lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Princess Bride (Blu-ray)

Anmeldelse: The Princess Bride (Blu-ray)

princess_bride_blu-ray_nordic-26111639-frntl

Genudgivelser er det nye hit for tiden, og de største klassikere bliver nyrestaureret og gjort mulige for de kommende generationer. Denne gang kigger jeg nærmere på en ultra-eventyrklassiker, som for alvor ramte plet i hjertet af flere generationers biografgængere.

En syg dreng får besøg af sin bedstefar, som beslutter sig for at læse et eventyr for ham – dette eventyr udfolder sig selv til den reelle film, som vi skiftevis får et indblik i. Vi følger Buttercup (Robin Wright) og Westley (Cary Elwes) i deres unge år, hvor de falder pladask for hinanden. Westley er nødt til at rejse væk fra hende et stykke tid, men på hans rejse bliver han fanget af pirater. Den sønderknuste Buttercup mister alt håb i livet, mens den royale prins ser sit snit til at ægte denne sårbare kvinde. En nat bliver Buttercup fanget af modbydelige lejemordere, men en mystisk sortklædt mand dukker op og redder dagen – eventyret fortsætter for alle parter, men hvem i sidste ende med at leve lykkeligt til deres dages ende?

The Princess Bride er en fantastisk betagende eventyrfortælling, som både underholder på klassisk vis og ikke mindst på utraditionel vis. Filmen følger overordnet set den klassiske skabelon med en helt, en prinsesse, overnaturlige væsner og ikke mindst en udviklingsrejse på godt og ondt. Men der hvor filmen afviger fra den normale skabelon, er i det faktum, at filmen kan tage pis på sig selv og desuden er opmærksom på sig selv. På den måde spiller filmen både på skabelonen, men skaber også en anderledes dybde ved at fokusere på selve det at fortælle et eventyr. Filmen er derfor en anderledes balancegang mellem at befinde sig i midten af eventyret og ikke mindst være bevidst om sine klichéer såvel som muligheder – det afspejler en utrolig gennemtænkt handling, som underholder på alle mulige måder i forhold til fortællingen.

Handlingen rummer solid komik, som både udspringer fra de fantastiske præstationer af Cary Elwes of Robin Wright, men også fra den sortkomiske tilgang til hele konceptet af et eventyr. Dialogerne er lige så knivskarpe som heltens sværd, og man underholdes mindst ligeså meget af de sjove, sproglige konstruktioner. Filmen er utrolig anderledes på mange måder, og bryder med genrekonventioner på en måde, som gør, at man får en original omgang underholdning. Handlingen udforsker aspekterne og mulighederne i det at fortælle en historie samtidig med, at man befinder sig i midten af historien. Det er en utrolig hyggelig film, som både trumfer på sin opfindsomhed, men også fungerer som en fantastisk familiefilm – eller hvis man leder efter en film til sin kommende date!

Filmen er spækket med sjove effekter fra 80’erne, hvor kunstige dyr og monstre ikke blot værner om en tid med knap så erfarne visuelle remedier, men også bidrager med en underholdende såvel som nostalgisk vinkling på filmen. Selve underlægningsmusikken og den generelle atmosfære i filmen summer af 80’ernes filmiske gåpåmod, og man kan tydeligt se, at der ikke blevet sparet på nogen som helst former for rekvisitter eller ekstravagante virkemidler.  Filmen er spækket med flotte visuelle virkemidler af eventyrlig form, som ved siden af handlingen gør filmen yderst seværdig blot på grund af de opfindsomme eventyrtræk og farverige billeder.

Konceptet minder lidt om Monty Python, hvor de normale rammer i fortællingen er vendt på hovedet. Fortællestillen er meget satirisk og rummer både mulighed for at fryde sig over denne humoristiske tilgang, men giver også mulighed for børn og unge at nyde filmen blot på grund af den eventyrlige opbygning. Overraskelsesmomentet er meget vigtigt i denne fortællestil, og opsætningen i handlingen er spækket med sjove, uventede plottwists. Humoren er skarp, velovervejet og i den rette dosis, hvilket gør denne film til en af de mest interessante eventyrfortællinger på det store lærred.

Bonusmateriale

Udover en række kommentarspor med skaberne af filmen, kan man se en herlig dokumentar, hvor stjernerne og instruktøren 25 år efter filmens premiere kigger tilbage og snakker om projektet. Derudover kan man se en lille dokumentar, som går i dybden med de velkoreograferede fægtekampe i filmen, og ikke mindst en række dybdegående interviews, som fortæller om overgangen fra bog til film. Man kan også se en ret så sjovt sammenklipning af en videodagbog, som hovedpersonen Cary Elwes optog under optagelserne. Som noget af de sidste går en række klip i dybden med eventyrkonceptet, makeup-delen og en masse tilbagevendende blik på filmen – bonusområdet bugner af solidt ekstramateriale, og man har flere timers ekstra underholdning på denne fantastiske udgivelse.

Konklusion

Samlet set er The Princess Bride en fantastisk eventyrfilm, som trumfer på den eventyrlige fortælling såvel som den komiske indfaldsvinkel på fortællestilen. Den har underholdt folk af alle aldre i flere generationer, og vil uden tvivl fortsætte med dette langt ud i fremtiden.

Pris og tilgængelighed

Release: 10-02-14 på Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på The Princess Bride

The Princess Bride Trailer

[youtube id=”O3CIXEAjcc8″ width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer