Vi har endnu en gang fået lov at lege med en telefon fra OnePlus, som nu i Nord 5 modellen byder på en del nyt i et flot design, Snapdragon processor og et 144 Hz display, så det ser vi naturligvis nærmere på.
Hvad er der i æsken?
Nord serien fra OnePlus leveres i æsker med en sort top og der er sparet på det at inkludere en strømforsyning. Du får dog telefonen og det ikoniske røde kabel til opladning med samt lidt papirværk.

Design
Vi er med OnePlus Nord 5 i kategorien af smartphones uden buet skærm, hvilket er noget jeg selv er glad for, men det kan være andre savner dette. Til gengæld er rammen omkring displayet på Nord 5 relativt tynd. Det får det 6,83″ store display til at stå frem, men formår dog ikke at give et premium feel over telefonen.
Det gør bagsiden til gengæld en smule, hvor OnePlus har valgt en bagside af glasoverflade. Det er måske med til at gøre telefonen en smule tung, men i vores eksemplar, hvor det ligner at det er lavet af marmor, så virker den ret lækker at se på og ved berøring er den også fint lækker.

Fronten af OnePlus Nord 5 sender ikke det samme signal. I hvert fald ikke når man har skærmen slukket. Det er lidt noget andet når man tænder for skærmen, for denne står ret skarpt, lyst og detaljeret.
Telefonen vejer 211 gram og det kan godt mærkes. OnePlus Nord 5 er nu heller ikke nogen lille telefon, så det er ikke fordi det er den tungeste i sin størrelse. Dog noget man som bruger bør være opmærksom på, hvis man går op i dette.
OnePlus Nord 5 føles trods sin størrelse ret robust bygget, hvilket gør at jeg synes den ligger godt i hånden og ikke som noget, hvor der er sparet på designet for at bringe os i det prispunkt vi befinder os i. Tværtimod så gør, som nævnt især bagsiden, at Nord 5 føles relativt premium.

OnePlus har sørget for at telefonen er IP65-rated. Det er egentlig ikke voldsomt meget, og jeg ville nok holde mig fra pool og hav, men Nord 5 burde dog kunne overleve en tur i regnen.
I venstre side har vi med visse OnePlus telefoner været vant til en smart slider til at skifte mellem forskellige notifikationsniveauer, men denne er ikke at finde på Nord 5. Til gengæld har du en Action knap du kan sætte til forskellige ting og i udgangspunkt kan du bruge det til at aktivere din AI-assistent hurtigt. Placering af knapper på OnePlus Nord 5 føles okay, men fordi telefonen er så stor kan det godt være en anelse svært nemt at nå dem alle ud fra en position.

Funktionalitet
OnePlus udvikler deres eget lag på toppen af Googles android, som de kalder OxygenOS. Denne er ret hurtig og responsiv er min opfattelse og noget jeg altid har kunne lide OnePlus telefoner for.

OxygenOS 15 giver blandt andet integration af AI-elementer, hvor eksempelvis Plus Mind skal hjælpe dig med at skabe og holde overblik over dit digitale liv i form af noter, planer, osv.
Til dette garanterer OnePlus op til fire store OS-opdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer. Det er ellers et område, som OnePlus tidligere har fået relativt meget kritik for. De 4+6 er ganske fint i forhold til, hvad der ellers findes på markedet. Det giver dig som forbruger en tryhed i at telefonen altså ikke bliver gjort sårbar efter for kort tid.
Ydelse
Udstyret med en Snapdragon 8s Gen 3 er en fin CPU at have i sin smartphone. Det er ikke flagskibsmodellen, men Nord 5 telefonen befinder sig nu også i en mellemprisklasse så at sige og her yder den ganske fortrinligt. Telefonen fås med op til 512 GB og vores udgave af telefonen var udstyret med 12 GB RAM.

Både i benchmarks og i de spil jeg smed efter telefonen klarer den sig ganske fint og uden at jeg føler den er langsom til hverken at åbne programmer, kamera eller spil. Jeg smed både PUBG og COD Mobile efter den og havde en ganske fin spilleoplevelse uden at Nord 5 blev voldsomt varm under brug eller laggede.
Display
Som allerede nævnt så er Nord 5 udstyret med en temmelig fin skærm. Den står skarpt og tydeligt, også i direkte sollys. I forhold til de skærme jeg ellers har set i denne prisklasse, så er Nord 5 en af de pænere dog med lidt overeksponerede farver. AMOLED skærmen på 6,83″ er klar, tydelig og flot og du kan sætte opdateringshastigheden op på 144 Hz adaptivt. Det vil sige skærmen vælger selv den optimale refresh rate i forhold til hvad der foregår på skærmen og strømforbrug.

De 144 Hz er dog en sandhed med modifikationer, for du kan som bruger kun aktivere 120 Hz på telefonen, mens de 144 Hz er forbeholdt visse spil, der kan understøtte dette og det eneste spil jeg selv havde og fandt ud af virkede var netop COD Mobile.
Kamera
OnePlus har udstyret Nord 5 med et hovedkamera på 50 Megapixel, et ultravidvinkel på 8 Megapixel og et frontkamera på 50 Megapixel igen.


Som med mange andre kameraer i klassen, så er Nord 5 et der klarer sig bedst under lyse forhold. Jeg vil nærmest gå så vidt og sige at den klarer sig ualmindeligt godt i forhold til sin pris. Kameraet er klart og tydeligt og farverne er i billeder mindre eksponeret end skærmen egentlig viser dette. Der er heller ikke voldsomt meget støj på billederne, men den er ikke glad for zoom. Når man zoomer får man et ret grynet billede allerede fra 5x og op efter.


Dog er jeg fint tilfreds med de billeder som kameraerne formår at opnå i dagslys. Også videoer har en nogenlunde stabilisering og pæn kvalitet. Dér hvor Nord 5 kæmper en smule er når lysforholdene er mindre formidable. Her får jeg lidt blandede resultater og jeg synes det afhænger mere af held end så meget af lys og objekt for jeg kunne tage to billeder af det samme umiddelbart kort tid efter hinanden og få forskellige resultater at skulle forholde mig til.


Du kan slå AI funktioner til for at de kan hjælpe dig med at optimere dine billeder med “AI Perfect Shot” eksempelvis, men det betyder jo så også at dine billeder kan risikere at få et AI-genereret lag på, som egentlig ikke er “ægte”. Hvis du kan leve med dét så kan du få en fin brush up på mange billeder, der ellers ville være af mindre kvalitet.
Batteritid
Med en original OnePlus oplader på 80 Watt eller mere så låser du op for SuperVOOC i Nord 5. Det betyder telefonen kan lade op med 80 Watt og det betyder at den er klar på langt under en time. Det er en af de steder, hvor jeg synes at OnePlus gør det rigtig godt.

Konklusion
Der er med OnePlus Nord 5 tale om en rigtig fin telefon til prisen, hvor du får et flot design og en rigtig fin batteri-/opladnings-oplevelse. Displayet er samtidigt også en af dens styrker i dens prisklasse efter min mening. Der hvor den falder en smule bagud i forhold til mellemsegmentet er dens kamera, der i mørke forhold bliver mere udfordret om end at billederne under gode lysforhold klarer sig rigtig godt til gengæld.
Positivt
- Ydelse
- Kamera til pris i dagligdagen
- Batteritid og opladning
- Nu med fire OS opdateringer
Negativt
- Knap så gode billeder i mørke

[…] tager OnePlus 15 op og i hænderne ser den nemlig ret basic ud og ikke meget mere imponerende end Nord serien, som jeg testede for ikke så lang tid siden. Med OnePlus 15 går producenten mod et mere […]