GaN ladere har virkelig været en af de teknologier, som har kunne mærkes på en produktkategori. Derfor ser vi nu på en 100 Watt lader fra Verbatim, som de kan tillade sig at kalde en Mini GaN charger. Strømforsyninger er begyndt at have flere Watt, men at fylde mindre. Denne ser vi nærmere på i denne test.
Hvad er der i æsken?
I kassen står Verbatim Mini GaN opladeren alene. Der er dermed ikke nogle kabler med til, så disse skal du selv sørge for. Dog er der tre forskellige adaptere, så du kan bruge denne oplader i EU, UK og US. Selve indpakningen er ret simpel og holdt fri for plastik, så det er fint positivt, men udover en lille kort manual er der altså ikke mere at hente her.

Design
Verbatim leverer en lille sort æske, der på den ene side har adapterholder til de tre forskellige medfølgende stik, så du hurtigt kan skifte, hvis du nu skal rejse til enten UK eller US og bruge et andet stik. Det er ret smart på denne måde at kunne slippe for eksterne adaptere.
På det jeg vil kalde undersiden af Verbatim Mini GaN 100 W har du tre porte at gøre godt med. De to af dem værende USB-C og den sidste er en USB-A der er markeret rød indvendigt. Jeg ved ikke om den røde farve er for at signalere Verbatim, da deres logo har denne farve, eller det er for at indikere at A-porten er på op til 30 Watt.

Verbatim Mini GaN er dog også lidt speciel på designet, idet producenten har medtaget et lille display til at vise dig, hvor mange Watt de forskellige tilsluttede enheder trækker fra den. Displayet er i stand til at vise farver og viser Verbatim logoet, hver gang der sluttes en enhed til den og den genstarter sin beregning af hvad der er sluttet til.
Displayet viser ganske enkelte, hvor mange Watt de tre porte bidrager med. Der er tale om et live billede, så du kan følge med hvis tallene ændrer sig, hvilket de nærmest gør hele tiden. Især, hvis du bruger din laptop mens den lader op.
På displayet er der også en touch knap, som du bruger til at skifte mellem de forskellige views, som skærmen kan vise. Dette kan være, hvor meget strøm den maksimalt kan give og her begrænser enheden den samlede effekt afhængigt af hvor mange enheder, der er sluttet til. Med noget i hver port får du under 90 Watt sammenlagt eksempelvis. Den anden er en timer, der viser, hvor længe opladeren har været i gang siden den genstartede timeren og denne del er ikke så dum for så kan du se, hvor meget strøm du har fået på din enhed i perioden og regne ud, hvor effektivt den tager imod strøm, skulle du være i tvivl.
Sammenlignet med traditionelle silicium-baserede opladere, så fylder Verbatim Mini GaN cirka det samme som en 65 Watt lader ville gøre. Her er der blot næsten den dobbelte effekt med op til 100 Watt at gøre godt med.

Trods kompaktheden er Verbatim Mini GaN ret robust. Den føles i hvert fald sådan med sit mat sorte finish, som føles solidt. Det er fremstillet i flammehæmmende polykarbonat, selvom man naturligvis ikke forventer det bryder i brand, men siden det er noget, der har med strøm at gøre er det nok bedst at være på den sikrere side.
Funktionalitet
Selvom Verbatim Mini GaN 100 W er udstyret med et smart display, som kan vise dig forskellige informationer, så er der i bund og grund stadig tale om en strømforsyning, så det burde ikke være rocket science at komme i gang med den.
Dog er der nogle ting at være opmærksom på. De to USB-C porte er identiske og leverer op til 100 Watt totalt, hvilket vil sige at du kan slutte en computer til den ene port og få de fulde 100 Watt, men hvis du slutter en anden enhed til den anden USB-C port, så bruger Verbatim Mini GaN intelligent strømfordeling til at dele strømmen mellem enhederne.
Det samme gælder i øvrigt når du så slutter noget til USB-A porten, der i sig selv leverer op til 30 Watt med de rette kabler. Det er en ret fin hastighed af en USB-A port at være i øvrigt. De samlede 100 Watt giver dig mulighed for i ret høj hastighed at oplade en almindelig laptop, en smarthpone og eventuelt et smartwatch fra en og samme strømforsyning.

Årsagen til at jeg skriver almindelig laptop foroven er fordi jeg også sidder med en Zbook Ultra G1a workstation fra HP og den gav mig lidt frustration med Verbatim Mini GaN for den stjal simpelthen strømme fra enheden. Uanset om jeg sluttede denne laptop til først eller sidst, så ville den resette enheden og stjæle de fulde 100 Watt uden at der så var noget tilbage til de andre enheder. Laptoppen her kører nemlig med op til 140 Watt og laver i øvrigt samme nummer på andre opladere med intelligent strømforsyning.
Verbatim Mini GaN 100 W er udstyret med usynlige features også. Udover det man kalder PPS, altså Programmable Power Supply, som lader opladeren justere spænding og styrke så din enheder bliver opladt hurtigst muligt uden at gå på kompromis med varmeudvikling eller sikkerhed.

Det er nemlig sådan at Verbatim Mini GaN har indbyggede beskyttelsesmekanismer, der skal beskytte mod overspænding, overstrøm, korstslutning og overophedning. Jeg oplevede i hvert fald en “kølig” oplader uanset om jeg brugte dens fulde styrke på én port eller fordelte det på tværs af portene med adskillige enheder tilsluttet.
Konklusion
GaN-teknologien har nærmest været en velsignelse i sig selv som teknologi med opladere, der fylder så lidt du kan have dem med i lommen. Med Verbatim Mini GaN 100 W charger får du så en 100 Watt strømforsyning med tre porte og et display du med lidt god vilje også kan presse ned i en bukselomme. Et er at den har intelligent strømstyring og jeg ikke skal bekymre mig om at den leverer den rigtige mængde strøm mulig på tværs af mine enheder. Noget andet er at jeg får tre adaptere med i æsken så jeg kan bruge opladeren når jeg er ude at rejse også. Ikke at det sker så tit for mit vedkommende, men det er da et plus. Displayet er i min optik en gimmick og unødvendig, men det er nu meget sjovt at finde ud af, hvor meget ens enheder præcist trækker på en sådan oplader, især når den fordeler det på forskellige enheder. I øvrigt har Verbatim Mini GaN et design, der ser ud til at ville holde i lang tid da det er robust og solidt, hvilket ikke er at underkende.
