mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Arlo Ultra 2 XL Security Camera

Test: Arlo Ultra 2 XL Security Camera

Arlo’s topmodel har også fået XL behandlingen, som betyder endnu længere batteritid, så nu har Arlo en XL model i alle tre prisklasser. Vi skal se nærmere på topmodellen her.

Hvad er der i kassen?

Ultra 2 XL Security bundle, som jeg har fået til test, indeholder to stk Arlo Ultra 2 XL kameraer og:

En basestation (Smart hub)

Strømforsyning til Smart hub

Et netværkskabel til at tilslutte Smart hub til hjemmets netværk

Et magnetisk ladekabel til kameraerne

En USB-oplader

To beslag til at montere kameraerne med.

Design og funktionalitet

Arlo Ultra 2 XL beholder det ikoniske Arlo design med afrundede former i et vejrsikkert hvidt hus i blankt plastik. Til forskel fra de andre modeller vi fornylig har kigget på, så kobler Arlo Ultra 2 XL ikke direkte på hjemmets wifi, men på en Smarthub/basestation. Basestationen skal så kobles til netværket med et kabel.

Lad os først kigge nærmere på kameraet. I frontens sorte plastik sidder vidvinkel objektivet.

Over det sidder en kraftig hvid lysdiode der kan oplyse et stort område og gør det muligt at optage video om natten i farver. På hver side af den hvide lysdiode sidder en kraftig infrarød lysdiode som gøre det muligt at lave diskrete, klare sort/hvid optagelser om natten. På hver side af objektivet er det et hul til en mikrofon. Arlo Ultra 2 XL har to mikrofoner som gør det muligt at lave en effektiv vindstøjsreduktion for endnu tydeligere lyd på optagelserne. Under mikrofoner er der to farvede lysdioder der bl.a. viser status på kameraet når man tænder det. Og nederst sidder en højttaler der også virker som en sirene.

I bunden sidder det magnetiske stik til opladning, og en udløser knap der låser det hvide hus op så man kan trække kameraet fra hinanden og indsætte det store XL batteri.

Batteriet er på 13.000 mAh, og er opgivet til at kunne drive kameraet i op til et år mellem opladninger.

Jeg har monteret det ene kamera ved min hoveddør, og det bliver aktiveret en hel del gange om dagen. Og her 6 uger efter en fuld opladning er der 76% tilbage på batteriet, så et år med ofte aktiveringer virker ikke så realistisk. Men det er dog stadig en meget imponerende tid mellem opladninger! Et kamera måler ca 12 cm x 6,5 cm x 8,5 cm.

Bagerst på Arlo Ultra 2 XL sidder et gevind hvor man skruer monteringsbeslaget på. Beslaget er af samme type som de andre Arlo kameraet jeg har testet i år. Det er meget fleksibelt og nemt at pege kameraet den rigtige retning. Dog kan det drille lidt med at låse det helt fast, kameraet ved min hoveddør begyndte at pege mere ned ad, selvom jeg synes jeg havde spændt fingerskruen på beslaget ret hård. Efter jeg havde løsnet og spændt det igen, så ser det ud til at holde positionen. Men beslaget kunne godt være bedre.

Det næste vi skal se på er selve basestationen. Det er en slank enhed der lidt ligner en almindelig wifi-router.

Sammenligningen er heller ikke skudt helt ved siden af, for den laver sit eget wifi, og det er dette wifi de to kameraer kobler sig til. Under min test så jeg ikke nogen forskel på rækkevidden eller hastigheden mellem de kameraer jeg har testet der kobler direkte på wifi, og på Ultra 2 XL der kobler sig på en basestation. Det er vigtigt at bemærke at Ultra 2 XL kameraerne IKKE kan kobles direkte på wifi, de SKAL benytte en basestation.

Nederst på basestationen sidder en lysdiode der viser status på enheden.

På bagsiden sidder der en Sync knap der starter en parring med et kamera. Ved siden af den, et ethernetstik til at koble basestationen på hjemmets netværk. Til højre et strømstik og et hul der gemmer på en resetknap.

Vender man den på hovedet, så kan man se at der sidder en læser til et microSD-kort.

Man kan vælge at videoer fra de kameraer der er koblet til basestationen skal gemmes på microSD-kortet (medfølger ikke) samtidigt med at de evt. bliver gemt i skyen.

Videoer bliver optaget med en opløsning på 3840 x 2160 (4K), og man kan vælge billedudsnittet til at dække fra 120 grader til hele 180 grader (dog med lidt forvrængning)

Billedkvaliteten er helt i top på videorne! Både i dagslys, men også om natten.

Her er en video af en gæst i haven der spiser lidt frokost. Man kan se at farverne er flotte, og både detaljer i lyse områder, og i skygger står helt tydelige.

Her er en video fra samme placering, taget om natten i en hel mørk have hvor det er umuligt at se noget med det blotte øje.

Og endelig endnu en video om natten, men med den indbyggede spotlight aktiveret. Her er videoen lidt overeksponeret tæt på kameraet, men det er tydeligt at meget af haven er fint oplyst. Og med en placering lidt højere oppe vil den indbyggede lygte dække et endnu større område.

Man betjerner Arlo Ultra 2 XL med den glimrende Arlo Secure app på enten telefonen eller i en browser.

Som jeg har nævnt i de tidligere anmeldelser af Arlo kameraer, så kræver Arlo Ultra 2 XL også et abonnement før man kan få fuldt udbytte af alle de smarte funktioner der tilbydes i Arlo Secure app’en. Og hvis man vil have fuldt udbytte af 4K opløsningen, så er abonnementet endda lidt dyrere. I skrivende stund koster et Arlo Secure Plus abonnement der gemmer videoer i 4K i 60 dage, 115 kroner om måneden. Men så kan man også koble et ubegrænset antal kameraer på. Kan man nøjes med at gemme videoerne i 2K kan man bruge et Arlo Secure abonnement til 79 kroner om måneden for et ubegrænset antal kameraer.

Der medfølger et 3 måneders prøveabonnement på Arlo Secure Plus når man køber Arlo Ultra 2 XL.

Man kan indstille en stor mængde ting på Arlo Ultra 2 XL.

Det jeg har brugt mest er muligheden for at oprette aktivitetszoner, som er områder hvor kameraet skal reagere på bevægelser, mens bevægelse udenfor zonerne bliver ignoreret. En anden ting er smarte notifikationer hvor man får besked på telefonen om det er en person, et dyr, et køretøj eller en ukendt bevægelse der har aktiveret kameraet.

Her kan man f.eks. slå notifikationer om dyr fra, hvis man overvåger sin have, og stadig få en notifikation hvis en person bliver opdaget på kameraet.

Arlo Ultra 2 XL har også indbygget HDR som gør at både meget lyse og meget mørke områder i billedet bliver tydelige. Man kan også vælge at se live 4K video fra kameraerne, så længe man er på samme netværk som kameraerne. En funktion jeg valgte at slå fra, var Auto Zoom & Tracking. Den zoomer ind på bevægelser og forsøger at følge den i billedet. I praksis var jeg ikke imponeret, og det er let selv at zoome ind på videoen hvis man har brug for det.

Hvis man f.eks. ikke har behov for de smarte notifikationer på sin telefon, så kan man i princippet undvære et abonnement da alle videoer kan gemmes på basestationen. Dog kan man ikke gense dem når man ikke er på hjemmenetværket, med mindre man kaster sig ud i noget avanceret opsætning af sit hjemmenetværk og ved hvad man gør. Hvis man køber det “billige” abonnement der gemmer i 2K i skyen, så skal man være opmærksom på videoerne på basestationen også kun bliver gemt i 2K.

Fra Arlo Secure app’en er det muligt at tale med en person der står foran kameraet. Men Arlo Ultra 2 XL lider af de samme forsinkelser som de andre Arlo modeller jeg har testet. Det tager nogle sekunder at få forbindelse til live video, og så er selve videoen også typisk nogle sekunder forsinket. Det gør en samtale lidt besværlig. Man kan også starte en sirene der bruger højtaleren i kameraet. Den er ikke vanvittig høj, men virkelig irriterende og vil nok kunne skræmme evt ubudne gæster væk.

Konklusion

Et par ting der undrede mig under min test er at det ikke er muligt at starte en videooptagelse manuelt med Ultra 2 XL. Det er en funktion der var i de andre Arlo kameraer jeg har testet. Og det andet er at man mister evnen til at armere de to kameraer enkeltvist. De kameraer der er forbundet til basestationen bliver alle armeret og disarmeret som en enhed. I det hele taget forstår jeg ikke helt hvorfor man bliver tvunget til at benytte basestationen (udover muligheden for at gemme videoerne på et microSD kort) når de andre kameraer jeg har testet, kan koble direkte på hjemmets wifi. Jeg så ingen forbedring i hverken rækkevidde eller hastighed med basestationen, som er endnu en enhed der bruger strøm og fylder på hylden med netværksudstyr.

Men udover de par ting (og den lidt høje pris) så er Arlo Ultra 2 XL er rigtigt godt overvågningskamera. Rigtig god billedkvalitet i 4K, både i dagslys, og om natten. Jeg fik meget få falske alarmer under min test. Arlo Ultra 2 XL har meget lang batteritid, men nok ikke et år som beskrevet hvis kameraet sidder et sted hvor det ofte bliver aktiveret. Abonnementet er desværre i den dyre ende, og blandt andet det trækker ned fra topkarakteren.

Pris og tilgængelighed

Set til ca 5100,- for et sæt med to kameraer og en basestation.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Arlo's topmodel har også fået XL behandlingen, som betyder endnu længere batteritid, så nu har Arlo en XL model i alle tre prisklasser. Vi skal se nærmere på topmodellen her. Hvad er der i kassen? Ultra 2 XL Security bundle, som jeg har fået til test,...Test: Arlo Ultra 2 XL Security Camera