torsdag, maj 16, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Klokkeren fra Notre Dame (Blu-ray)

Anmeldelse: Klokkeren fra Notre Dame (Blu-ray)

Hunchback_BD_3D_dk

Alle har på et eller andet tidspunkt i deres liv set en Disney-film – ofte et utal af gange i deres barndom, og det har tit resulteret i en række mildest talt nedslidt VHS-bånd. Walt Disneys selskab har nummereret de forskellige klassikere og med Vilde Rolf sidste år er listen nu oppe på 51. Det er utroligt svært at finde en favorit blandt så mange fantastiske film, men med de forskellige genudgivelser i omløb for tiden er der rig mulighed for at kigge sagerne igennem. Denne gang landede Klokkeren fra Notre Dame på bordet, og nostalgien bredte sig, mens man lægger mærke til, at billedet aldrig har set bedre ud.

Selve historien i filmen er baseret på Victor Hugos klassiske roman, The Hunchback og Notre-Dame, fra 1831, blot med en lidt mere familievenlig vinkling. Vi følger den deforme Quasimodo, som, efter at være blevet taget fra sin mor af den modbydelige Frollo, lever isoleret i klokketårnet i midten af Paris. Da en flok sigøjnere laver ballade i byen, bliver Quasimodo viklet ind i en kamp for retfærdighed, ligestilling og ikke mindst en chance for at blive accepteret, som den man er. Han møder den skønne Esmeralda, som åbner op for en verden af venlighed og sammen kaptajnen Phoebus, som for nyligt er hjemvendt fra krig, tager de kampen op mod Frollos tyrannisering af byen.

Handlingen følger den klassiske udvikling i nærmest alle Disney-film, hvor antagonisten er hæmmet af en eller anden person, men efterhånden lærer at stå på egne ben gennem en række moralske op-og nedture i udviklingen. Quasimodo udvikler sig på så mange punkter og opdager, at der findes en verden uden for de kolde stenmure. Filmen er meget mere inspireret af musical og forskellige tematikker i sangkunsten, hvilket har leveret nogle ørehængende Disney-sange, men man føler alligevel lidt, at sangene på visse punkter tager overhånd. Man mangler lidt mere substans i handlingen og ikke bare en masse korte montager, hvor handlingen udvikler sig gennem sangstemmer. Det er dog ikke noget kæmpestort problem i handlingen, da de flotte tegninger og karismatiske Disney-strøg fornøjer hele vejen igennem. Filmen er flot lavet og figurerne fungerer helt optimalt, men ind i mellem opstår der nogle fyldbilleder, som er blevet kreeret gennem en lidt amatøragtig omgang CGI. Det er ikke noget, jeg ville lægge mærke til for 10 år siden, men hvis man lige kigger efter, kan man sagtens se, at nogle af landskabsbillederne er blevet lavet ret forhastet.

Filmen er alligevel en Disney-klassiker – uden tvivl. Historien, tegningerne og de moralske undertoner er flettet utroligt godt sammen, og med det musikalske overtag bliver filmen mere eller mindre unik på visse punkter. Børn vil uden tvivl have glæde af de forskellige livstematikker skjult i flotte tegninger, hvorpå de med bløde skridt nemmere kan træde ud i den store hvide verden. Disney-film har altid fungeret som ikke blot underholdningsmateriale, men også en lidt tøvende tilgang til nogle af livets barske aspekter. Denne film er ikke en undtagelse, og på trods af at børnene nok blot klapper. når Quasimodo hopper rundt i katedralen, så bliver de ubevidst klogere på nogle aspekter i livet. Voksne kan desuden nyde filmen for dens klassiske opstilling samt udformning, og samtidig mærke det nostalgiske sus brede sig i stuen.

Klokkeren fra Notre Dame ser fantastisk ud på Blu-ray-skiven, på trods af nogle tidsligt haltende effekter fra dengang, hvor CGI-effekterne stadigvæk ikke var helt færdigudviklet. Figurerne står knivskarpt på skærmen og hele det overordnede udseende ser meget mere livagtigt ud. På bonusområdet finder man nogle forskellige klips, som går i dybden med, hvordan filmen er blevet produceret og hvilke tanker filmholdet havde omkring projektet. Generelt er bonusområdet en lille nem måde at komme tættere ind på filmen i sig selv samt holdet bag. Samlet set er filmen langt fra den bedste i klassiker-genren, men fortjener uden tvivl en værdig plads på listen.

Pris og tilgængelighed

Release: 10-10-13 på blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på Klokkeren fra Notre Dame

Klokkeren fra Notre Dame Trailer

[youtube id=”ikpjeUlRNEs” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer