Sandberg har virkelig taget den trådløse opladningsteknologi til sig og byder på adskillige produkter, så man selv kan vælge det som passer én bedst. I denne omgang har vi fået Wireless Charger Pad til test, som skiller sig ud ved at være lidt mere lækker i designet.
Hvad er der i æsken?
Til trods for at Charger Pad er tiltænkt et publikum, der kræver lidt mere af designet, så leverer Sandberg den i deres ellers så velkendte æske med blå og sort farve og budgetvenlig løsning. Indholdet består af selve opladeplane og et USB-C til USB-A kabel.
Design og funktionalitet
Der findes et hav af trådløse opladere på markedet. De er naturligvis blevet populære samtidigt med at trådløs opladning nærmest er et must i en moderne smartphone. Folk kan sågar finde på at gå udenom køb af en ny telefon, hvis ikke den også har trådløs opladning.
Langt størstedelen (og nu kommer en personlig vurdering) af trådløse opladere er basale i deres designs og har blot til formål at lade din telefon op. De står ikke nødvendigvis pænt på skrivebordet eller natbordet og netop her kommer denne Wireless Charger Pad fra danske Sandberg ind i billedet.
Den lille enhed er nemlig udført i aluminium og på toppen er den overtrukket med et vævet stof i forskellige grå nuancer. Dermed fremstår den ret lækker uden at den fylder særlig meget. Den er lille og flad, hvilket også betyder at telefonen skal ligges fladt på den modsat, hvad man har set af andre trådløse opladere, hvor telefonen kan stå semi-oprejst og lade op.
Kvalitetsfølelsen og designet er for mit vedkommende helt i top. Altså, når man tager produktets pris i betragtning og at det jo “bare” er en trådløs oplader. Derimod trækker det sorte og budgetvalgte USB-kabel denne kvalitetsfølelse ned. Det er ikke kun den sorte farve, som trækker det ned, men også at selve kvaliteten af kablet simpelthen føles af en langt lavere klasse end resten. Jeg ville gå så vidt at for at bibeholde det flotte design selve Qi laderen har, så ville jeg bruge et andet kabel sammen med.
Hvis vi ser udover designet og vender blikket mod den funktionelle del af Sandbergs Wireless Charger Pad, så er der tale om en ganske simpel enhed med “bare” opladefunktionen indbygget og egentlig intet andet. Den sluttes til og giver 15 W opladning, hvilket i høj grad afhænger af den oplader man slutter til den anden ende af kablet naturligvis.
Opladningen med Sandberg Wireless Charger Pad blev testet sammen med en Samsung Galaxy Note 10 Plus og den blev både forsøgt opladt med og uden et cover på. Laderen havde tilsyneladende ikke nogen problemer med at lade igennem et cover og jeg så ikke nogen ændring i opladningstiden med og uden cover i virkeligheden.
Selvom selve laderen og telefonen blev en smule varme under opladningsprocessen, så var den dog ikke alarmerende varm eller for den sags skyld varmere end andre trådløse ladere, som jeg har testet. Undersiden af opladeren har fire små gummifødder, som gør at denne ikke rykker sig når man smider sin telefon af og på. Det er også en fin lille detalje. Desuden ville aluminiumsdesignet også være pænt belastende, hvis ikke der var disse gummifødder mellem selve laderen og skrivebordet.
Den testede telefon er trods alt udstyret med et kæmpe batteri på 4300 mAh, hvorfor en lang opladningstid var at forvente. Jeg havde koblet laderen til en 2.4 A oplader fra Sandberg og oplevede at opladningstiden fra et semi-tømt batteri tog mere end tre timer. Det er altså ikke den hurtigste løsning og man kan nok forvente knap fire timer ved en totalt afladt telefon, men hvis den lader på kontoret eller henover natten, så er det da overkommeligt. Der er ikke nogen feature i denne lader, som gør at den slukker efter at telefonen er ladet op og det resulterer i at telefon og lader er relativt varme om morgenen efter en nats opladning. Det er ikke alarmerende temperaturer, men den har altså slugt lidt strøm hele tiden.
Konklusion
En trådløs oplader som Sandberg Wireless Charger Pad 15W er rigtig fin for dem, der ønsker en nem opladning uden at skulle rode med kabler hele tiden. Derudover er det en løsning for dem der oftest lader deres telefoner over en længere periode og hvor en hurtig opladning ikke er så vigtig. Sandbergs løsning er ikke langsommere end så mange andre trådløse opladere på markedet, så det er blot noget man skal være opmærksom på. Det er derimod en rigtig fin løsning, som er nem at bruge, fylder meget lidt og er rigtig flot i designet, hvis altså man lige ser bort fra det sorte kabel.
Positivt
- Flot design
- Optager meget lidt plads
Negativt
- Design og kvalitet af medfølgende kabel
Pris og tilgængelighed
Set til 274,-