søndag, maj 5, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Under the Dome - Sæson 1 (Blu-ray)

Anmeldelse: Under the Dome – Sæson 1 (Blu-ray)

under-the-dome-season-1-blu-ray-cover1

Stephen King kendes for sine meget mystiske bøger og historier, som efterhånden er spredt godt udover filmmarkedet gennem en række klassikere. Desuden har han også skrevet historien, som dannede grundlag for den fantastiske film, The Shawshank Redemption, men nu har hans værker bevæget sig over i seriegenren. Denne gang kigger vi nærmere på den mystiske serie, Under the Dome.

Serien følger den lille, afsides flække, Chester’s Mill, hvor folkene lever i ro og mag. Dog er der mange skeletter i skabet, og det er ikke alle, som har rent mel i posen. Specielt den benhårde Big Jim (), som konspirerer med sheriffen, mens den mystiske fremmed ’Barbie’ dukker op efter et mord på en af byens beboere. Pludselig vælter et mystisk kraftfelt nedover byen, som er absolut uigennemtrængeligt. Beboerne aner ikke, hvor det kommer fra og folkene uden for kuplen har heller ikke nogen anelse om, hvorvidt dette er regeringens værk eller kræfter fra det ydre rum. Beboernes hemmeligheder er for alvor lukket inde sammen med folket, og det varer ikke længe før panikken skubber skeletterne ud af skabet. Kommer personerne nogensinde til at se verdenen udenfor igen, eller er de dødsdømt til klaustrofobisk dommedag?

Serien behandler en meget interessant blanding af overnaturlige og realistiske elementer – den overnaturlige atmosfære omkring byen driver folkene til vanvid i den indelukkede atmosfære, og det giver grobund for en masse interessante observationer i forhold til menneskets reaktion på kaos og klaustrofobi. Selve seriens plot vækker mange associationer til f.eks. serier såsom Lost, hvor hverken karaktererne eller seerne aner, hvad der foregår. Det fungerer som en rigtig god drivkraft i forhold til spændingen og intensiteten, og uvisheden har altid været det største trækplaster i forhold til thriller- og gyserfilm. Opfindsomheden bliver dog en smule udkogt i de meget langtrukne detaljer i forhold til Kings roman. Det er uden tvivl en idé, som passer bedst til det skrevne medie, og når man vil overføre det til et ny medie, skal man fylde nogle flere elementer ind – disse elementer finder man så bl.a. hos de forskellige karakterer og deres indbyrdes forhold. Det fungerer også på sin vis som en spændende indblik i personernes udvikling, men visse af personernes er decideret irriterende og intetsigende.

Det tager uden tvivl lige lidt overvindelse at vænne sig til det meget udpenslende skuespil, som ikke overlader noget som helst til fantasien. Skuespillerne siger alle tingene højt, så man ikke skal drage nogen konklusioner selv – der mister seerens rolle lidt sin effekt, da intet bliver overladt til tilfældighederne. Den behandler en meget spændende tematik, som kun gode, gamle Stephen King har kunnet finde på i sine nedskrevne værker. Dog er der disse aspekter af serien, som virker irriterende og langtrukkent, og det ses især i de meget ligegyldige personskikkelsers indbyrdes stridigheder, som egentlig godt kunne have været skåret ned til det halve. Taget i betragtning af at byen er blevet lukket inde af en mystisk kuppel, så virker de urealistisk rolige og fattede det meste af tiden. Selve den overnaturlige del af serien er aldeles underholdende og man forsøger hele tiden at danne en konklusion om, hvad der dog foregår i denne lille flække. De visuelle effekter er også overraskende gode, da man ofte ser et meget lavere budget i serier end i film – men i denne serie fungerer det helt sublimt, og på trods af de lidt irriterende skuespillere rummer filmen en utrolig velfungerende billedside.

Konklusion

Samlet set er første sæson af Under the Dome en ret spændende oplevelse, da man får mulighed for at se et interessant indblik i, hvordan en by ville reagere på en situation, hvor de blev afskåret fra omverdenen. Derudover har serien jo også sit meget overnaturlige præg, og det hele spiller egentlig meget godt sammen – lige bortset fra visse karakterer i serien, som mangler et par lektioner på skuespillerskolen og trænger til at skrue lidt ned for den udpenslende dialog.

Pris og tilgængelighed

Release: DATO på FORMAT
Find forhandler og den bedste pris på Under the Dome – Sæson 1

Under the Dome – Sæson 1 Trailer

[youtube id=”StdpKu50sZg” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer