fredag, april 26, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Linksys E3000

Anmeldelse: Linksys E3000

Det er efterhånden ved at være et par måneder siden Linksys lancerede E-serien, som et eller andet sted er eksisterende produkter i nye æsker, med nye modelnumre – men her stopper lighederne også, for E-serien kommer med er helt nyt interface, både til installering og til den almindelige opsætning.

E-serien består af 3 modeller, E1000, E2000 og E3000’eren som er topmodellen, og den vi kommer til at kigge nærmere på. Opsætningsmæssigt er de dog mere eller mindre identiske.

Lad os finde ud af om E-serien er så nemt at sætte op som Linksys selv mener…

Hvad er der i kassen?
Linksys E3000 leveres i en nydelig blå og lilla æske, og i denne finder man selve routeren, strømforsyning, et netværkskabel og en installations CD. Det er hvad der er og mere er der heller ikke brug for.

Design
Linksys E3000 ligner sin forgænger, WRT610N til forveksling, og er efter min mening en af de mest elegante routere på markedet med sine bløde, runde former og et blank sort design der bakkes op af en dyb blå farve i kanten.

Linksys E3000 er dermed en af de få routere jeg vil betegne som værende nydelig, og noget man absolut kan være bekendt at have i stuen eller andre rum hvor man kunne få øje på den. Nummer et for mit vedkommende vil dog stadig være at få den gemt lidt af vejen, da der gerne følger en masse ledninger med en router i et moderne hjemmenetværk, og de pynter altså ikke i stuen.

En lille smart funktion er at Linksys har placeret en tænd/sluk knap bag på Linksys E3000, normalt må man rive stikket ud, og det undgår man ved at have knappen på selve enheden. Det er luksus, men jeg synes det er en fin lille detalje, og ikke noget man ser ret ofte.

Installation
Der står tydeligt på både routeren og den medfølgende CD, at det første du skal gøre er at indsætte Cd’en i din computer, og følge vejledningen her – og det råd følger vi naturligvis.

Det første skærmbillede man mødes af, forklarer på meget pædagogisk vis hvordan du forbinder din nye router og dit modem eller hvordan du måtte få leveret din internetforbindelse, og når dette er gjort og routeren kan registreres, opsættes den helt automatisk, krypteres og er faktisk klar til brug. Alt dette sker uden at du skal indtaste SSID, WEP/WPA kryptreringsnøgler eller andet. Det er første gang jeg oplever en så nem og ligetil installationsprocedure, og det er vitterligt så nemt ar alle og enhver bør kunne sætte en router op med Cisco connect, som Linksys kalder softwaren der klarer opsætningen.

Med Cisco Connect er det dermed slut med usikrede netværk, fordi folk er usikre på hvordan det sættes op, for med Cisco connect opsættes der automatisk kryptering og du får nøglen til sidst i processen.

Funktionalitet
Når grundinstallationen er overstået, får du et vindue frem hvor du kan klarer de grundlæggende opgaver, bl.a. tilføje en ny trådløs enhed ved hjælp af et par klik, indstille hvilke websites der ikke må ses, og så den mest spændende – nemlig gæsteadgang. Med gæsteadgang kan du oprette et separat SSID, altså et ”netværk” som du kan give dine gæster adgang, dette kan du vælge at sikre, eller lade være. Fordelen ved dette, er at de ikke får adgang til dit interne netværk, og dermed dine filer, servere og hvad man ellers måtte have tilsluttet. Set i lyset af at vi efterhånden har rigtig mange trådløse enheder i hjemmet, er dette en overset funktion, og jeg synes det er en genial feature. Du kan indstille hvor mange gæster der må være på at gangen, og på den måde kan Linksys E3000 faktisk også bruges som en ”business” router på et lille hotel eller lignende, hvor man måske har en begrænset båndbredde.

Nu kunne man måske være lidt bange for at Linksys har glemt alle os der godt kan lide at pille lidt ud over det sædvanlige, og måske også lege lidt med portforward osv., og heldigvis er der stadig et godt gammeldags webinterface på standard IP-adressen der er 192.168.1.1 hvis man ikke har valgt en anden opsætning. Webinterfacet er som vi kender det fra Linksys, og med præcis samme opsætning og muligheder som tidligere modeller, bl.a. WRT320N som vi tidligere har anmeldt.

Linksys E3000 er en Wireless-N router med Dual Band teknologi, og det betyder i praksis at vi har 2 ”bånd” til det trådløse signal, 2,4GHz som er det gængse, og 5GHz som ikke er nær så udbredt, og ved at benytte disse to bånd samtidig, burde udfald og manglende forbindelse kunne undgås.

I praksis oplevede jeg absolut ingen problemer hastighedsmæssigt, til trods for at routeren blev placeret samme sted som den gamle, var der langt højere signalstyrke og generelt højere hastighed internt på det trådløse netværk ved filoverførsler – den tidligere router var en Linksys WRT320N som også hører til i den gode ende, men Linksys E3000’eren var altså bare en tand bedre.

Linksys E3000 er topmodellen i E-serien, og den er lavet til det moderne hjem med mange enheder, både kablede og trådløse, og det udmærker sig i et Linksys E3000 er udstyret med en 4 ports gigabit switch, så de kablede computere, servere eller andet får maksimal hastighed på netværket.

Som en ekstra bonus er der en USB port på bagsiden af Linksys E3000, her kan du tilslutte et USB flash drev, eller en USB harddisk, og dele indholdet på dit netværk, præcis som med en ”rigtig” NAS server. Linksys E3000 har indbygget UPnP, så den tilslutte harddisk vil kunne genkendes af alle UPnP enheder, eksempelvis en Xbox 360, PS3 eller lignende, og du vil således kunne afspille materialet direkte fra harddisken.

Sikkerhedsmæssigt ligner Linksys E3000 de fleste andre på markedet, der tilbyder WEP,WPA/ WPA2 og firewall, så man er forholdsvis godt sikret fra start.

Når man snakker trådløse routere og andet trådløs udstyr generelt, så vil alle gerne vide noget omkring hastighed osv., og det er noget som et eller andet sted er umuligt at oplyse, for det kommer an på hvilke forhold Linksys E3000 installeres i. Her er den blevet testet med 2 placeringer, i stuen og på loftet – med 300mm isolering og loft imellem – uden at det gav de store udsving mht. rækkevidden. Linksys E3000 blev placeret i den ene ende af huset, og selvom den er placeret på loftet, er der en fin rækkevidde i alle rum indendørs, og på hele grunden der er af normal størrelse, med andre ord er rækkevidden rigtig fin, og jeg har opnået væsentlig hurtigere overførselshastigheder med Linksys E3000 end jeg har kunnet førhen.

Konklusion
Linksys har lanceret E-serien som en serie af produkter til det moderne hjem, som er utrolig nemt at sætte op, og her må jeg starte med at give Linksys ret, for den installation vil kunne gennemføres af hvem som helst, så længe man kan følge en simpel vejledning, her kunne en del konkurrenter godt tage ved lære.

Derudover så er Linksys E3000 gearet til et hjem pakket med elektronik, for med alle de dimser man har i dag der kan gå på et trådløst netværk, bliver kravene til en router der kan håndtere dette også større. Hvis man tager et almindeligt hjem i dag er der vel minimum et par bærbare pc’ere, måske et par iPhones eller iPods med Wi-Fi, måske et TV med DLNA, en internetradio og måske en netværksharddisk? Alt sammen ting man gerne skulle have til at tale sammen, og det er altså en del flere enheder end dengang man kunne nøjes med 1-2 bærbare computere på et trådløst netværk derhjemme.

Jeg har testet Linksys E3000 med 3 bærbare computere, en NAS, 2 internetradioer, trådløs printer og en iPhone – og jeg har endnu ikke oplevet udfald eller en svigtende hastighed, uanset presset på netværket.

Linksys E3000 passer måske ikke til Hr. og Fru Jensen der bare skal have en trådløs router, men til folk som mig selv der har hjemmet fyldt med gadgets der kræver et trådløst netværk er den perfekt, og med USB porten kunne man i realiteten smide din NAS væk, og nøjes med en USB baseret harddisk, hvis man blot har brug for fildeling og ikke nogle af de avancerede funktioner som en NAS kan tilbyde.

+
Lækkert design
Nem opsætning
Stabil hastighed/dækning


Lidt høj pris
Kun én USB port

Karakter
90 %

Pris og tilgængelighed
Er på gaden nu.
Vejledende pris: 1249,-
Set til 898,-

Find den bedste pris på Linksys E3000

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Linksys

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

2 KOMMENTARER

  1. Nu står der du har testet med en nas. Jeg har et spørgsmål omkring hastigheden når man overføre trådløst og køre “N” netværk. Hvor hurtig ligger hastigheden på trådløst MB mæssigt. ?

  2. Hej Tommy,

    Tak for din henvendelse.

    Jeg benytter E3000’eren sammen med en Synology DS210+, og på en alm. bærbar PC med n-netværkskort, ligger den på omkring 3-4mb/s for en fil på 4gb.

    Med venlig hilsen,

    Noel Christensen
    eReviews.dk

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer