Sandberg har lavet en trådløs oplader i et flot design, til en overkommelig pris. Den skal vi se lidt nærmere på her.
Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve den trådløse oplader, samt et USB-C kabel.

Der medfølger altså ingen strømadaptor med i kassen, den skal man selv fremskaffe, og det skal være en der kan levere mindst 15 watt.
Design og funktionalitet
Da jeg pakkede Wireless Charger SleekPad 15W ud, blev jeg overrasket over hvor kompakt den var. Den måler ca 10 cm x 7 cm og er lige under 1 cm høj. Man skal koble sin egen USB oplader til, via et USB-C stik i fronten.

På modsatte side er der en lille lysdiode der indikerer om en opladning er startet. Den er heldigvis ikke særlig kraftig, og har ikke forstyrret min søvn, selvom jeg oplader min telefon på sengebordet.

Opladeren er i et flot design med en aluminium underdel og en overdel i gråt stof. Brugen er nem, man placerer bare sin enhed på pladen, og opladningen starter. Dog skal man lige være sikker på at placere f.eks. sin telefon rigtigt. Hvis den ligger lidt skævt, så starter opladningen altså ikke og man vågner op til en næsten død telefon næste morgen… Den lader med op til 15 watt hvis man har enheder der er kompatible med hurtig trådløs opladning.
Jeg har benyttet den i nogle uger nu, og har ikke haft nogle problemer med den (udover et par gange hvor jeg har “sjusket” og ikke fået placeret telefonen korrekt på pladen)
Konklusion
Sandberg Wireless Charger SleekPad 15W er en pæn trådløs oplader, der understøtter hurtig trådløs opladning med Qi standarden. Under min test stødte jeg ikke på nogle problemer. Det er vigtigt at benytte en god USB-oplader til at forsyne Wireless Charger SleekPad 15W med, for at få fuldt udbytte af den. Det er lidt ærgerligt at der ikke medfølger en i pakken.
Pris og tilgængelighed
Set til 199,-