, og hvor varmt var den der weekend vi havde hedebølge…



Konklusion
Jeg har som sagt haft en Netamo vejrstation de sidste 11 år. Det vil sige jeg har 11 års målinger liggende på Netatmos servere, uden at have betalt noget ekstra for det. Det synes jeg er god service, og oppetiden på data har været utrolig høj. Jeg synes Netamos vejrstation er god kvalitet og den har vist sig at være utrolig driftssikker. Men jeg må også indrømme at når Netatmo annoncerer en ny vejrstation, så forventer jeg også noget nyt. Men det fik jeg ikke… Jeg fik nogle UV-, pollen- og luftkvalitetsmålinger vist i app’en, men umiddelbart er selve hardwaren identisk med den 11 år gamle vejrstation jeg har stående, helt ned til det forældede micro-USB stik…
Det er stadig en glimrende vejrstation i flot design med fede funktioner, jeg har bare svært ved at se det nye i den nye model, men det er måske også derfor de kalder den nye model for “Original”
Pris og tilgængelighed
Neatmo original sæt med indendørs og udendørs enhed koster ca 1300 kroner, og kan bl.a. købes hos Netamo.com
Regnmåleren for sig selv koster ca 620 kroner, og kan ligeledes købes hos Netatmo.com
