mandag, maj 6, 2024

Super 8

Dette er en film, der har været ventet meget imens den blev produeret. Rygterne gik endda på, at dette skulle være en ”Cloverfield 2” og med J.J. Abrams i instruktørsædet og Spielberg skrevet henover som producer var det med rette, at denne skribent havde en anseelige portion forventning til en film skabt af folk med så fremragende et portefølje bag sig som de to herrer.

Filmen tager sin udgangspunkt i en gruppe unge mennesker, der har som hobby og lidenskab at producere deres egne film, hvor de selv laver de håbløse, men kreativt udførte effekter. Handlingen forgår i 70’erne og der bruges derfor klassiske Super 8-kameraer til optagelserne af disse film, hvilket også inspirerer til titlen på filmen. Gruppen er dynamisk sammensat af blandt andre hovedpersonen Joe, der laver make-up til filmrollerne, Charles der er instruktør i svøb og gruppens overhoved og deres fælles kærlighed Alice. Under en optagelse til deres zombie-kortfilm, der bliver filmet på en nedlagt togstation opstår pludselig en hændelse, der ændrer livet i den lille gruppe for altid. Et tog havarerer med en modkørende bil og afspores hvilket resulterer i en pompøs og fantastisk actionscene, der slutteligt introducerer det mystiske rumvæsen. Pludselig begynder underlgie ting a ske i byen, folk forsvinder og militæret rykker ind. Det er nu op til vores venner at komme til bunds i sagen før det er for sent.

Hvis man efter filmens slutning synes man har set mange af elementerne før, skyldes det helt klart at dette er en skjult form for hyldest fra J.J. Abrams til Spielbergs klassiske fortællinger. Dengang Spielberg lavede ”E.T.”,og ”Nærkontakt af Tredje Grad” var Abrams en teenager, der selv legede med sit Super 8-kamera og så op til mesterens klassiske fortællinger. Filmen er da også fyldt med indforståede Super 8-jokes, og henvisninger til Spielbergs film. Eksempelvis minder drengen Joe, meget om hovedpersonen fra ”E.T.” og kommer også fra en dysfunktionel familie med en presset forælder i spidsen. Man kan kalde det en plagiering af Spielbergs film, eller en hyldest, men det er dog en rar følelse, for en stund at vende tilbage til denne form for familiefilm, man så sjældent ser i dag. Personerne er bygget virkelig godt op, og virker troværdige. Samtidig fungerer det perfekt at Abrams først lader publikum se rumvæsenet til allersidst i filmen. Dog kunne man godt have undværet den alt for sukkersøde slutning, hvor hovedpersonerne praktisk talt drukner sig selv i tårer og lykke.

Ekstra Features
Der er faktisk en god portion interessant ekstramateriale med filmen. Kommentarsporet er gjort mere underholdende end mans er på andre udgivelser, da man føler en særlig passion for filmen og kemi imellem Abrams, Bryan Burk og Larry Fong som kommenterer. Det bedste ved ekstramaterialet er de 8 dokumantarfilm omhandlende filmens udvikling men også historien bag forholdet mellem Abrams og Spielberg. Underholdende og spændende at se. ydermere er der fraklippede scener, men man forstår godt, hvorfor de netop er fraklippede når man ser dem.

Konklusion
Super 8 er et godt stykke håndværk, der formår at drage tilskuerne ind til sig. Persongalleriet er rigtig stærkt spillende, og fungerer meget troværdigt overfor hinanden. De mange henvisninger til tidligere film, giver dog en følelsen af, at man har set det hele før samt, at den reelle hensigt med filmen er en hyldest til Spielberg. Dog er der meget at komme efter i en hyggelig, lidt blødsøde historie, krydret med godt ekstramateriale.

Pris og tilgængelighed
Udkom d. 14 december på DVD og Blu-Ray.

Find den bedste pris på Super 8

[youtube id=”vpzUCA5i6zY” width=”600″ height=”350″]

Benny Christiansen
Benny Christiansen
Benny Christiansen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer