Affugtere har normalt været forbundet med store, klodsede og larmende enheder der ikke rigtig passer ind i et moderne hjem. Heldigvis er der efterhånden en del pænere alternativer på markedet og Smart Dehumidifier Lite fra Xiaomi er efter min mening én af dem!
Men… hvorfor overhovedet investere i en affugter til et almindeligt hjem? Jo det kan der faktisk være flere gode årsager til, men den mest åbenlyse er at det kan gøre det langt hurtigere at tørre vasketøjet indendørs – samtidig med at du undgår for høj luftfugtighed grundet selvsamme vasketøj.
Hvad er der i kassen?
Smart Dehumidifier Lite kommer i en stor kasse og én ting skal man være opmærksom på når man pakker den ud. Der er kompressor med kølemiddel i enheden, så derfor skal den, efter udpakning, gerne have lov at stå oprejst ca. 4 timer inden man tager den i brug.
I kassen er der kun selve affugeren, en dræmslange samt en vejledning.
Designet
Smart Dehumidifier Lite er cylinderformet og fylder lidt i landskabet med sine
290x520mm – til gengæld gør det diskrete design at man sagtens kan placere den i hjemmet uden den skæmmer.
Fronten er helt “clean” og bagtil er det kun udluftningsriller og den aftagelige vandtank der ses. Øverst er selve kontrolpanelet der er touch-betjent og som kun består af 5 knapper samt et meget simpelt display. Det er herunder at selve blæseren er placeret – hvorfor der ses endnu nogle ventilationsriller øverst.

Under bunden er der hjul, så Smart Dehumidifier Lite nemt kan flyttes rundt – det er faktisk en virkelig god detalje som er praktisk i hverdagen. Ledningen er integreret og den kunne jeg måske godt have tænkt mig var løs, så man kunne have skiftet den til en passende længde, uden at skulle have en stikdåse eller forlængerledning på.

Det er måske lidt sat på spidsen at kalde Smart Dehumidifier Lite for pæn, men jeg vil sige at det absolut er en af de pæneste og mest diskrete affugtere jeg er stødt på!
App styring
Smart Dehumidifier Lite kan naturligvis styres via knapperne på toppen, men som så mange andre enheder idag er den naturligvis “smart” og kan styres via Xiaomi’s app.
Via app’en kan man først og fremme få overblik over temperatur og luftfugtighed i det rum hvor Smart Dehumidifier Lite er placeret. Man tænde og slukke for enheden, opsætte timere og vælge tilstand – den har nemlig en traditionel “affugter” tilstand til at nedbringe luftfugtigheden i lokalet, samt en “tørre tøj” funktion hvor blæseren i højere grad kommer i spil for at nedsætte tørretiden – slutteligt er der en “sleep mode” funktion hvor støjen er minimal, så den kan kører om natten uden at genere.
I app’en kan man bl.a. indstille den ønskede luftfugtighed, så kører den indtil denne er opnået, den kan også kører i x antal timer ifm. tørring af tøj – al styres og indstilles nemt via app’en. Da den kører på ens lokale Wi-Fi, er der også adgang til enheden selvom man ikke er på sit lokale netværk – det kan være ret praktisk, da den så kan tændes og slukkes selvom man ikke er hjemme.
Tør vasketøjet på rekordtid!
De fleste af os er nødt til at tørre vasketøjet indenfor, i hvert fald i vinterhalvåret. Det kan godt give et lidt “træls” indeklima når man placerer 1 eller 2 tørrestativer fyldt med vasketøj, for ofte ender det i et forholdsvis lille rum – så man slipper for at skulle se på det i stue eller alrum.
Her kan man med fordel bruge en affugter, for ikke nok med at tørretiden nedsættes markant, luftfugtigheden i lokalet holdes der også styr på – så det ikke bliver klamt og fugtigt og skaber et dårligt klima.
Jeg har bl.a. testet Smart Dehumidifier Lite ved at lade den kører et par timer i et rum, for derefter at stille 2 tørrestativer med vasketøj i samme rum. Her ses det straks at luftfugtigheden stiger nogle procenter… Men Smart Dehumidifier Lite får hurtigt styr på luftfugtigheden og takket være blæseren får den også cirkuleret luften, så tørretiden nedsættes markant.
Har man et rum der bruges til træning, enten indendørs, i et skur eller lign., er en affugter også meget velegnet til at holde styr på luftfugtigheden – og særligt hvis det er et u-opvarmet rum, da man så slipper for kondens og potentielle skader i form af skimmel og lign. Her er en “smart” affugter som Smart Dehumidifier Lite også ret snedig, da man på afstand kan tjekke luftfugtigheden og sætte den igang ved behov – det samme gør sig gældende hvis man har en lidt fugtig kælder eksempelvis.
Smart Dehumidifier Lite i praksis
Udover at være rimelig pæn at se på og nem at betjene via app eller touchpanel – så er Smart Dehumidifier Lite ganske støjsvag og har en stor 3 liters tank – så man behøver ikke tømme den ret tit. Har man mulighed for afløb i nærheden, kan der monteres en afløbsslange så vandet afledes direkte. Filteret kan i øvrigt afmonteres og vaskes, så man ikke skal rende og købe nyt filter i tide og utide.
Xiaomi anbefaler Smart Dehumidifier Lite til følgende rum-størrelser/brugsscenarier:
- Soveværelse – 20-25 m2
- Lagerlokale/opbevaringsrum – 10-15 m2
- Badeværelse – 8-15 m2
- Vaske/tørrerum – 5-8 m2
Konklusion
En affugter bliver nok aldrig en “gadget” og noget man springer ud og køber fordi der kommer en ny og smart model – men har man behov for at holde styr på luftfugtigheden derhjemme, hvadenten det er i en kælder, et træningslokale eller ifm. tørring af tøj – så er Smart Dehumidifier Lite et ret godt bud! Den er rated til 13 liter i døgnet, støjsvag i brug, kan styres med app – og så er den faktisk ganske pæn!
Prismæssigt er der heller ikke rigtig noget at sætte en finger på, den fås pt. til ca. 1600,- og det er absolut rimelig for en affugter med disse specifikationer og så pænt et design!
Pris og tilgængelighed
Set til 1599,-
- Fås bl.a. hos Proshop.dk og Elgiganten.dk
