fredag, maj 17, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Manolos Magiske Rejse (Blu-ray)

Anmeldelse: Manolos Magiske Rejse (Blu-ray)

1

Animationsfilm har altid været en gren af filmuniverset, som har fanget min ypperste interesse, da man ofte kan skabe nogle helt unikke universer fra fantasien, som ikke ville kunne befinde sig i den virkelige verden. Man graver dybt ind i den enkelte instruktør og skabers fantasi og slipper den kreative side løs med en række symbolske og forståelige koncepter. Pixar og Disney har længe haft monopol på markedet, men ofte dukker der nogle mindre projekter op fra enten ukendte fronter. Denne gang har den mexikanske kultur blandet sig med den amerikanske filmindustri, og det er der kommet noget ganske interessant ud af.

Filmen følger to unge mænd Joaquin (Channing Tatum) og Manolo (Diego Luna), som begge bejler til den underskønne Maria (Zoe Saldana). Hvad de ikke ved, er, at to forskellige ånder fra den mexikanske udgave af himmel og helvede har sat et væddemål på de to unge mænd – nøglerne til himmeriget går til den, som har valgt manden, som Maria i sidste ende gifter sig med. Manolo agerer hovedrollen i dette lille epos, og hans hektiske kamp for kærlighed kaster ham ud på noget af et eventyr.

Man kan tydeligt se, at filmen er produceret af Guillermo Del Toro, da han virkelig har sans for kreativitet i symboler og figurer. Det er lidt som at se Hellboy-filmenes æstetiske effekter i tegnefilmsformat, og det skal han have stor ros for. Animationsdelen er muligvis ikke helt alene hans fortjeneste, da andre instruktører og manuskriptforfattere har styret projektet, men man kan tydeligt mærke hans sjæl og stil i filmen. Figurerne er meget anderledes end den gængse type animation, og det er både godt og skidt. På den ene side er den meget nytænkende og giver et helt andet udtryk i genren – den mexicanske kultur, deres historie og deres eventyrlige fortællinger får helt nyt liv i denne fortælling. Man får liv og glade dage i et dukkelignende univers, da alle historierne i princippet er fortalt som dukketeater. Derfor er figurerne meget abstrakte og leddelte, hvilket for min smag bliver lidt for avancerede.

Her opstår den lidt mere negative side for mit vedkommende, da jeg gerne forbinder mine animationsoplevelser med søde figurer og meget jordnære figurdannelser. Figurerne bliver af og til en smule hjerteløse og langt fra så kærlige og imødekommende, som man tidligere har set i f.eks. Disney og Pixar-film. Det grove udtryk har vist sig succesfyldt i f.eks. Gore Verbinskis Rango (2011), men det er ikke helt ideelt i denne episke kærlighedsserenade. Musikken er også et vigtigt element i filmens fortællestil, og der bliver konceptet lidt for amerikanerbaseret – de ellers normalt smukke mexicanske serenader er udskiftet med nogle halkvaklede forsøg på at sætte ny lyd på moderne lyrik, og det virker decideret malplaceret i de fleste situationer. Musikken har ikke nok hjerte eller gåpåmod til at kunne rumme de store følelser, og derfor er filmen kun stykvis en fornøjelse at følge med i.

Det virker også til, at den lettere ukendte Jorge R. Gutiérrez ikke helt har været enig med sig selv og sit filmhold om, hvorvidt filmen skulle tage sig selv seriøst eller blot være en fjollefilm. Den rummer nogle ret heftige doser mexicansk kultur og flotte æstetiske udtryk fra landets særpræg, men skifter pludselig retning til f.eks. en meget retarderet gris, der bryder billedets seriøsitet. Der skal være plads til det hele, men disse to yderligheder krydser klinger på lidt for mange mærkelige tidspunkter, og det filmen til en lidt underlig størrelse. Filmen vinder absolut flest point på det flotte ydre, da man uanset præference i forhold til den alternative animationsteknik må erkende, at den er gennemført på utallige punkter. Figurerne, omgivelserne og bevægelserne er yderst professionelle og klippeteknikken gør i sig selv filmen til en meget tempofyldt underholdningskilde. 3D-effekten kommer også til sin ret i denne film, da de meget kantede og stumpede figurer kontra det pompøse univers står rigtig godt sammen og skaber en lækker dybde i det overnaturlige univers.

Samlet set er Manolos Magiske Rejse en sjov lille størrelse, som åbner op for nogle solide kærlighedsepos, men samtidig har tid til den klassiske pruttehumor. Den har dog svært ved at bevare øjeblikket og mister lidt sin integritet i nogle kluntede kultursammenstød – alt i alt er filmen en underholdende animationsfilm, som ikke kan leve op til de høje standarder på markedet i forvejen, men alligevel byder ind med lidt fantasifuld alternativitet.

Pris og tilgængelighed

Release: 20-08-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Manolos Magiske Rejse trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer