Det velkendte Ninja, som vi har stiftet bekendtskab med en del gange her på redaktionen er kommet på markedet med en lidt særlig form for airfryer i form af deres CRISPi serie, der byder på en transportabel frihed og skåle i glas. Det ser vi på i denne test.
Hvad er der i æsken?
Når man begynder at pakke kassen til Ninja CRISPi ud, så er der en del lag man hiver op fra kassen og man ender med nærmest et fyldt køkkenbord med elementer. Indholdet er selve varmeenheden, en adapter til den større af de to skåle, to glasskåle, to låg til skålene og så to non-stick-riste der er sat sammen, som bruges til skålene som man putter maden på toppen af.

Design
Egentlig virker indholdet nærmest som værende overvældende, fordi der er så meget man hiver ud af æsken, men det består egentlig blot af varmeenhed og så to glasskåle, som man bruger til at lave maden i.
Nu forsimpler jeg det måske for meget for det er naturligvis ret fedt at man har to skåle i forskellig størrelse at arbejde med. Det kommer jeg ind på lidt senere.

Det er en god idé at tænde for Ninja CRISPi uden mad den første gang. Den afgiver nemlig første gang en lidt anderledes duft end den gjorde de efterfølgende gange. Måske fordi materialerne er nye, men den lidt særlige duft forsvandt allerede efter første gang føler jeg.
Ninja er et amerikansk mærke og det kommer desværre til udtryk på en lidt uheldig måde med Ninja CRISPi. Det er nemlig sådan at hver eneste del, som man tager op af æsken indeholder advarselsklistermærker på nærmest hver side. Disse klistermærker er ikke helt nemme at pille af og de ender med at skulle nærmest skrabes af. Advarselsklistermærkerne er naturligvis reele nok for enhederne kan blive varme og det skal man være opmærksom på, men det behøver ikke være så besværligt at tage dem af og komme i gang med sin madlavning.

De to skåle er TempWare på henholdsvis 1,4 liter og 3,8 liter og altså i stand til at modstå høj varme, så man behøver ikke frygte de ikke kan holde til det som den 1700 Watt kraftige PowerPod kan udsætte dem for.

Fælles for begge skåle er at de kan vaskes i opvaskemaskine. Det var en klar opgradering for vores vedkommende, eftersom vi har været vant til en Airfryer, som ikke har været egnet til opvaskemaskine og det gør altså noget, når man bare kan smide det i opvaskemaskinen. Dog bliver jeg nødt til at nævne at overfladen på CRISPi skålene gør at det næsten er uundgåeligt at der ligger overskydende vand på dem når man skal tage dem ud af opvaskemaskinen.

Glasskålene har plastikfødder og håndtag i siderne, som dog også bliver varme under brug. Det er derfor anbefalelsesværdigt at tage ovnhandsker på når man skal betjene Ninja CRISPi efter brug. Min erfaring var at de blev en smule mere varme under ristning end airfrying, men uanset er det ikke rart at komme i berøring med bare hænder.
Fødderne gør i øvrigt at du kan stille glasskålene direkte på spisebordet og tage maden ud direkte i stedet for at skullle overføre det til anden skål eller serveringsfad. De medfølgende låg er smarte i den forstand at de lukke skålene af og du kan derfor sætte overskydende mad direkte i køleskabet om du vil, så det kan holde sig friskt til dagen efter eksempelvis.

For at anvende den store skål så skal du sætte PowerPod-adapteren på, som så ikke er nødvendig ved brug af den lille skål på 1,4 liter. Selve PowerPod er en relativt simpel enhed med et display på toppen der med en lysindikator fortæller dig, hvilken af dens funktioner du har aktiveret.
Funktionalitet
Du har fire indstillingsmåder som er Roast, Air Fry, Recrisp og Keep Warm. Disse vælger du med knappen i midten og så har du en start-knap i bunden. I toppen har du plus og minus til at vælge tid for din tilberedning.
Ninja CRISPi får i øvrigt sit navn (antager jeg) fordi den ikke blot er en Air Fryer. Den har også en indstilling, som hedder Roast og denne er i henhold til producenten mere egnet til kødretter og grøntsager, hvor du med en mere blidt cirkuleret varme får et bedre resultat.

Det som undrer mig med Ninja CRISPi er at jeg ikke selv kan vælge varmeniveauet jeg ønsker at sætte den til. Det er derfor nok bedst at prøve sig frem. Det fede er dog så at du har en gennemsigtig skål, så du kan følge med i tilberedningen uden at skulle løfte låget og tjekke status, så timeren er ikke ligeså nødvendig.
Jeg føler at jeg skulle bruge adskillige gange for at lære forskellene mellem Roast og Air Fry og jeg kan ikke bilde jer ind at jeg i min testperiode “nailede” det, selvom jeg godt kan ligge hovedet på blokken for at der er en forskel, men da jeg ikke har en timer og både kødstykker og andre ingredienser kan være forskellige, så kan jeg kun sige at jeg syntes jeg fik nogle fantastiske nuggets ud af den, der var både mere saftige og sprøde end jeg lavede dem i den anden airfryer.

Derudover synes jeg det er meget fedt at man kan Recrispe ting. Det lykkedes faktisk også for os at få de samme nuggets lettere sprøde dagen efter. Ikke ligeså godt som på dagen vi lavede dem, men bestemt dét værd. At kunne holde en madret varm kan jeg godt se fordele af og vi testede den også. Den holder en lav nok temperatur til at man ikke forestiller sig at maden bliver tilberedt, men så kan man tage den direkte ud på tallerkenen når man er klar til at spise. Ikke en funktion vi brugte så meget, men som nævnt kan jeg godt se idéen.

Det jeg lidt savner med Ninja CRISPi er mere plads i skålene. Jeg tænkte umiddelbart at 3,8 liter lød af meget, men det ender med ikke at være voldsomt stort og hvis det skulle gøres rigtigt skulle vi lave kyllingestykker af flere omgange for vores familie på fire. Dér kom funktionen med at hold varmen og gav mening for under stegningen kunne vi ikke ligge stykkerne oven på hinanden (hvis man skal lytte til opskrifterne).
Konklusion
Ninja CRISPi airfryeren er en spændende sag. Dens gennemsigtige skåle er geniale fordi man kan følge med i madlavningen mens man bruger enheden, men det kommer egentlig også som en nødvendighed for du har ikke en temperaturindstilling, så du kan kun ty til timeren og det blotte øje for resultater. Når man har lavet nogle retter et par gange er jeg dog sikker på at man lærer den bedre at kende. Folk i gamle dage havde heller ikke temperaturindstillinger i deres ovne og kunne alligevel godt lave mad. Den giver nogle fine resultater synes jeg og så er det smart med genopvarmnigsfunktionerne og at elementerne der bliver beskidte også kan smides i opvaskemaskinen. Det gør den nem at arbejde med, såvel som dens håndtag også gør.
Positivt
- Nem at vedligeholde
- Nem at komme i gang med
- Låg og fødder på skålene
- Gennemsigtige skåle
Negativt
- Ingen temperaturindstilling
- Lidt for små skåle
