ForsideAnmeldelserTest: Quad Lock Windscreen/Dash suction mount

Test: Quad Lock Windscreen/Dash suction mount

Vi har fået lov at prøve kræfter med Quad Lock, som skulle være toppen af poppen når det kommer til mobiltelefonholdere. I denne omgang har vi set nærmere på deres forrude holder, hvor vi er blevet udstyret med det nødvendige (og mere til) for at holde en Samsung Galaxy S24 Ultra på plads.

Hvad er der i æsken?

Vi fik vores Quad Lock bundle i adskillige pakker, men fælles for dem var at selve æskerne egentlig ikke sendte et signal om at der her var tale om et decideret robust produkt. Tværtimod er indpakningen ret basal og sågar luftig. Indholdet består af det man skal bruge for at montere sin telefon, men uden selve telefonholderen, så denne skal du købe ved siden af så den også passer til netop din telefon. De fleste iPhone og Samsung har deres dedikerede covers, mens mindre udbredte telefonbrands kræver en universel løsning.

Design

Det første jeg lagde mærke til da jeg pakkede Quad Lock op var hvor robuste selve enhederne i æsken er. Sammenholdt med den beskedne indpakning, så var det en ret stor kontrast. Quad Lock Windshield suction mount er relativt stor og lang og der havde jeg forventet den fleksede mere, men er altså blevet overrasket over, hvor fast den er.

Den vejer såmænd også en del i sig selv og plastikken føles fyldig og stærk. Det sender umiddelbart et godt signal, når det er noget, der skal holde fast på telefoner til flere tusinde kroner.

Den medfølgende holder på Windscreen suction mounten fra Quad Lock er af en sådan type at du skal twiste telefonen på plads og dreje den når du vil sætte den af og på. Det krævede lidt øvelse i starten, men blev til en automatisk proces med tiden. Det er nødvendigt for at den holder og står fast.

Hvis du så derimod investerer i den ekstra del i form af Quad Lock MAG Wireless Charging Head, så får du to fordele. Denne accessory giver dig nemlig MAG-safe opladning, altså trådløs opladning (også på Samsung telefoner) men gør så samtidigt at du bare læner telefonen op ad laderen og så fanger magneterne den. Quad Lock har temmelig mange af sådanne ekstra tilbehør du kan tilkøbe, hvilket kan blive dyrt, men til gengæld gør at du får lige nøjagtig den løsning du skal bruge.

På selve sugeenheden er der et håndtag, som du skal flippe over for at den suger sig fast til den flade overflade du sætter den fast til, altså i vores testtilfælde henholdsvis forruden og så den ekstra plade som Quad Lock sendte os. Dette håndtag er med stor nok modstand til at du skal holde fast i Quad Lock holderen mens du trykker det ned, men så står det altså også bare fast og er ikke faldet af efter flere ugers test.

Designmæssigt kan jeg ikke rigtig anfægte Quad Lock holderen. Den er mere robust end nogen anden holder jeg har haft til bilen og den føles bundsolid. Det er altså ikke noget jeg forventer går i stykker synderligt nemt. Til gengæld så er dens størrelse noget, der gør at jeg ikke kan placere den hvor som helst i bilen. For mit vedkommende, også dels grundet den store telefon, så blev jeg nødt til at placere holderen i venstre side af bilen for at den ikke skulle blokere for meget af mit udsyn når jeg kørte. Jeg forestiller mig at i firehjulstrækkere, hvor forruden er tættere på og går mere lige ned, så ville det være et mindre problem, men størrelsen er bestemt noget man skal være bevidst om med Quad Lock Windshield mount.

Funktionalitet

Min daglige telefon er en Samsung Galaxy S24 Ultra og det er i sig selv en temmelig stor telefon, der vejer 232 gram og har en 6,8″ stor skærm. Når du så putter denne telefon ind i et cover, uanset type, så bliver den telefon en rigtig klods. Jeg var derfor ret spændt på at teste denne telefon af med en holder til bilen.

Da vi af Quad Lock er blevet udstyret med både en “almindelig” holder, såvel som en der har en trådløs oplader indbygget, så var det nærliggende at teste begge to af. Processen med at skifte holder foregår på selve forrudeholderen og er egentlig temmelig lige til. Du bruger den medfølgende unbrakonøgle til at skrue af og på.

På forrudeholderens arm er der så også en skruemekanisme, som du bruger til at stramme holderen. Jo mere du strammer desto sværere bliver det at rykke rundt og indstille telefonen. Det er naturligvis heller ikke meningen at man skal kunne rykke på telefonen for den skal i min optik netop stå fast, der hvor jeg nu har indstillet den. Det kræver dog i tilfælde af Samsung Galaxy S24 Ultra at du strammer ekstra godt grundet dens størrelse og vægt.

Når dén del dog er på plads, så er der dog ikke noget der rykker telefonen ud af kurs eller gør at den falder af under kørslen. Jeg har ellers bevidst kørt over brosten, små bump og også rystet med bilen, hvor jeg fandt det forsvarligt, men holderen stod snorlige.

Hvis du, som jeg, har en forrude i bilen, der er temmelig meget trukket frem, så kan det være svært at montere med sugekop og så stadig have et ordentligt udsyn når du kører. Det nævnte jeg under designsegmentet, men til gengæld kan du tilkøbe en plade fra Quad Lock, der ved hjælp af 3M-tape sætter sig fast til bilens interiør der hvor du så har brug for den og altså gør dig i stand til at bringe telefonen tættere på dig.

Denne type af ekstra tilbehør er egentlig en styrke som Quad Lock i min optik har. Det kan godt gå hen og blive dyrt med alt dette tilkøb bevares, men til gengæld er du selv herre over hvor nemt du kan gøre det for dig selv. Eksempelvis var jeg utrolig glad for den trådløse oplader, som gjorde at min telefon kunne oplade under kørslen uden at jeg skulle smide et kabel i den. Samsung og Android Auto har det dog til tider med at være temmelig hårde ved hinanden, så jeg oplevede desværre også på enkelte ture at den trådløse oplader ikke kunne følge med og min batteristatus bare forblev på eksempelvis 89% og gik hverken op eller ned under en tur på en halv time.

Under brug oplevede jeg på intet tidspunkt at sugekoppen gav op, at telefonen rykkede sig eller at telefonen var svær at sætte af og på holderen. Hele oplevelsen i hele min tid med Quad Lock var bare at det var nemt. Jeg skulle skaffe et længere USB-kabel for at kunne holde dette væk fra mit instrumentbræt fordi min USB-port i bilen er så langt væk da jeg grundet udsyn skulle placere Quad Lock i venstre side, men det synes jeg er en mindre detalje.

Hvis jeg skal være fair, så syntes jeg efter at have testet Quad Lock systemet med deres forskellige MAG mounts at det var en af de bedre holdere til min bil. Det hele er nemt, virker bare og er super robust, men på de danske veje er jeg samtidigt ikke i tvivl om at en “svagere” holder også vil kunne klare musten. Ikke nær så fast og godt som Quad Lock, men rigeligt. Hvis du til gengæld har en holder til din bil nummer to, en motorcykel eller andre steder, så giver Quad Lock i min optik perfekt mening. Især med motorcyklen eller hvis man kører offroad, hvor man forventeligt skal bruge et system der holder, men samtidigt er nemt at bruge. I min daglige kørsel i bil var det rart, men også lidt overkill.

Konklusion

Quad Lock Windscreen er en mobilholder til bilen, hvor du har brug for at den holder uanset hvilket terræn du kører bilen i. Det kan godt virke som en smule overkill for den almindelige billist til lande- og motorvej, men til gengæld ved man lige præcis hvor ens telefon er og så falder den ikke af. Den er fint fleksibel, men den klare styrke for Quad Lock er at du kan tilkøbe og udvide efter behov og så beholde det samme cover på din telefon. Et cover, der yder beskyttelse og egentlig har et robust design, men det er også noget der får din telefon til at være noget tykkere da der kommer en del tykkelse og vægt på for at være kompatibel med de forskellige holdere. Det er smart og holder virkelig godt, hvis altså man kan leve med at det hele bliver en smule mere – bulky. De mange optioner kan dog godt gå hen og blive temmelig dyre i længden.

  • Quad Lock windscreen set til 370 kr.
  • Quad Lock MAG Cover til mobiltelefon set til 290 kr.
  • Quad Lock MAG trådløs oplader adapter set til 480 kr.

Alle produkterne kan købes direkte på Quad Lock’s webshop

REVIEW OVERVIEW

Design
Funktionalitet
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
Vi har fået lov at prøve kræfter med Quad Lock, som skulle være toppen af poppen når det kommer til mobiltelefonholdere. I denne omgang har vi set nærmere på deres forrude holder, hvor vi er blevet udstyret med det nødvendige (og mere til) for...Test: Quad Lock Windscreen/Dash suction mount