fredag, februar 13, 2026
ForsideAnmeldelserTest: Shokz OpenDots ONE

Test: Shokz OpenDots ONE

Man skulle tro at man havde set det hele indenfor hovedtelefondesign, men så kommer Shokz, som vi i forvejen kender for innovation på området, med et helt nyt design, hvor deres nye OneDots ONE sættes fast som klemmer omkring ørerne og dem har vi altså haft fornøjelsen af at teste.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Shokz OneDots ONE er af pap og indeholder “blot” selve øretelefonerne i et ladeetui, hvortil der hører et kabel til. Det er på den måde ret minimalistisk, men grundet høretelefonernes design, så bruger disse ikke dutter til forskellige størrelse ører og derfor har du hvad du skal bruge selvom indholdet kan virke beskedent.

Design

OneDots ONE er i ægte Shokz stil nogle pæne høretelefoner, hvor designet bestemt ikke er blevet underprioriteret. Tværtimod så føles de lækre og robuste under fingrene, samtidigt med at den beige/hvide farve med krom får dem til også at se premium ud.

OneDots ONE er på grænsen til at se minimalistiske ud, men der er nok materiale- og farveforskelle til at det ikke helt er tilfældet. Især fordi det er min egen første gang jeg støder på et par hovedtelefoner af denne type, så virker de måske lidt mere sofistikeret end de nødvendigvis er.

Der er tale om et true wireless design, så de to enheder altså ikke er forbundet med et kabel, men der er tale om individuelle trådløse forbindelser til din telefon eller computer. Det giver dig en del frihed for så vidt angår om du vil bruge en eller to ad gangen.

Det rigtig fede ved OneDots ONEs design er at begge enheder er ens og det betyder at der ikke er noget, der hedder højre og venstre, men du tager dem på som det passer dig. Eller rettere så kan det faktisk være en udfordring, hvis du lytter til noget, hvor højre og venstre har en decideret betydning. Det jeg oplevede i den forbindelse var at når jeg tog OneDots ONE ud af æsken og puttede dem på ørerne, så kunne den sagtens finde ud af at sætte dem til højre og venstre selv, selvom jeg byttede rundt på dem i forhold til, hvor de lå i æsken. Hvis jeg flyttede på dem efterfølgende så ville de ikke skifte rundt, så det virker til at æsken fortæller dem om de har ligget til højre eller venstre i æsken. Det er da lidt smart og en fed detalje Shokz har husket.

Ladeetuiet i sig selv indikerer ikke at OneDots ONE er anderledes end andre true wireless, men det bliver tydeligt når man tager dem op. De tre første jeg viste dem til spurgte, hvordan tager man dem på. Det virker ikke helt intuitivt, så det overrasker mig egentlig ikke. Jeg er også selv kommet til at tage dem på således at den højre og venstre øretelefon var sat på med niveauforskel så at sige.

Det er i øvrigt muligt at lade etuiet op via USB-C kabel eller trådløst, men det er ikke muligt at lade øretelefonerne op uden etuiet, så det skal man helst holde frit for vand for etuiet er ikke IP54-rated som sele høretelefonerne er det. Denne rating er i øvrigt “kun” i stand til at lade høretelefonerne overleve regn og sved, men du skal ikke regne med at de overlever en tur under vandet decideret.

Jeg vil gerne pointere at OneDots ONE har et lidt uheldigt design. Ikke noget som har en praktisk betydning, men hvis du kigger på dem fra undersiden, og har lidt sjofle tanker, så ligner det måske lidt for meget noget det ikke var tiltænkt de skulle – eller skulle det?

Funktionalitet

OneDots ONE understøtter en feature, som jeg selv er stor fan af, men det virker til at det kræver at man installerer Shokz’ app for at aktivere den. De kan nemlig forbinde til to enheder på samme tid via MultiPoint pairing. En feature jeg selv benytter mig meget af da det betyder jeg kan bruge samme headset til musik og opkald på både PC og mobil og så skifte mellem dem uden at skulle ind gennem indstillinger hver gang. Det er ikke at forveksle med et kontorheadset, som er programmeret til at skifte mellem enheder mere smidigt, men det virker til at jeg lytter til musik det ene sted, pauser musikken og tager et opkald på den anden enhed – i de fleste tilfælde.

Lydkvalitet

Hovedtelefoner med et åbent design lider af at en del af deres lyd forsvinder ud i intetheden. Der er ikke noget til at holde fast på lyden, så den bevæger sig frit og det resulterer i at lyden kan føles fjern. Lyden i OneDots ONE lider bare ikke af dette i nær så høj grad, som jeg havde frygtet. Dermed ikke sagt at OneDots ONE giver mig en lukket lyd hellere, men derimod en for mig kompromisløs oplevelse når jeg tænker på at jeg er fri for at have noget der ligger direkte inde i mine ører.

Der er to drivere per hovedtelefon, hvilket sammen med Dolby Audio giver en ret god lyd. Jeg forventede et par hovedtelefoner med en meget åben profil, som var ideel til folk, der trænede og ønskede at være opmærksom på trafik, men lydmæssigt overrasker OneDots ONE mig gevaldigt. Der er en rigtig fin detaljegrad og lydniveauet er mere end rigeligt til at jeg ikke behøver at skrue højt op.

Jeg smed mine forskellige test-playlister efter dem og nåede kun at konstatere at bassen er en smule afkortet og kan udfordres af de “forkerte” sange, men alt i alt nød jeg faktisk musikken uanset genre med OneDots ONE.

Komfort

Grundet designet så er OneDots ONE et anderledes type af hovedtelefoner. De kan være lidt besværlige at tage på fordi man skal åbne dem op for at klemme dem om ørerne, men til min store overraskelse, så mærker jeg slet ikke at jeg har noget omkring øret når jeg så får dem sat på.

Udover dén frygt så var jeg også nervøs for om jeg ville mærke til dem når jeg løb og trænede og heller ikke her mærkede jeg noget til OneDots ONE. Min tanke var at jeg ville mærke dem bevæge sig op og ned når jeg rystede med hovedet, men det skete ikke under normal træning i hvert fald. De vejer også kun 6,5 gram stykket så for så vidt angår komfort, så må jeg erkende at jeg nok ikke har haft mange hovedtelefoner, der var mere behagelige at have på.

På samme tid formår OneDots ONE dog at levere en lyd, som føles nærværende til trods for at designet er helt åbent og jeg havde en forventning om at kunne høre trafik og mine omgivelser i langt højere grad. Man er bevidst om sine omgivelser, men det går ikke udover lyden i så høj grad som man kunne frygte når nu at selve lydenheden ikke går direkte ind i øret. Se OneDots ONE som et par “on-ear” i stedet i den forstand, men hvor komforten er helt i top.

Batteritid

En fuld opladning af OneDots ONE tager mellem to og fire timer afhængigt af om du lader via kabel eller trådløst. Denne opladning giver dig så op til cirka 40 timers spilletid. De fyrre timer er producentens angivelse og baseret på at selve øretelefonerne kan holde i op til ti timer og oplades yderligere tre gange via ladeetuiet.

Min egen erfaring siger dog nok snarere at batteritiden er lidt over tredive timer, idet etuiet også mister lidt af at stå mens man bruger sine OneDots ONE. Måske man kan komme tættere på de fyrre timer, hvis man konstant bruger dem og op imod de lidt under ni timer per opladning jeg selv kunne regne mig frem til at de ville holde med min musik og lydniveau. Det er dog bestemt ikke skidt.

Konklusion

For dig, der ønsker et par trådløse hovedtelefoner, der er behagelige at have på, lader dig høre dine omgivelser mens du bruger dem, har et flot design og lydmæssigt heller ikke skuffer, så er OneDots ONE bestemt et kig værd. De er min egen første erfaring med “clip-on”, men de skuffer på ingen måde på de vigtige punkter. Da de er åbne får du dog ikke noget ANC rigtigt og så er de alt for modtagelige for støj omkring dig, hvis du forsøger at føre en samtale. Til træning er de noget nær perfekte for du mærker ikke at du har dem på – eller rettere det gjorde jég ikke.

Positivt:

  • Design
  • Lydkvalitet
  • Komfort

Negativt:

  • Mikrofon

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Design
Funktionalitet
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
Man skulle tro at man havde set det hele indenfor hovedtelefondesign, men så kommer Shokz, som vi i forvejen kender for innovation på området, med et helt nyt design, hvor deres nye OneDots ONE sættes fast som klemmer omkring ørerne og dem har vi...Test: Shokz OpenDots ONE