fredag, maj 3, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Silver Linnings Playbook /Blu-ray

Anmeldelse: Silver Linnings Playbook /Blu-ray

movie_files_2357

Kærlighedskomedier er uden tvivl ikke en mangelvare i Hollywood for tiden, hvilket sætter stort pres på fremtidige instruktører, som har lyst til at beskæftige sig med forholdet mellem mand og kvinde. Klicheerne er stablet op som en kæmpemur, hvor man som instruktør er nødt til enten at bryde muren ned med et frisk pust, eller finde en vej uden om muren med en række velovervejede tiltag. David O. Russell har taget kampen op og man må virkelig sige, at han med god samvittighed kan triumfere over sit resultat.

Silver Linings Playbook er navnet på hans nyeste kærlighedsfilm, som dykker ned i de dysfunktionelle aspekter af menneskers forhold til hinanden, samt hvordan kærligheden sommetider bevæger sig gennem uigennemskuelige veje. Vi følger den lettere mentalforstyrrede Pat (Bradley Cooper), som bliver lukket ud fra sin anstalt et par dage for tidligt. Hans uheldige forhold til sin ekskone Nikki har kastet ham i hans følelsers vold, men da han efter egen mening tror på, at han er klar til at vinde hende tilbage, kaster han sig ud i et genoptræningsprojekt for ham selv. Han er dog ikke forberedt på at møde den charmerende pige Tiffany (Jennifer Lawrence), som på en lidt anderledes måde sidder i samme båd som ham. Deres sociale mangler og forstyrrende kærlighedssituation samt hendes skæve attitude og charmerende særhed driver dem mod hinanden på en anderledes, skæv og ikke mindst underholdende måde.

Hele konceptet i filmen kan nærmest betegnes med ordet ’skæv’. Handlingen er tilpas anderledes og i stedet for et overdrevent romantisk forløb viser filmen, hvordan livets op- og nedture ofte kan både udvikle sig til positive og negative ting. Filmen drives af Coopers enorme følelsesladede skuespil, som på uventede måder påvirker familiens forhold til hinanden og Robert De Niro viser en bjergtagende emotionel side af sig selv. Handlingen fokuserer næsten 100 % på personernes individuelle personligheder og indbyrdes interaktioner, hvilket virkelig giver skuespillerne masser af plads til at boltre sig i. Biroller spillet af Chris Tucker som Pats ven og bl.a. Jacki Weaver som den kære moder giver filmen et utal af flere aspekter, hvilket får seeren til at blive opslugt af det uendelige univers indenfor filmen rammer. Jennifer Lawrence stjæler hele billedet med sit utroligt charmerende, velspillende og ikke mindst djævelsk betagende skuespil fra start til slut – det er ikke noget under, at hun løb af stablen med Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle, da hun virkelig leverer en troværdig præstation som den uheldsramte kvinde i identitetskrise.

Handlingen er utrolig anderledes og skruet sammen på en så absurd velfungerende måde, at man virkelig kan se den røde tråd i kaosset. Det kaotiske handling drives af skuespillernes helt i gennem fantastiske evner, og vejen til kærligheden mellem de to hovedpersoner kommer på helt uventede måder. På den måde har instruktøren formået at dreje kærlighedskonceptet 180 grader, så de klassiske klicheer er fjernet, originaliteten får frit spil og filmen står derfor tilbage som en unik oplevelse for alle pengene. Temaer såsom bipolare lidelser og depressioner giver en uventet dynamik i filmen, som sætter nye standarder for nutidige kærlighedsfilm.

Det er længe siden at undertegnede har set så stærk en kærlighedsfilm og ikke mindst kærlighedsforbindelse mellem to atypiske skuespillere, og man kan ikke andet end tage hatten af for det enormt veludførte stykke arbejde af David O. Russell. Filmen dykker længere ned end forholdet mellem mand og kvinde, og går i dybden med bl.a. Pats forhold til den OCD-drevne far og moderen, som blot forsøger at holde sammen på den lidt utilpassede familiesituation. O. Russell giver sig i kast med sindslidelser, svære forhold og ikke mindst den klassiske forestilling om, at man skal lide et nederlag for man kan rejse sig selv op igen. Filmen fortæller desuden, at man ikke altid kan komme på benene af sig selv, men at hjælpen og kærligheden ofte findes de steder, hvor man mindst forventer det. På den måde bryder instruktøren med de ofte intetsigende og stereotypiske familieforhold, hvor han i stedet dykker ned i mere realistiske og fængende aspekter.

Samlet set er Silver Linings Playbook en atypisk kærlighedsfilm, som på grund af sin skæve opsætning rammer fuldstændig plet. Skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde, og driver hele filmen mod nye, uanede højder. De forskellige forhold, historier og personligheder byder på et usædvanligt nærvær mellem seeren og skuespillerne. Man kan ikke andet end at nyde de to timer af O. Russels originale kærlighedsfilm, som rammer lige i solar plexus og placerer sig selv som en kandidat til en af årets bedste film i 2013.

Ekstramateriale

På bonusområdet finder man bl.a. en række interessante fraklip og slettede scener, som giver et indblik i, hvordan filmen ellers kunne have set ud. Derudover får man mulighed for at se en sammenklippet optagelse af forskellige interviews med stjernerne og instruktøren, som giver deres kommentarer til filmen. Som noget af det sidste kan man lære at danse som Pat og Tiffany, hvilket fungerer som en morsom afrunding på filmen. Samlet set er der ikke specielt store muligheder i bonussektionen, men indholdet formår alligevel at levere en række ekstra godter på udgivelsen.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 199,-
Find forhandler og den bedste pris på Silver Linnings Playbook

Silver Linnings Playbook trailer

[youtube id=”2MP7A1k8Jr0″ width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer