lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Elite 85t trådløse hovedtelefoner

Test: Jabra Elite 85t trådløse hovedtelefoner

Vi skal her ser på efterfølgeren til de populære Jabra Elite 75t 100% trådløse hovedtelefoner, som har fået navnet Elite 85t.

Hvad er er i kassen?

Åbner man kassen bliver man mødt af selve Jabra Elite 85t, samt en vejledning i hvordan man forbinder til sin telefon.

I kassen finder man også et kort USB-kabel til opladning, og to sæt ekstra gummipropper i small og large. Størrelse medium sidder allerede monteret.

Design og funktionalitet

Jabra Elite 85t følger næsten samme opskrift som Jabra Elite 75t. Ørepropperne er lavet i plast, med en stor trykknap på fronten.

Man kan også se de to gitre der gemmer på hver sin mikrofon som bruges under telefonopkald. På modsatte side kan man se de to kontakter der bliver brugt til at oplade headsettet med.

Opladningen sker ved at man placerer dem i etuiet hvor de bliver holdt på plads af magneter. Der er indbygget batteri i etuiet, og etuiet kan enten lades op med USB-C kabel, eller man kan stille det på Qi-oplader, og oplade det trådløst.

Den forrige model, Elite 75t, fik fornylig tilføjet aktiv støjreduktion gennem en gratis firmware opdatering, en feature Jabra kalder Standard ANC der benytter den eksisterende hardware. Jabra Elite 85t er født med aktiv støjreduktion som Jabra kalder Jabra Advanced ANCTM, og har dedikeret hardware der gør det mere effektivt end på 75t. Der sidder en ekstra mikrofon der måler lyden inden i øregangen, og sammen med en chip i Elite 85t giver det en rigtig god reduktion af støjen fra omgivelserne. Selve højttaleren er også opgraderet til en enhed på 12 mm, hvor den var 6 mm på forgængeren. Den ekstra hardware fylder lidt mere, så derfor er Elite 85t også en smule større end forgængeren. Her kan man se Elite 85t til venstre, og Elite 75t til højre.

Batteritiden på en opladning er ca 5,5 timer med aktiv støjreduktion slået til, og inkluderer man batteriet i etuiet får man 25 timers spilletid inden man skal finde en oplader.

Som noget nyt har Jabra Elite 85t ovale gummipropper som skulle give en bedre komfort.

Personligt synes jeg ikke det giver en bedre komfort, de gamle 75t med runde gummipropper sidder bedre og mere komfortabelt i mine ører. De ovale giver en fornemmelse af at de er på vej til at falde ud, selvom de dog har siddet godt fast i øret under hele min test.

En usynlig opgradering i forhold til forgængeren er at Jabra Elite 85t er en åben konstruktion, hvilket betyder at der er ventilationshuller ind til øret. Man opbygger således ikke et tryk inden i øret, og når man går eller tygger så lyder det heller ikke voldsomt i øret som i en lukket konstruktion. En lille detalje som giver en stor forskel i komfort under brug.

Man kan parre dem med telefonen og begynde at bruge dem med det samme. Men man bør installere Jabras Sound+ app, den åbner for et væld af muligheder for at indstille hovedtelefoners funktion og lyd præcis som man ønsker det. Man man tage en kort høreprøve i Sound+, og så vil hovedtelefoner efterfølgende korrigere lyden så den passer til ens hørelse. Her kan man godt mærke at Jabra hører under GN der også producerer høreapparater.

Det er også fra Sound+ app at man vælger hvor meget støjreduktion man ønsker, og man kan indstille en equalizer så lyden rammer ens præference.

Lydkvaliteten er som jeg forventer det fra Jabra, helt fantastisk! Den større enhed giver lige bassen lidt mere kontant bund. Mellemtonen er klar og tydelig, og diskanten sprød og let som den skal være. Og så kan de spille virkelig højt hvis man ønsker det! Jabra Elite 85t er fornøjelse at lytte til, jeg har intet at udsætte på lyden.

Jeg har selvfølgelig også testet rækkevidden. Jeg gjorde som jeg plejer, jeg efterlod min iPhone 11 Pro på kontoret i kælderen, og gik rundt i huset. Her skulle jeg op på 1. sal inden der var udfald på lyden, så rækkevidden er glimrende. Jeg testede også lyden under telefonopkald, og her var der heller ikke noget at udsætte på lyden, hverken fra modparten i opkaldet, eller i den lyd jeg hørte. I Sound+ app’en er det også muligt at indstille hvor meget man hører sin egen stemme i headsettet, en vigtig feature der får telefonopkald til at føles mere naturligt.

Konklusion

Jabra Elite 85t er det bedste trådløse headset jeg har lyttet til! Den aktive støjreduktion fjernede langt det meste af motorlyden da jeg brugte det i bussen. Lydkvaliteten er i top, bassen er dyb men naturlig, mellemtonen er klar og blød, diskanten sprød og luftig. Den åbne konstruktion betyder at man ikke længere hører hvert skridt man tager som larm inde i øret. Indstillingsmulighederne med Sound+ app’en gør det muligt at skræddersy både lydbilledet, og hvordan de fysiske knapper skal opføre sig. Den eneste anke jeg har er at i mine ører føltes de ovale gummipropper ikke helt så behagelige som de gamle runde. Og så er de en smule større og tungere end forgængeren. Men det er meget små kritikpunkter af et headset der scorer topkarakter på alle andre områder. Prisen er i den høje ende, men Jabra Elite 85t er oppe på et niveau hvor de kan konkurrere med f.eks. Bose QuiteComfort Earbuds og Apples AirPods Pro, og så er prisen meget rimelig.

Pris og tilgængelighed

Jabra Elite 85t er set til ca. 2000,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her ser på efterfølgeren til de populære Jabra Elite 75t 100% trådløse hovedtelefoner, som har fået navnet Elite 85t. Hvad er er i kassen? Åbner man kassen bliver man mødt af selve Jabra Elite 85t, samt en vejledning i hvordan man forbinder til sin...Test: Jabra Elite 85t trådløse hovedtelefoner