fredag, marts 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Roccat Noz gaming headset

Test: Roccat Noz gaming headset

Netop som Roccat annoncerede at de var blevet opkøbt af Turtle Beach lancerer de endnu et gaming headset i form af deres Roccat Noz, som må antages at være designet, udviklet og skabt inden de to virksomheder kunne drage nytte af hinandens teknologier. Lad os derfor se hvor godt Roccat Noz klarer sig.

Hvad er der i æsken?

Fra at have meget distinkte blå farver på deres indpakning går Roccat med Noz i en lidt anden retning hvor kassen stort set er helt sort dog med få lyse detaljer. Trods manglende farverigdom formår de at bringe headsettets billede i front på coveret og på bagsiden finder man lidt tekniske detaljer om selvsamme.

Indholdet i den mørke æske består af selve headsettet med mikrofonen liggende løst ved siden af og på enden af kablet har man en adapter til kombostik fra de to mikrofon/højtaler stik der ellers er på kablet der går fra selve headsettet og ned.

Design

De sorte farver fra æsken går igen på selve headsettet, som også er helt sort, men det hele er ikke i samme nuance. Man har både blanke og matte overflader, der er adskilt med tydelige streger og linier. Ørepuderne er naturligvis også sorte, men disse er ligesom hovedbøjlens pude af stof mens resten af designet stort set er plastik.

Det som ikke er plastik er selve hovedbøjlens indre, som også kommer til syne og her ser man en af de få andre farver der er at finde når man kigger ind til metalbøjlen, som man glider høretelefonerne fra hinanden via for at spænde eller løsne headsettet.

Roccat Noz er et kompakt headset og det fylder nærmest ingenting mellem hænderne. Havde jeg eksempelvis ikke læst specifikationerne for det havde jeg nok aldrig skudt til at lyddriverne er 50mm, hvilket de er. Vægten på blot 210 gram er med til at forstærke dette indtryk af at man har med et ret lille headset at gøre.

Det føltes nærmest skrøbeligt mellem fingrene, så jeg kunne naturligvis ikke dy mig og måtte udsætte det for vridetesten også, som jeg gør med alle headsets jeg kommer i nærheden af. Vridetesten er ganske simpel og går på at vride headsettet i alle sider og leder og kanter. Her lytter og mærker jeg efter tegn der kunne indikerer at headsettet ikke kan holde til at blive brugt intensivt, som man må antage en gamer nu engang gør det.

Under vridetesten klarede Roccat Noz sig egentlig ganske fint. Faktisk var det meget fleksibelt og hovedbøjlen kunne vrides så meget at de to øretelefoner pegede i hver sin retning uden at det ville være i nærheden af at knække. Det er ikke en øvelse jeg vil anbefale man gør for ofte, men det plejer at være et godt tegn at headsettet kan holde til lidt af hvert.

Hovedbøjlens top er i øvrigt overtrukket med læderlook selvom man ved første øjekast tænker det er plastik ligesom resten. De sorte farver snyder en smule faktisk og man har indtrykket af at Roccat Noz er et billigt og skrabet headset indtil man får det mellem hænderne og begynder at nærstudere det, hvor det så bevæger sig en del op ad kvalitetsskalaen uden at den dog stadig oser af luksus hellere. Endnu en detalje der netop bringer kvalitetsfornemmelsen op er selve kablet, som er stofsovertrukket og er derfor lidt mere robust og mindre tilbøjeligt til at vikle sig ind end et gummikabel eksempelvis.

På venstre ørebøf har man alle de ekstra funktioner som er at finde på dette headset. Der er et hul til mikrofonen så man også kan tage denne af i tilfælde af at man eksempelvis ønsker at bruge headsettet mens man render rundt uden for hjemmet. Med mikrofonen påsat ville det nok se lidt sjovt ud i bybilledet, da den ikke kan gemmes væk, selvom mikrofonarmen er ret bøjelig.

På samme øretelefon finder man så også de få knapper Roccat Noz har at gøre med. Disse knapper er til at styre lydniveauet med og til at mute mikrofonen hvis man nu skal snakke med nogen i rummet og det ikke nødvendigvis vedrører dem man spiller sammen med.

Funktionalitet

I næstkommende afsnit kigger vi nærmere på, hvordan det er at leve med Roccat Noz. Der er tale om et plug and play headset uden at man skal installere en masse ekstra software for at tingene virker. I øvrigt lader kombostikket dig bruge headsettet med de fleste nyere spillekonsoller, såsom Xbox One og PS4, hvor man kan slutte Roccat Noz til controllerens lydindgang via 3.5mm jackstick.

Lydkvalitet

Af et gaming headset at være så har Roccat Noz en ganske lys tonesammensætning og det kan jeg godt lide dem for. Det betyder at bunden er en smule moderat i forhold til så meget andet, men til gengæld føler jeg at jeg personligt bedre kan nyde min form for musik, som indeholder genrer såsom jazz, klassisk, rock og ellers afhængigt af humør. Lyden føles ret naturlig og ren og uden at der er fokus på at eksplosionerne i spillene skal være af absolutte proportioner.

Gaminglyden er derimod ganske fint detaljeret og man hører fint detaljerne, som er vigtige i for eksempel multiplayerspil, men man vil måske savne en smule bund i skydespil eller racerspil, hvor man spiller alene og det at pinpointe fjenden er mindre vigtigt. Der er kort sagt ganske fornuftig lyd og med god balance mellem de forskellige toner. Designet er lukket så lydene er ret tætte og kompakte, hvilket hjælper lidt på bassen også.

Mikrofon

Det virker som om det er dette sted at man har kælet mindst på produktet og selvom mikrofonen i Roccat Noz ikke fejler noget decideret man kan sætte en finger på, så er det heller ikke på dette punkt at den skiller sig ud fra mængden. Mikrofonens lydkvalitet er middelmådig og opfanger i øvrigt også støj udefra, som ikke bør være tilfældet, men når der nu er tale om en påmonteret mikrofon så performer den egentlig efter forventningerne.

Komfort

Til trods for at Roccat Noz hovedtelefonerne virker ret kompakte, så er det som om der er tale om en illusion idet resten af designet simpelthen fylder så lidt. Ørepuderne er nemlig store nok selv til mine store ører. Jeg kunne vildt godt tænke mig nogle få millimeter øverst så mine ører ikke rørte indersiden, men det kunne også være værre.

Konstruktionen er i øvrigt lavet således at hovedtelefonerne også bøjer frem og tilbage så de på en bedre måde omslutter hovedet og man oplever på den måde så ikke at de vipper eller på anden vis ikke er tætte omkring ørerne.

Takket være vægten og de stofsovertrukne puder føles Roccat Noz ganske behagelige at have på hovedet og over ørerne. Stoffet sørger også for at huden kan ånde så jeg oplevede eksempelvis ikke at huden eller ørerne var varme selv efter lange spilsessioner. Da det er noget jeg ellers døjer med i et lukket design forventer jeg også de fleste andre vil opleve den samme form for komfort som jeg. De fleste vil i øvrigt også have mere plads til deres ører for mine er ikke de små af slagsen.

Konklusion

Man kan i hvert fald sige at Roccat Noz appellerer til det neutrale publikum, som ønsker et headset, som ikke tiltrækker sig opmærksomhed, hvilket man må sige gør sig gældende for dette headset. Det er ikke ment på en negativ måde, men Roccat Noz er simpelthen nærmest kun sort og skiller sig altså ikke ud. Lydmæssigt har den en fin lys tonesammensætning, som gør at både spil og musik gør sig godt, men for dem der er vante med mere bund og fokus på eksplosioner så er det ganske fin lyd til prisen man har med at gøre. Komforten er helt i top, hvilket man heller ikke må glemme er ret væsentligt for os der sidder og spiller adskillige timer ad gangen.

Positivt

  • Lyd
  • Komfort
  • Kvalitetsfornemmelse
  • Kompakt

Negativt

  • Lidt kedeligt design (sort med sort på)

Pris og tilgængelighed

Set til 549,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Netop som Roccat annoncerede at de var blevet opkøbt af Turtle Beach lancerer de endnu et gaming headset i form af deres Roccat Noz, som må antages at være designet, udviklet og skabt inden de to virksomheder kunne drage nytte af hinandens teknologier. Lad...Test: Roccat Noz gaming headset