Siden introduktionen af magsafe, så er der kommet tilbehør, der understøtter denne måde at bruge sine enheder på. Altså hvor opladningen foregår ved at din smartphone bliver holdt fast der hvor den trådløse opladning, Qi, er at finde og et sådant produkt skal vi se nærmere på i denne test, hvor Verbatim har udstyret os med deres Charge n Go powerbank.
Hvad er der i æsken?
Den hvide æske, som i øvrigt er ret skrøbelig og nemt rives i stykker under udpakning, gemmer på selve powerbank, et USB-c ladekabel og så en metalring med klister på den ene af siderne. Denne ring er så du kan sætte det på din telefon, hvis du ikke bruger cover med magsafe (eller lignende teknologi).

Design og funktionalitet
Verbatim har holdt deres Charge n Go powerbank i en størrelse, som gør at du kan have den med i lommen uden problemer. Den er ikke helt så slank som en mobiltelefon, så den kan godt mærkes. De 10.000 mAh har også en vis vægt bag sig, men den var ganske fin at have med i både jakken og tasken.
Overfladen er behagelig og føles slet ikke billig som forventet. Forventningen stammer fra den billige indpakning og ikke fordi jeg nødvendigvis forbinder Verbatim med noget billigt design. Her har vi med en powerbank at gøre, hvor der er tænkt på selve designet og overfladen er på den ene side mat og ret blank på den side, som kommer i berøring med telefonen. Samtidigt er der en fod, som kan vippes mere end halvfems grader så du kan stille telefonen på den og se displayet i en behagelig vinkel rettet mod dig mens den lader op.

Det jeg savner ved Verbatims Charge n Go powerbank er tilslutningsmuligheder. Jeg har set andre powerbanks have samme begrænsning, men disse har været med væsentligt lavere kapacitet. En Powerbank som denne med 10.000 mAh kan oplade en iPhone flere gange og burde derfor også kunne bruges til at lade op med flere porte end den éne der er tilgængelig i bunden af Charge n Go powerbanken.
Til gengæld må jeg dog også indrømme at simpliciteten ved at Verbatim Charge n Go kun har én port man skal forholde sig til er appellerende på sin egen måde. Det gør den ret nem at anvende og man skal kun forholde sig til at det er én og samme port man lader powerbanken med samt den enhed man måtte have lyst til at forbinde til.

Den anden fordel denne simple tilgang også har er at det giver Verbatim mulighed for at holde designet ret clean og det må man altså sige er tilfældet med Charge n Go. Den er næremest elegant af en powerbank at være. Overfladen der peger mod telefonen er nærmest glas-agtig og ser ret flot ud.
Det betyder også at når man anvender powerbanken i stående tilstand på eksempelvis skrivebordet, så ser den clean og flot ud uden at tiltrække sig opmærksomhed på en negativ måde. En powerbank har jeg set i nærmest alle afskygninger og må sige at Verbatims Charge n Go er en af de flottere af slagsen.
Til trods for at designet ikke er det man erhverver en powerbank for, så er Charge n Go en der ikke nødvendigvis sender signalet om at der her er tale om et stort batteri, men derimod noget, som kan “kamofleres” som værende en stander til din telefon, der tilfældigvis også kan lade den op.

Kamofleres er måske så meget sagt for du kan få Verbatim Charge n Go Magnetic i fem forskellige farver og de tre af disse er ret så opmærksomhedssøgende og har nærmest til formål at skille sig ud fra mængden. Det gør dem måske også nemmere at finde i tasken forestiller jeg mig, mens jeg nok selv ville vælge netop den grå som vi havde til test.
Den medfølgende metalring er til dig, der ikke har en af Apples nyere iPhones, som alle understøtter magsafe uden ekstra tilbehør. Ringen gør altså at du kan bruge andre telefoner.

I brug kunne jeg oplade en Samsung Galaxy S24 Ultra halvanden gang ved almindeligt brug, hvor jeg har batteriet nede på cirka 20%. Det er ganske fint og betyder at jeg kan gå på weekend uden en lader, men det er altså ikke 1:1 konvertering fra de 10.000 mAh. Der går lidt varmetab og energitab i det så selvom det er dobbelt så stort som min telefons interne batteri, så klarer vi altså ikke to fulde opladninger. Jeg er dog fint tilfreds med at det hele foregår trådløst. Jeg oplevede dog ikke en synderlig forbedring ved at oplade via den kablede forbindelse. Opladningen var hurtigere over kabel, så det er værd at huske, hvis det haster med opladningen.

Den éne port gør at du dog kun kan lade trådløst mens selve powerbanken lader op, men der er altså pass-through, så mens du har Charge n Go sat til en strømkilde via USB-C porten, så kan du godt oplade telefonen samtidigt, men du kan ikke gøre det via kabel simpelthen fordi der kun er en port.
Konklusion
Jeg er ret vild med Verbatim Charge n Go magnetic fordi den er simpel. Den har en behagelig størrelse uden at gå på kompromis med kapaciteten af batteriet og så kan du få den i mange forskellige farver. Jeg synes man er gået en smule på kompromis med tilslutningsmulighederne, men til gengæld gør det at designet er mere clean og det bevirker sikkert også at prisen holdes i det niveau det kan. Foden du vipper føles lækker og fast nok til at din telefon står stiller der hvor du stiller den til opladning. Den magnetiske tilslutning gør det nemt og hurtigt at sætte sin telefon eller andre enheder til opladning. Det foregår ikke voldsomt hurtigt med den trådløse opladning, men nok til dig med lidt tålmodighed. Verbatim mangler lidt på nogle punkter, men den opvejer det med et pænt og relativt kompakt design. Jeg vile ønske der var flere porte, men alt i alt en fin powerbank til prisen.
