fredag, maj 3, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Blind (DVD)

Anmeldelse: Blind (DVD)

1

Skandinaviske produktioner har efter min smag altid været ganske interessante, da man kan få kreeret nogle unikke filmoplevelser ud fra den kulturelle forskellighed, man oplever rundt omkring i verden. Hos os i Skandinavien har vi ofte en meget lempelig attitude overfor censur og ’råt for usødet’-handlinger og det resulterer ofte i nogle grænseoverskridende og spændende kreationer. Det næste punkt på anmelderlisten lander på den norske produktion ’Blind’, som bestemt er en ganske nytænkende og særagnet fortælling.

Vi følger den unge Ingrid, som inden for kort tid har mistet synet på grund af en sygdom. Hun har svært ved at komme videre med sit liv og tilbringer det meste af dagen med at sidde i sin lejlighed og skrive romaner. Hendes kæreste støtter hende, så godt han kan, men hun frygter, at de går fra hinanden. I takt med at hun bliver mere og mere isoleret i sine romanfortællinger, jo mere sløres grænsen mellem fantasi og virkeligheden for vores uheldsramte hovedperson.

Filmen fortæller en historie om, hvordan man vænner sig til at have mistet synet. Den giver gode eksempler på de potentielle udfald, der kan forekomme, når et menneske mister en af livets vigtigste sanser. Men filmen fortæller også historien om, hvordan man kan miste forstanden i sine følelsers og fantasiers vold. Filmen fortælles gennem hovedpersonens hektiske romanskrivning, og ofte ved man ikke rigtig, hvor grænsen mellem realisme og fiktion befinder sig. Fortællingerne skifter uanmeldt location og karakter alt efter, hvordan tingene lige udspiller sig i hovedet på Ingrid. Det giver et meget forvirrende plot, men også en herlig substans i konceptet. Den byder på sjove forestillinger om ’expectation vs. reality’ og sætter fantasien op mod virkeligheden i en skarp kontrast.

Selve fortællingen er blandet sammen af en masse små historier, som flettes sammen på kryds og tværs af fiktionaliteten og realiteten og fortællingerne er faktisk ganske gode. De forskellige karakterer i hovedpersonens romaner kan muligvis også være en afspejling af hendes egen fortvivlende personlighed.  Det som virkelig springer i øjnene er den fornemme klipning, som formår at gøre den meget minimalistiske handling ganske spændende. Historierne er nænsomt struktureret i et flygtigt plot, som hele tiden skifter fokus. Det er en meget stor mundfuld for instruktøren at basere en films handlinger på en blind persons tankefulde associationer, men taget i betragtning af udfaldet fungerer det ganske godt. Vi får hele tiden en dybt professionel krydsklipning mellem den verden, vi ser, og den verden, den blinde kvinde ser. På den måde skabes der en meget original dynamik i den visuelle side og dette turbulente modsætningspar sætter virkelig tankerne i gang hos tilskueren.

Handlingen udforsker en masse genkendelige menneskeportrætter – den generte perversionsdyrker, den socialforladte optimist og en masse andre persongallerier spiller sammen i et lidt vovet, mystisk virvar af flygtige følelser.  Den forsøger dog på visse punkter at ramme et lidt for intellektuelt niveau, da den af og til bliver lidt for grandios i sine følelsesmæssige ytringer. Det er heldigvis for det meste behersket og fokuseret overordnet setpå få karakterer indenfor et lukket univers. Den klaustrofobiske fornemmelse i handlingen giver en større frustrationsfornemmelse og skaber den rette stemning til konceptet. Hvordan fortsætter man med sin verden, når ens visuelle verden bliver slukket for? Kvinden i filmen lukker sig inde i sig selv og udforsker krogene af sin egen fantasi frem for at stable en ny, anderledes tilværelse på benene. Hun er ikke rigtig villig til at acceptere sin skæbne, og lever derfor sit liv gennem andre, fiktive mennesker frem for sit eget, blinde liv.

Samlet set er denne produktion ganske lovende og kommer på banen med nogle velovervejede, filosofiske aspekter såvel som et realistisk indblik i et menneskets hektiske følelsesliv under stort pres. Den kan varmt anbefales til folk med lyst til eksperimenterende handlinger og en meget minimalistisk tilgang til livets finurligheder.

Pris og tilgængelighed

Release: 22-01-15 på DVD.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Blind Trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer