lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Roborock S7 MaxV robotstøvsuger

Test: Roborock S7 MaxV robotstøvsuger

S7 MaxV blev lanceret af Roborock for en rum tid siden, som afløser for den populære S6 MaxV.

Roborock’s navngivning giver anledning til lidt forvirring, for S7 der afløser S6 og er faktisk ikke bedre end S6 MaxV, trods navnet kunne indikere det. S7 MaxV er derfor den nye topmodel, som også fås i en S7 MaxV+ med autotisk tømmestation samt en S7 MaxV Ultra med automatisk tømmestation hvor moppen også renses og vand kan påfyldes. Selve robotstøvsugeren er dog den samme i alle udgaver, nemlig S7 MaxV.

Vi har testet robotstøvsugeren i praksis over de sidste måneder.

Indhold i kassen

  • Roborock S7 MaxV robotstøvsuger
  • Dock/ladestation med 220V
  • Moppe-enhed samt vaskbar moppeklud
  • Beskyttende plastunderlag til brug på træ eller andre sarte gulvtyper
  • Vejledninger
Roborock S7 MaxV – Indhold i kassen

Opsætning af Roborock S7 MaxV

Har man haft én af de tidligere Roborock robotstøvsugere (Af nyere dato) så er opsætningen mere eller mindre som man kender den. Man henter blot Roborock’s app på AppStore eller i Google Play, starter app’en, vælger hvilken model man har – og guides således igennem installation og opsætning trin for trin. Her er Roborock også foran mange af konkurrenterne, for selvom det er et ret kompliceret produkt, har de formået at gøre installation og opsætning ret enkel.

Ønsker man af en eller anden årsag ikke at benytte app’en, kan robotstøvsugeren startes via fysiske knapper på toppen, men man vil således ikke kunne vælge hvor og hvornår den skal støvsuge, ligesom man må sige farvel til alle indstillingsmulighederne, eksempelvis sugestyrke, hvor den må moppe og lign.

#image_title

Design og detaljer

Som S6 MaxV har Roborock valgt kun at lancere den i én farve, nemlig sort – så valg af farve er ikke et problem her, valget er nemlig taget for dig. Designmæssigt minder den også om tidligere modeller med LiDAR sensoren på toppen, et par fysiske knapper der får robotten til at køre hjem, starter spot-rengøring eller simpelthen tænder/slukker for enheden.

Roborock S7 MaxV – Knapper

Under låget er støvbeholderen med udtageligt og udskifteligt filter. Den er ikke nær så nem at tømme som tidligere modeller, da den skal tømmes hvor filtret sidder, tidligere modeller har kunne tømmes via siden.

Roborock S7 MaxV – Støvbeholder
Roborock S7 MaxV Støvbeholder

Udover LiDAR (Laser) sensoren på toppen som gør S7 MaxV utrolig effektiv, uagtet om der er lys eller ej, så er den også udstyret med avanceret kamerateknologi – som sidder placeret foran. Kombinationen af laser og kamera gør at S7 MaxV kan navigerer hurtigt og præcist under alle forhold – og endda registrerer forskellige forhindringer og tage billede af dem! Den kombination gør at den er hurtig til at kortlægge huset, den er effektiv når den skal rundt i hjemmet og den skåner dine møbler og fodpaneler da den ser dem, inden den banker ind i dem – det er altså rart! Derudover så lærer den undervejs, dvs. den lagrer forhindringer og “lærer” nye ting hele tiden, ligesom der løbende kommer nye opdateringer der gør den endnu bedre til at genkende og undgå forhindringer i hjemmet. Det kunne eksempelvis være løse ledninger, efterladenskaber fra en hund eller teenagerens sure tennissokker.

Roborock S7 MaxV – LiDAR samt kamera

På bagsiden er vandtanken, den er faktisk 100 ml. mindre end på S7 og det mærker man i praksis, for den skal ganske enkelt fyldes noget oftere. Hvorfor Roborock ikke har kunne finde plads til en større vandtank er jeg ikke klar over, men der må have været nogle fysiske begrænsninger.

Roborock S7 MaxV Vandtank

Underneden sidder moppe-enheden, den kan tages af for nemt at skifte moppekluden – samtidig giver det mulighed for at fjerne moppe-enheden når man ikke ønsker at benytte moppen.

Roborock S7 MaxV – Underside
Roborock S7 MaxV Moppe enhed

S7 MaxV har gummi-valse som både S7 og S6 MaxV, den giver en god opsamling på både hårde gulve og tæpper og så er holdbarheden bedre end en valse med nylon-hår der slides og har det med at “sprede” skidtet. Sugestyrken på S7 MaxV er nu helt oppe på 5100 Pa, hvilket er over dobbelt så meget som S7’eren der kun kan bryste sig af 2500 Pa sugestyrke. I praksis betyder det (groft sagt) at man kan opnå samme sugestyrke som en S7 – men ved lavere støjniveau, eller leve med lidt mere larm og få en ekstra høj sugestyrke. Sugestyrken på S7 MaxV kan, som på flere tidligere modeller, nemlig indstilles i flere trin.

Roborock S7 MaxV Gummivalse

Som på S7’eren så har moppen også VibraRise teknologi hvor den hæver moppen hvis den eksempelvis møder et tæppe, eller en “no-mop zone”, og samtidig så vibrerer moppen under brug, så den har en bedre “skrubbe” effekt. Det er stadig kun en moppe og altså ikke en gulvvasker, men til daglig brug fungerer det altså virkelig fint.

3D kortet tilføjer nye dimensioner

Én af de nye ting i S7 MaxV er at kort/mapping funktionen har fået en overhaling. Roborock er i forvejen langt foran mange konkurrenter og robotstøvsugeren laver derfor hurtigt et præcist kort over ens hjem, inddeler det i rum og lokaliserer møbler og faste forhindringer. Har man brug for at tilpasse kortet er det også super nemt, eksempelvis med no-go lines hvor den ikke må kører, eller zoner hvor der hverken må støvsuges eller moppes. Det er også muligt at vælge hvordan hver enkelt rum skal rengøres, nogle kræver måske højere sugestyrke og en fugtigere moppe end andre rum.

Roborock S7 MaxV – Kort

Noget af det nye i S7 MaxV er muligheden for at få et 3D kort over hjemmet, et kort hvor du endda kan indsætte møbler såsom senge, sofaer, reolen og lign. for at hjælpe S7 MaxV til at lære præcist hvor møblerne står og hvilke møbler der er tale om.

Roborock S7 MaxV – Indsæt møbler direkte på kortet

Features såsom ReactiveAI og AI Enviroment Recognition gør sammen med kameraet at kortet bliver meget præcist, alle forhindringer opdages i tide og robotstøvsugeren har ikke dette behov for at “bumpe” ind i tingene som nogle tidligere generationer. Man kan vel nærmest sige det er blevet en smule forudsigende og meget smartere – særligt fordi den også bliver klogere med tiden.

Kameraet kan også bruges til at “inspicere” hjemmet med, men det er en sekundær feature som jeg ikke mener har ret meget værdi for de fleste.

Roborock S7 MaxV – 3D kort

Udvalgte specifikationer

  • 5100 Pa sugestyrke
  • 400 ml. støvbeholder, 200 ml. vandtank
  • Moppefunktion (Vibrerende) med auto-løft
  • 180 min. Batteritid
  • 67dB støjniveau
  • Wi-Fi og app-support, understøtter 3D kort med mulighed for rum-inddeling og flere etager
  • Fås med automatisk tømmestation eller tømme/rensestation

S7 MaxV i daglig brug

Efter kort tid har S7 MaxV lavet et detaljeret kort over hjemmet og med stor sandsynlighed har den allerede registreret hvilken type gulv der er i de forskellige rum, så den kan anbefale om der eksempelvis skal moppes eller ej. Den klarer også selv opdeling af rummene ret fint, men måske har man behov for at justere lidt på rummene, evt. slå flere rum sammen, eller opdele i flere rum – alt dette klares nemt via “map” funktionen på app’en. Det er også her man indsætter de faste forhindringer, indsætter no-go/no-mop zoner/lines eller bestemmer hvilken sugestyrke og om der skal moppes i de enkelte rum. Når alt dette først er opsat, så skal man egentlig ikke tænke mere over det, men bare vælge på kortet hvilke rum der skal rengøres og S7 MaxV går i krig! Har man flere etager kan S7 MaxV endda også finde ud af det, ved at oprette flere etager på kortet.

Det er naturligvis muligt at lave tidsplaner for rengøring, men jeg må erkende at jeg aldrig selv har benyttet mig af disse. Som oftest gør jeg “klar” til rengøring ved at rydde op og fjerne så meget fra gulvet som muligt, således giver jeg robotstøvsugeren de bedste forudsætninger for at få gjort godt rent.

Har man et akut behov for at få rengjort ét enkelt sted man kan benytte sig af “Pin and go” featuren hvor man vælger på kortet hvor der kan rengøres, eller man kan lave en zone man ønsker rengjort, det kunne eksempelvis være lige ved køkken-øen efter aftensmaden, eller omkring spisebord efter morgenmaden.

Konklusion

S7 MaxV er en god opgradering ift. S6 MaxV som den afløser, da den tager det bedste fra S6 MaxV såsom kombinationen af kamera og laser, mens den også har den nye, og mere effektive moppe fra S7’eren – moppen der endda kan se hvis den møder et tæppe og løfter sig!

Der er ret mange muligheder i app’en i forhold til at få tilpasset kort og den måde S7 MaxV gør rent på i ens hjem, nogle vil bruge det – mens andre “bare” vil bruge den som den er, uanset hvad er det nemt at gå til!

Sugestyrken er rigtig god og sætter nærmest nye standarder, mens moppefunktionen er udmærket til at tage dagligdagens skidt og snavs. Fodpaneler og snavset helt inde i hjørnerne kan den ikke klare, men ellers leverer den så afgjort et godt resultat hvor både løst og mere genstridigt snavs fjernes. Betjeningen er enkel – men med masser af avancerede features hvis man ønsker det – så den tiltaler både den almindelige bruger samt “nørden”.

Prismæssigt er vi i den højere ende, men vælger man S7 MaxV får man det der pt. er toppen af poppen med alle de features man kan forestille sig og som leverer et rigtig godt resultat!

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Brugervenlighed
Design
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

S7 MaxV blev lanceret af Roborock for en rum tid siden, som afløser for den populære S6 MaxV. Roborock's navngivning giver anledning til lidt forvirring, for S7 der afløser S6 og er faktisk ikke bedre end S6 MaxV, trods navnet kunne indikere det. S7 MaxV...Test: Roborock S7 MaxV robotstøvsuger