ForsideAnmeldelserTest: Nuphy Halo96 V2 mekanisk tastatur

Test: Nuphy Halo96 V2 mekanisk tastatur

NuPhy har udstyret os med endnu en af deres tastaturer. Denne gang med Halo96 V2, som er et kompakt tastatur, hvor du dog savner meget få knapper. Det er et mekanisk tastatur, hvor du kan skifte både switche, keycaps og designet er – om ikke andet i hvert fald iøjefaldende.  

Hvad er der i æsken? 

Her mangler du ikke noget. Vores Halo96 V2 blev leveret i en sort æske, hvor indholdet jeg kunne tage ud bestod af både tastatur, værktøj til at trække tasterne op med, et USB-kabel i retro farver, USB-modtager til det trådløse signal, ekstra keycaps og ekstra switche.  

Design 

I mine egne “bygselv”-projekter for så vidt angår tastaturer har jeg tit gået og blandet lidt forskellige farver af keycaps for at opnå den lidt farverige, men dog stadig subtile look, som Halo96 V2 har. Her får du det bare out of the box og samlet fra fabrikken.  

De lettere afrundede taster er en smagssag, men her synes jeg de virkelig tilføjer noget charme til det overordnede design af Halo96 V2. De gør at tastaturet ser mindre råt ud, så det kan være det ikke falder i alles smag.  

Personligt synes jeg det er et ret flot tastatur, hvor designet også forstærkes af en høj kvalitetsfølelse fordi tastaturet både er tykt, robust og tungt. Selv på undersiden er fødderne, som kan sættes til to forskellige vinkler, robuste og sågar tunge at trække ud, som er endnu et tegn på robusthed.  

Halo96 V2 laver NuPhy i fem forskellige farvekombinationer. Fælles for dem er at de er med forskellige nuancer, så ikke alle taster er med den præcist samme farve. Den hvide og sorte udgave har sågar helt andre farver blandet ind, som fremgår af vores sorte testeksemplar, mens den blå, grønne og pinke blot er med to toner af samme farve. 

Halo96 V2 er ikke til at rykke ud af stedet når man har sat det ned på sit skrivebord. I hvert fald ikke, hvis man som jeg har en skrivebordsmåtte som både går under mus og tastatur. Her gør kombinationen af et tungt tastatur og en høj friktion at det nærmest er nødvendigt at løfte det førend man kan flytte det. Noget som jeg tænker mange gamere vil sætte pris på.  

Der er RGB-lys i alle taster. Dertil er der faktisk også lys i siderne af tastaturet, så også dit skrivebord får lidt effekt. Se det lidt som Philips Hue på fjernsynet, men hvor du her selv kan styre belysningen. Der er fint kraftig belysning og tastaturet kan sættes til at stå og skifte i alle regnbuens farver om du vil.  

Der er dog lys i NUMLOCK tasten når du aktiverer denne og denne lyser op selvom du egentlig slukker for belysningen i tasterne. Det synes jeg er ret irriterende. Jeg forstår at det betyder man så ikke behøver at have et lys andre steder, men det ser i min optik ret dumt ud når der er én tast ud af det hele, der lyser.  

Der medfølger ikke nogen håndledsstøtte til Halo96 V2 i øvrigt, men en sådan kan du tilkøbe i de samme farver (og flere til), hvis du lyster det. Højden på Halo96 V2 er i min optik faktisk tilpas høj til at det kan retfærdiggøres at man anvender en håndledsstøtte. Det er nemlig med sine 3,29 cm alene på bagsiden af basen ikke et kompakt tastatur på det punkt. Kompaktheden kommer ved at tasterne er skubbet tættere sammen og så også gjort at jeg ikke kan ramme piletasterne selv her efter to ugers testning.  

Funktionalitet 

Først og fremmest, så virker Halo96 V2 out of the boks. Det vil sige det kræver ikke noget for dig at kunne arbejde med det med det samme. Du skal blot huske på dens bagside at vælge om du kører med Windows eller Mac layout på tastaturet. Dernæst finder det selv ud af det. Ud af æsken er der macOS genveje på tasterne, men det er jo så det smukke ved et tastatur som dette, hvor du selv kan skifte keycaps og vælge, hvordan det hele skal se ud.  

Der hvor NuPhy har lidt at arbejde på for så vidt angår Halo96 V2 er netop i opsætningen. Her understøttes tastaturet eksempelvis ikke af nuphy.io, som er tilfældet med mange andre af deres nye tastaturer. Til gengæld skal du gennem VIA-appen, der køres i din browser, men det kræver at du “installerer” tastaturet fordi VIA ikke genkender det nativt.  

Derefter så kan du lege med en del indstillinger, men det er ikke helt problemfrit. Nogle indstillinger føler man ikke virker eller bliver ikke synkroniseret til selve tastaturet. Jeg havde i hvert fald udfordringer med at få genveje og makroer til at virke hver gang. Belysning kunne den godt finde ud af, men ønskede jeg forskellige profiler, der kunne gøre forskellige ting, så var det en kamp.  

Det er lidt ærgerligt at den del skal være så svær for Halo96 V2 er ikke et tastatur man erhverver, hvis man bare har tænkt sig at bruge det som det er ud af boksen. Det er det en smule for dyrt til. Med mulighed for at bytte både keycaps og switche ud, så forventer jeg også at dem som køber dette tastatur netop gør det fordi de har tænkt sig at kunne gøre det mere personligt. Om det så er gennem knapper eller genveje er op til den enkelte. 

Jeg tænker dog der kommer styr på denne del og ret skal være ret, VIA er relativt nemt at finde ud af og kræver ikke nogen app på din computer. Det betyder du nemt kan indstille det uanset om du sidder på Windows, Mac eller sågar Linux.  

Det er uhyre nemt at skifte både keycaps og switche i NuPhy Halo96 V2

Knapper på Halo96 V2 er til gengæld utroligt gode. Det er mekaniske swtiche, som du kan skifte til den feel og aktivering du foretrækker. Vandringen på tasterne er utrolig smooth og ensartet på tværs af tasterne. Der er en lille snært af modstand i vores switche, som jeg godt kunne tænke mig var en smule kraftigere, men det er en smagssag og det fede er jo så netop at du kan skifte til din smag og dit behov.  

Sammenlignet med en masse andre mekaniske tastaturer er Halo96 V2 utroligt stille. Det larmer en smule, men lyden er virkelig godt afdæmpet og du hører ikke den der voldsomme “klonk”-lyd når du rammer bunden. Det skyldes (muligvis) de mange lag, som tastaturet består af og som netop er valgt med formålet at afdæmpe lyden. Hvis du skiller Halo96 V2 ad, så kan du også skifte disse over tid eller til noget andet, hvis du lyster.  

De konkave taster, som også har forskellige højder afhængigt af hvor på tastaturet tasterne er, er noget, der ikke kræver voldsom meget tilvænning. Tværtimod føles det ret naturligt at gå til omend det nok vil være “intimiderende” ved første øjekast for dem, som ikke er forberedte. 

Halo96 V2 er lavet med gamere for øje i øvrigt. Tastaturets trådløse forbindelse understøtter en polling rate på op til 1000 MHz. Det betyder at det kan opdatere tusind gange i sekundet og bør altså kunne følge med selv de mest garvede gamere – og så mig.  

Slutteligt kommer vi til batteritiden i Halo96 V2. Alt afhængigt af om du tænder for belysningen eller ej, så får du også batteritid derefter. Uden belysning får du op til 307 timer og med lys i siderne kun, så får du et sted mellem 89-140 timer og hvis du har lys i det hele så kommer du op på 90 timer. NuPhy er dog ærlige og skriver at hvis du tænder for al belysning og skruer det op til maksimum, så får du faktisk kun 6 timer at nyde dit tastatur i, inden du skal slutte det til strøm. Seks timer er slet ikke nok – punktum.  

Konklusion 

Endnu en gang er jeg solgt. Halo96 V2 er nok et af de bedste prebuilds jeg har haft fornøjelsen af. Det er et tastatur, der virker out of the box og som du sidenhen kan tweake så det passer endnu mere til dine ønsker og behov. Det har et vanvittigt flot design, kraftig og flot RGB-belysning der strækker sig udover tasterne og giver en aura-effekt omkring tastaturet også. Du kan forbinde Halo96 V2 til både kabel og trådløst til både Windows, Mac og Linux. Alt virker og tasterne er decideret dejlige at skrive på. Tasterne er behagelige, præcise og tastaturet er hurtigt. Det eneste men jeg har på designsiden er at området omkring piltasterne er en tand for tæt til min smag.

Det eneste der nager mig ved Halo96 V2 er at batteritiden ved fuld belysningen er så ringe. Dertil er jeg ikke så vild med hvor tæt man har placeret piltasterne. Udover det er der virkelig ikke noget at sætte fingeren på. Halo96 V2 er på alle parametre et fantastisk tastatur, som egner sig til både gamere og os der skriver meget. Du skal lige vænne dig til at opsætning og tilpasning foregår gennem browseren i stedet for en app, men når det spiller, så virker det faktisk ret tosset overhovedet at skulle ty til en software for den åbner jeg selv alligevel kun når jeg skal skifte nogle indstillinger.  

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
NuPhy har udstyret os med endnu en af deres tastaturer. Denne gang med Halo96 V2, som er et kompakt tastatur, hvor du dog savner meget få knapper. Det er et mekanisk tastatur, hvor du kan skifte både switche, keycaps og designet er - om...Test: Nuphy Halo96 V2 mekanisk tastatur