fredag, maj 10, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: ZOWIE SWIFT Black

Anmeldelse: ZOWIE SWIFT Black

I dag skal vi kigge nærmere på noget der ikke har været meget fokus på her på eReviews.dk, nemlig noget så simpelt som en musmåtte. Eller dvs. en musemåtte i dag er jo ikke bare en musemåtte, for udvalget af musemåtter bliver kun større og større, og producenterne bliver hele tiden dygtigere til at bruge forskellige materialer og teknikker.

ZOWIE er et forholdsvis nyt mærke i Danmark, og der vil formentlig sidde mange derude der ikke kender dette brand. ZOWIE er en virksomhed der udelukkende beskæftiger sig med gaming-udstyr til PC, hvilket betyder musemåtter, mus, headsets og diverse accessories.

Produktet vi har på testbænken denne gang, har fået navnet ZOWIE SWIFT Black, og det er en ret stor musemåtte.

Design
ZOWIE SWIFT Black kommer i en ganske pæn emballage, hvor selve måtten ligger godt beskyttet bag det tykke pap. På forsiden af emballagen er det muligt at skimte produktet gennem en lille ”rude”, men derudover er der ikke meget at sige til emballeringen.

Jeg omtalte tidligere ZOWIE SWIFT Black som stor, og det kan man vist roligt sige – målene på 340 x 290 x 2mm kræver lidt plads, så det er ikke lige måtten til det lille skrivebord.

Selve musemåtten er kun 2mm høj, hvilket gør den meget behagelig at bruge, den er lavet af stift plast og bunden er beklædt med en eller anden form for blødere plast, som gør at ZOWIE SWIFT Black klistrer sig til bordpladen, så den ikke skøjter rundt på bordet når det går vildt for sig.

Overfladen er ligeledes i hård plast, og selve overfladen er en smule ru i det, for at give en tilpas friktion. I midten er der blevet plads til et diskret ”SpawN” logo og øverst i højre hjørne har ZOWIE fundet plads til Deres eget logo.

Målene gør at ZOWIE SWIFT Black fylder godt på skrivebordet, og det vil naturligvis være en smagssag om man synes en stor måtte er sagen – for mit vedkomne synes jeg det er lækkert med masser af plads, og når bordpladsen er der, kan de lige så godt udnyttes.

Funktionalitet
ZOWIE SWIFT Black er ganske lydsvag i brug, til trods for den lidt ru overflade – jeg har til testen brugt en Logitech Performance Mouse MX – uden specielle glides eller lignende, dog er den naturligvis lidt mere hård ved musen, end en blødt stofmåtte, derfor kan det godt anbefales at man samtidigt benytter sig af glides, skatez eller hvad de forskellige producenter nu vælger at kalde de ekstra ”fødder” der fås til musen.

Størrelsesmæssigt er ZOWIE SWIFT Black velegnet til lidt af hvert, både grafisk arbejde hvor man har brug for store armbevægelser, alm. surfen på nettet og gaming hvor præcision og fart er nøgleordene – begge er krav som ZOWIE SWIFT Black sagtens kan opfylde. Jeg har i perioden med ZOWIE SWIFT Black ikke oplevet at præcisionen har svigtet, hvilket naturligvis også skyldes at jeg har benyttet en god mus, og ikke en gammel 1. generations optisk mus.

Konklusion
ZOWIE SWIFT Black er et glimrende stykke værktøj, designet er rimelig anonymt, og selvom det er en ”gaming” måtte, synes jeg sagtens den kan gå an på det pæne kontor, hvor man ikke ønsker at nøjes med en stofmåtte til 25,- fra nærmeste supermarked, men vil have en god måtte med masser af plads.

Den ru overflade er en smule hård ved musen, men er til gengæld super nem at rengøre, uanset om det er kaffe eller cola du får hældt på måtten, så kræver det bare en tur med karkluden, så er den som ny – det havde været en anden sag hvis det var føromtalte stofmåtte.

ZOWIE SWIFT Black får derfor en anbefaling med herfra – det er et ganske godt, og pænt, produkt der er velegnet til både spil og helt almindeligt kontorarbejde.

Karakter
80 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: Omkring 229,-

Find den bedste pris på  ZOWIE SWIFT Black

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
ZOWIE

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer