Det er altid interessant at se en skuespiller bevæge sig udenfor sin normale komfortzone og dermed prøve kræfter med nogle andre aspekter af filmens muligheder. Her finder man enten ud af, om skuespilleren er alsidig og kan bevæge sig frit mellem genrene, eller blot skal holde sig til sin givne genreramme. Jennifer Aniston er uden tvivl en skuespiller, man forbinder med komediefilmen og ofte plat humor, hvilket virker til at være hendes kald – nu har hun dog brudt sit image og prøvet kræfter med en lidt mere seriøst, dramatisk vinkel i Cake. Jeg har se nærmere på sagerne og undersøgt, hvorvidt hun burde have holdt sig til ’Rachel’-humor.
Filmen følger den kriseramte Claire (Jennifer Aniston), som efter en tragisk ulykke fuldstændigt har mistet grebet om sin hverdag – hun har smerter, ser syner og lader sin vrede gå udover sine nærmeste. Da en af kvinderne i hendes støttegruppe begår selvmord, bliver Claire fascineret af denne kvinde. Hendes fascination leder hende på et andet spor i livet, som måske kan få hende på rette køl igen.
Ved første øjekast virker filmen til at være en gennemtænkt fortælling om sindets magt over kroppen, men formår dig ikke helt at leve op til det lovende niveau, man oplever i starten. Den dykker kortvarigt ned under huden på den kriseramte kvinde, men forholder sig derefter meget ved overfladen af problemerne uden nogen decideret dybdegående behandling af den forstyrrede kvinde. Her kunne man godt have brugt lidt mere skarpsindige vinklinger på Claires lidelse, og ikke blot en meget gængs form for balance mellem stor sorg og pylren.
Jennifer Aniston er dog den vigtigste faktor ved filmen, da hun formår at bryde sit humor-image, og i stedet viser et meget realistisk og råt for usødet billede af en kvinde i nød. Hun har fjernet al makeuppen, smidt de stramme toppe væk og i stedet gået all-in på karakterens manglende evne til at fungere som et helt menneske. Det er dog ikke noget Oscar-værdigt skuespil, men giver alligevel en ret følelsesladet indsats hele vejen i gennem – hun blev også nomineret til en Golden Globe for sin præstation, hvilket leder til den overbevisning, at jeg ikke er den eneste, som værdsætter hendes midlertidige skift fra den ’nemme’ humor. Man får Aniston at se på en helt anderledes måde, hvilket giver en herlig oplevelse af diversitet og udvikling i en skuespillers evner. Hun spiller både en elskværdig, kriseramte person, men samtidig en ustyrligt irriterende hypokonder, som man bare har lyst til at ruske i. Hun skaber en nødvendig dualitet i personen, som man bliver grebet af hele vejen i gennem filmen.
Hendes præstation kan dog ikke redde filmen fra at være noget af en kedelig affære – Claire har nogle obligatoriske nedsmeltninger og en række personer omkring hende, som enten hjælper hende eller vil hjælpes, men den byder ikke rigtig ind med noget nyt. På papir har idéen utroligt mange gode aspekter at benytte sig af, men filmen dvæler for meget ved små detaljer, som ikke bringer de vigtige følelser nok frem i lyset. Den langsommelige proces i Claires udvikling er tempoforladt og ganske forudsigelig, hvilket godt kan gøre filmen en smule irriterende – den rummer solidt skuespil, men formår ikke at skabe de nødvendige rammer til at tingene kan spille sammen i harmoni.
Samlet set er Cake en meget blandet fornøjelse – man frydes over at se Aniston uden for komfortzonen, men har samtidig svært ved at se filmen til ende på grund af den kedelige udvikling. Filmens handling er hurtigt glemt, men Aniston formår dig at sætte sit præg på tilskueren.
Pris og tilgængelighed
Release: 18-06-15 på DVD.
Se aktuel pris hos PriceRunner
Cake trailer
Jeg har haft en helt anden oplevelse af filmen. Nu har jeg set den to gange, og været lige berørt begge gange.
For mig at se handler den om en kæmpe sorg som dulmes i et pillemisbrug. De fysiske smerter er blot en lille del af det hele, som på en måde er en god grund at dække misbruget ind under.
Filmen rammer mig i sin skildring af misbrug – og hele misbrugets natur.
Misbrug har jeg haft helt tæt på, og kan derfor sige, at denne skildring er knivskarp. Du kan først hjælpes, når du er klar til at se på din smerte – og tage et personligt ansvar.
Historien med Ninas spøgelse illustrerer både hendes sorgproces og hendes misbrugs hallucinationer helt eminent.
Jeg er fan. Og jeg synes Aniston bærer den helt fantastisk igennem. Man får jo næsten selv helt ondt i både krop og sjæl når man ser på. <3