tirsdag, maj 21, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Sum of All Fears (Blu-ray)

Anmeldelse: The Sum of All Fears (Blu-ray)

the-sum-of-all-fears

Chris Pine er om ikke så længe aktuel i den nyeste filmatisering af Tom Clancys bøger, Jack Ryan, og som optakt til denne action-basker er den tidligere filmatisering fra 2002 blevet genudgivet som en lille appetizer.

Vi følger den unge CIA-analysator, Jack Ryan (Ben Affleck), som forsøger at balancere sit hektiske arbejde overfor en tilforladelig hverdag med sin nye kæreste, Cathy (Bridget Moynahan). På grund af hans ekspertise-viden bliver han rekrutteret op i de højere lag af chefen, William(Morgan Freeman), og det kunne ikke ramme på et mere kritisk niveau. Nationen har nemlig fået nys om, at Rusland har fået fingrene i en gammel atombombe fra 1973. Nu går kapløbet for alvor i gang om verdenssikkerheden, og Jack skal sammen med sine kolleger gøre alt for at undgå en katastrofal krig.

Filmen minder lidt om Mission: Impossible-filmene, men handlingen rummer langt fra nok spænding og gejst til at kunne leve op til det høje, forventede tempo. Der er meget fokus på det politiske spil i handlingen, og det fungerer på sin vis også udmærket – problemet er bare, at rammerne omkring de politiske perspektiver virker meget stereotypiske og uinteressante. De giver et indblik i de klassiske ’dueller’ mellem nogle af verdens største magthavere, men selve dybden i filmen når ikke langt nok ned i det internationale niveau. Som så mange andre amerikanske thrillere fokuserer instruktøren på den kedelige patriotisme, og det giver et meget ensporet og kedeligt forløb.

Selve fokusset ligger som sagt meget på et politisk spil mellem verdens store nationer, og giver da også en skræmmende fortælling om, hvor meget der kan gå galt, når blot én person laver en forkert beslutning. Handlingen tager udgangspunkt på konceptet om ’worst-case-scenario’, men at verdensforhandlinger i princippet skulle kunne gå så galt, virker meget urealistisk og overdrevet. Der er visse forbehold og regler, som virkelig skulle blive brudt af et utal af nøglepersoner før at de forskellige katastrofer skulle kunne finde sted. Man har altid frygten for en atomkrig i baghovedet, når man tænker på spændinger mellem store nationer, men fokusset ligger ikke dybt nok.

Ben Affleck befinder sig også på daværende tidspunkt i en stilstand i sin dygtige karriere, da visse af disse film ikke hører til hans mest bemærkelsesværdige præstationer. Vi får en masse småhistorier ved siden af fortællingen, men det følelsesmæssige aspekt er langt fra dybt nok. Man får på utrolig kort tid mange bekendtskaber og utrolig meget viden omkring baggrundshistorien såvel som foranstaltningerne til selve problematikken – det skaber en lidt hektisk forvirring op til flere punkter i filmen, og når handlingen ikke ligefrem skrider af sted i en spændingsfyldt tempo, er det svært at holde fokusset i filmens lidt over 2 timer. Ben Affleck og Morgan Freeman formår dog at skabe lidt humor, dybde og spænding i filmen gennem deres indbyrdes interaktioner, og man føler sig alligevel underholdt af det til tider lidt for indviklede plot.

Konklusion

Samlet set er The Sum of All Fears en nogenlunde spændende thriller, som går i dybden med interessante, politiske aspekter, men desværre mister filmen lidt af sin underholdningsværdi på grund af langtrukne virkemidler og et forvirrende plot. Den kan anbefales til folk med en forkærlighed for thrillerkoncepterne i starten af 00’erne, hvor man gik meget op i ’hvad nu hvis?’, mens folk med en trang til lidt mere dybdegående underholdning bør kigge videre i butikken.

Pris og tilgængelighed

Release: 09-01-2014 på Blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på The Sum of All Fears

The Sum of All Fears trailer

[youtube id=”HJIF9-6D52w” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer